Gravid kvinde

Foto: Getty Images Vores Børn har undersøgt, hvorfor mødre ofte ønsker sig piger.

Ny undersøgelse: Derfor ønsker mange mødre sig piger

It’s a boy. Æv! En pige står nemlig øverst på ønskelisten for knap hver tredje mor, viser en ny undersøgelse fra Vores Børn. Faktisk har en ud af fem gravide oplevet at blive skuffet over kønnet på deres barn. Ifølge eksperter bunder vores kønspræferencer langt hen ad vejen i klichéfyldte forestillinger om artige piger og drilske drenge, og så er det ganske enkelt bare lettere at fantasere om en baby af samme køn

”Da vi fandt ud af, at det var endnu en dreng, græd jeg. Meget. Mit hjerte blev knust i 1.000 stykker, fordi jeg altid har ønsket mig en pige. Min verden gik faktisk i stå, og jeg følte mig SÅ snydt. I et kort øjeblik havde jeg ikke lyst til at være gravid mere. Det er vildt, at en voldsom skuffelse kan gøre, at man kan føle sådan.”

Der gik lige præcis fem sekunder, fra BT havde delt historien om 27-årige Cecilie Olsen, også kendt som @denperfektemor, der få dage forinden havde skrevet et Instagram-post om sin umiddelbare reaktion på at være gravid med dreng nummer to i rækken, til tastatur-krigerne kvitterede for ærligheden med virtuel fuckfinger og harmdirrende trusler om underretninger til kommunen og omgående tvangsfjernelse.

Nogen mente, hun burde skamme sig over overhovedet at tænke i de baner og blot være lykkelig for, at barnet i hendes mave var sundt og raskt, mens andre i fuld alvor mente, at hun burde tvangssteriliseres og tage sit eget liv, når sønnen var født, så han slap for sin psykotiske, egoistiske tabermor. Rummeligheden har pudsigt nok trange kår i det ellers så højloftede cyberspace.

"Jeg kan huske, at jeg blev ekstremt såret over de voldsomme ord, jeg blev mødt med. Ikke på mine vegne, men på mine børns vegne. Jeg ønskede ikke, at de skulle læse det en dag. Men når alt kommer til alt, er det, der betyder noget, mine ord og mine fremstillinger. Ikke hvad random mennesker tænker eller mener om mig eller os. Det her handler ikke om, at jeg ikke elsker mine sønner – det handler om, at jeg havde en forestilling om noget andet, men det, jeg har fået, er mindst lige så godt, ved jeg nu", siger Cecilie Olsen.

Langt de fleste mødre, der fandt vej til andengangsmorens eget onlineunivers, kunne dog udmærket spejle sig i de modsatrettede følelser, hun forsøgte at sætte ord på. På den ene side den totale lykke over at være gravid med endnu et lille dejligt drengebarn, på den anden side skuffelsen over aldrig nogensinde at blive mor til en lille pige i laksko med springvand på toppen af hovedet.

Faktisk har rigtig mange mødre gjort sig forhåbninger om deres barns køn, viser en ny, stor undersøgelse udarbejdet af Vores Børn. Det gælder næsten halvdelen af de 1.141 adspurgte forældre i undersøgelsen, som fortrinsvis er mødre. Helt præcist ønskede 31 procent sig en pige under deres graviditet(er), 16 procent en dreng, mens 53 procent ingen kønspræference havde. Dobbelt så mange gravide drømmer altså om at føje en pige til stamtræet. Det kommer nu ikke synderligt bag på Katrine Spiegelhauer, der er familiepsykolog og beskæftiger sig med graviditet, fødsel og forældreskab.

"Når man venter et barn, så er det mere ideen om barnet end selve barnet, man knytter sig til, og det er bare nemmere at forholde sig til et barn, der har samme køn, som man selv har. Det er ikke det samme som, at man ikke kan relatere til eller ønsker sig et drengebarn, det er bare nemmere at fantasere om noget, der er en lille smule velkendt. Når nogen bliver så knuste over at få ‘det forkerte køn’, er det, fordi det kan føles som et lille tab. Den der lille pige, man havde forestillet sig, har man faktisk pludselig mistet. Skuffelsen handler ikke om, at man ikke vil have det barn, man får. Det tager bare lidt tid at bearbejde tabet over det barn, man havde forestillet sig, man skulle have", siger psykologen.

I resten af Skandinavien, USA og Asien er tendensen den samme. Også her lader pigerne til at være favoritkønnet, skriver Weekendavisen. I Japan skyldes det, at forsøgerpligten ikke længere hviler på sønnerne, når forældrene går på pension, og pigerne drager omsorg for dem på deres ældre dage. Mere forbavsende er det i Skandinavien, som ellers skulle forestille at være et af de mest ligestillede samfund i verden.

LÆS OGSÅ: Cecilie blev gravid med en dreng: ”Jeg følte mig SÅ snydt”

Det nemme og det besværlige køn

I oktober kom lille Otto så til verden i en pinefuld presseve midt i køkkenet og fuldendte familiekvartetten. To timer efter første ve havde Cecilie Olsen sin lille tyksak i armene, og fra første strøg over det lysebrune strithår var hun stolt drengemor til to. Det kan måske være svært at forstå, at hendes verden på det nærmeste brød sammen kun et halvt år forinden, da en kønsscanning afslørede, at den lille familie ville blive beriget med #EndnuEnTissmandTilSamlingen, som hun selv meget vittigt skrev på sin Instagram-profil i maj. Men hun er langt fra alene. En ud af fem mødre har oplevet at blive skuffet over kønnet på det barn, de bar rundt på, bekræfter Vores Børns lakmusprøve.

"Jeg tror, at jeg ønskede en pige under første graviditet, fordi jeg var mere tryg i det. Jeg troede, at jeg ville kunne relatere til hendes følelser og tanker på et andet niveau, og derfor potentielt kunne blive en bedre mor. Nu ved jeg jo, at jeg er en lige så god drengemor, men ønsket om at få en pige blev alligevel ikke mindre i anden omgang", forklarer Cecilie Olsen.

Den tankegang er der tilsyneladende også andre mødre, der deler. I hvert fald begrunder 38 procent af de mødre, der foretrak en pige, det med, at de tænkte, det ville være lettere at forstå en piges tanker og behov. Cecilie Olsen lægger heller ikke skjul på, at andre omstændigheder, såsom det at blive mormor frem for farmor og glæden ved at pynte en lille pige med sløjfer, glimmer og rottehaler, også var en del af det lyserøde luftkastel.

"Jeg har gemt hårspænder, fra jeg selv var en lille pige, som min datter skulle have på. Efterhånden gik det op for mig, at det netop var en af tingene, det handlede om. Noget så simpelt og overfladisk som tøj. Jeg var ked af de lyserøde prinsessekjoler, jeg ikke kunne købe. Et eller andet sted tror jeg også, at jeg ser piger som værende små i længere tid, fordi de af mange bliver anset som mere skrøbelige og ‘fine’, selvom drenge jo i bund og grund kan være lige så følsomme. Det er vores ældste søn, Arthur, eksempelvis. Det er blot den her fjollede forestilling, jeg har haft", fortæller hun.

Netop forventningerne til vores børns adfærd og evner er i høj grad defineret af, om de er udstyret med en tissemand eller en tissekone. Selvom vi godt ved, at kønsstereotyperne er med til at fastlåse børnene i nogle snævre manøvrerum, kommer vi alligevel til at reproducere dem. Sommetider endda ganske ubevidst. Det gør vi, hver gang vi klæderpiger i lyserødt og drenge i lyseblåt. Når vi stikker pigerne en dukke og drengene en racerbil. Og når vi fastholder, at piger er gode til at sidde stille og fordybe sig i alt fra lektier til perleplader, mens drenge er nogle små ballademagere med krudt i måsen, forklarer kønssociolog Cecilie Nørgaard, der er indehaver af virksomheden Mangfold.

"Jeres undersøgelse er et godt bevis på, hvordan de stereotype kønsopfattelser, som dominerer i vores kultur, er helt vildt stærke, for ellers ville man jo være ligeglad, om man fik en dreng eller en pige. Så det er et udtryk for, at vi har nogle meget stærke forudindtagede forestillinger om, at barnets køn er afgørende for, hvordan de bliver. Piger er søde, blide, rolige, pligtopfyldende, dygtige, omsorgsfulde og nemme. Drenge derimod er vilde, ustyrlige, risikovillige, dominerende, larmende – men også sjove", eksemplificerer kønssociologen.

I dag bliver pigerne opfattet som det nemme, uddannelsesegnede køn og drengene som det besværlige, utæmmelige køn. Deraf er udtrykket ‘12-talspige’ også opstået. Men sådan har det ikke altid været. For bare hundrede år siden forholdt det sig lige omvendt.

"Dengang mente man også, at det handlede om det biologiske køn – blot med omvendt fortegn. Man anså piger for at være mindre uddannelsesegnede end drenge, fordi de havde en livmoder, og dermed var de ustyrlige. De var ikke lige så nemme at disciplinere, blev hurtigere ukoncentrerede og var i deres følelsers vold. Man mente også, at det var problematisk for fertiliteten, fordi man tog energien fra livmoderen og ledte den op i hjernen. Det er jo nogle syge argumenter set med nutidens øjne, men de argumenter, vi bruger i dag, er faktisk lige så vanvittige.

I dag er det f.eks. en udbredt forestilling, at det er på grund af drenges biologi, særligt det mandlige kønshormon testosteron, at de ikke kan sidde stille, at de er vilde og ikke kan modtage en kollektiv besked. Kønsopfattelser i kulturer har til alle tider været fortolkninger af det biologiske køn, men i dag ved vi fra forskning, at køn ikke determinerer en særlig adfærd, evner eller interesser", forklarer Cecilie Nørgaard.

Samfundets top og bund

Går man statistisk til værks, står det hurtigt klart, at drengene halter væsentligt efter pigerne hele vejen gennem uddannelsessystemet fra folkeskole over gymnasiet til universitetet. Drengene får lavere karakterer, dobbelt så mange teenagedrenge som teenagepiger får ingen uddannelse efter 9. klasse, og siden midten af 90’erne har kvinderne domineret de videregående uddannelser, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som Uniavisen.dk har gravet frem. 12-talspigerne, som de er blevet døbt, har måske nok knækket uddannelseskoden, men de får også skyld for at være overambitiøse og presse sig selv for hårdt.

"Problemet med normer er, at de skaber virkeligheden. Hvis der er stærke normer i kulturen om, at ‘sådan er drenge’ og ‘sådan er piger’, så bliver de det også. F.eks. ser vi i dag, at drenge ofte er mere vilde, men det er jo ikke, fordi de har en lille vild biologisk kerne inde i kroppen. Det er fordi, kulturen og de voksne omkring dem accepterer, at de er vilde – fordi det er en del af forestillingen om at være en ‘rigtig dreng’. De bliver altså på den måde set og anerkendt i deres køn, og sådan accepterer og reproducerer man en adfærd, der f.eks. kan spænde ben for drenge i skolen", forklarer kønssociologen.

At små drenge generelt bliver betragtet som mere besværlige, kommer også til udtryk i diagnosekulturen. Fra fem til elleveårsalderen er de nemlig overrepræsenteret i psykiatrien. Det vender dog i teenageårene, hvor flere piger slås med psykiske udfordringer såsom lavt selvværd og anoreksi. Ifølge Socialstyrelsen får drengebørn stillet diagnosen ADHD tre gange så hyppigt som pigebørn. Ikke fordi flere drenge har ADHD, men fordi de er nemmere at spotte. Piger med ADHD-træk er typisk mindre udreagerende og glider derfor lettere under radaren. For eksempel er de oftere hyper-snaksaglige frem for hyperaktive og fremstår dagdrømmende frem for distraherede eller opmærksomhedskrævende.

"At drenge får psykiatriske diagnoser som ADHD tidligere i livet end piger, er med til at bekræfte ideen om, at piger er nemmere, og at de klarer sig bedre", påpeger familiepsykolog Katrine Spiegelhauer.

Derudover lever flere mænd på kanten af samfundet. For eksempel ender de oftere end kvinder i en kriminel løbebane, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge kønssociolog Cecilie Nørgaard er vores viden om samfundets sociale slagsider slet ikke uvæsentlig, når man spørger til præferencerne for barnets køn.

"Vi hører oftere, at mændene fylder i både toppen og bunden af vores samfund. På arbejdsmarkedet har de stadig en medfødt privilegeret position, men med magten kommer også afmagten, og det er det, der gør, at vi også ser mange mænd på samfundets bund, for de mærker ikke nødvendigvis de strukturelle privilegier individuelt", siger hun og angriber dermed en central pointe.

Hvor kvinder følger en mere gennemsnitlig livsbane, uden de store udsving, indtager mændene yderpunkterne. De rammer indimellem afgrunden, men har også godt med albuerum på samfundets øverste hylde. Mange små drenge udvikler sig med tiden til voksne mænd, som vil bestride nogle af erhvervslivets absolutte topposter. Vejen til de danske bestyrelsesgange er notorisk belagt med mandfolk, og i ni ud af ti job tjener mænd mere end kvinder i samme job, ifølge fagforeningen HK’s ligelønsberegner. Den ulighed lader mødrene i Vores Børns undersøgelse til at være blinde over for, påpeger Cecilie Nørgaard.

"Ligestillingen har udviklet sig vildt meget, hvis vi kigger hundrede år tilbage i tiden. Vi har været igennem en civilisatorisk revolution, som ikke er sammenligneligt med noget som helst andet, men hvis vi kigger på de sidste tredive år, er der ikke sket særligt meget. I halvdelen af de 1.200 største virksomheder i Danmark er der ingen kvinder i bestyrelsen. Som i nul. Derfor er det underligt, at flere ikke ønsker drenge, for så skulle man tro, de ville tænke, at deres barn ville få et nemmere liv? Men måske går de fleste og tror, at vi er superligestillede. De tænker oprigtigt: “Hvis jeg får en pige, så har hun fuldstændig samme muligheder for at udfolde sig som en dreng.” Det er bare ikke tilfældet", siger kønssociologen, der ligeledes mener, at #MeToo-bevægelsen og sexismedebatten herhjemme har givet anledning til udbredt refleksion. Ikke bare blandt magteliten, men også inden for familiens fire vægge.

"Hele den patriarkalske kritik spiller nok også ind på mødrenes kønspræference. Mange af de negative sider af maskuliniteten fremhæves, og det er en meget kønnet debat. Der er jo ingen tvivl om, at den strukturelle sexisme primært handler om mænds magtudnyttelse og grænseoverskridende adfærd. Det får måske nogen til at tænke: “Hvordan opdrager jeg en dreng til at blive en god mand?”"

LÆS OGSÅ: Fokus på skam: ”Jeg har mødt kvinder, der græd, fordi deres baby ikke ville være i slyngen”

Læserne fortæller

Derfor håbede jeg på at få en pige

”Planlagde pseudotvillinger og tænkte, hvis der kom en dreng før en pige, ville hun indhente ham udviklingsmæssigt, og at det ville være hårdt for ham og skabe konkurrence mellem dem.”

”Anden gang: Vi havde alt til en pige, så det var nemmere. Tredje gang: Jeg forstillede mig færre kampe mellem de to yngste, hvis det ikke var to drenge.”

”Vi har delebørn, så to af vores drenge er min mands. Vi har en fælles – håbede på en pige for at mikse. Nu regner vi med en til, og der håber jeg på en dreng, så vi har pladen fuld. Synes pludselig, det er svært med piger i fht. selvværd og ligestilling.”

”Piger er bedre til at holde sammen på familien senere i livet og sørge for at besøge deres gamle mor og far.”

”Jeg har fået begge mine børn alene og tænkte, det ville være nemmere med piger, når der ikke er en far i billedet.”

”Jeg ønskede inderligt et mor-datter-forhold.”

”Jeg forestiller mig, jeg kan lave flere kreative og fordybende ting med en pige.”

Derfor håbede jeg på at få en dreng

”Kunne godt lide tanken om, at mine kommende børn fik en storebror, og billedet af den lille energiske dreng, som tumler rundt med sin far.”

”Jeg har altid syntes, at piger skriger meget og virker mere irriterende end drenge, når de kommer op i skolealderen, derfor ønskede jeg at få en dreng.”

”Jeg har døjet med spiseforstyrrelse i over halvdelen af mit liv og ønskede derfor en dreng, der måske ikke var udsat for samme pres som piger.”

”Det betød noget for mig, at den ældste var en dreng, som er en mere naturlig beskytter, når der kommer yngre søskende.”

”Ville gerne opdrage en dreng til altid at respektere piger.”

”Har altid selv haft det bedre med drenge. De er mere “simple”.”

”Blev lidt skuffet, da det gik op for mig, at jeg ikke kommer til at have et far-søn-forhold mht. sport og fritidsinteresser.”

”Jeg tænkte, at det ville være “nemmere” for faren.”

”Jeg skulle have tvillinger og ønskede en af hver, så de ikke ville opleve at blive sammenlignet så meget igennem deres liv.”

Mormor trumfer farmor

Noget tyder på, at også bedsteforældrerollen senere i livet har betydning for, om man ønsker sig en dreng eller en pige. I hvert fald svarer knap hver fjerde af de mødre, der drømmer om at føje en pige til flokken, at de foretrækker at blive mormor frem for farmor. Det gælder også Cecilie Olsen.

"Jeg var bange for at miste mine sønner til potentielt dominerende kommende koner og være farmor på sidelinjen. Jeg vil jo gerne være tæt med dem resten af livet. Igen er jeg kommet frem til, at det er noget pladder. Ikke det med at være farmor på sidelinjen, for det er der desværre mange, der er, men at jeg ikke kan forblive tæt med dem. Hvis jeg er en god, omsorgsfuld og respektfuld mor, som er der for mine børn og viser dem, at jeg vil dem og deres familier, så er jeg sikker på, at jeg nok skal få en plads på holdet", siger hun.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er den god nok. Farmor spiller i de fleste familier en birolle i børnebørnenes liv sammenlignet med mormor, som typisk er den, mor ringer til, hvis børnene skal babysittes, amningen kuldsejler, eller tudeturene indtræffer.

"Mormor får lov til at komme meget tættere på end farmor. Sådan helt generelt har man som gravid behov for at spejle sig i sin egen mor. Det er jo, fordi det hele er nyt og ukendt, derfor har man brug for en erfaren kvinde, som kan støtte en. Vi trækker på vores mødre i langt højere grad, end vi gør på svigermor, for hun har ikke opfostret os. Det er typisk også under graviditeten, at man begynder at spørge sin mor, hvordan hendes graviditet og fødsel var: “Kunne du amme? Hvordan var fødslen for dig?” Vi identificerer os med vores egen mor – på godt og ondt – når vi selv bliver mødre", forklarer psykologen.

Det sårbare forældreskab

Selvom det er forholdsvis almindeligt at gøre sig forhåbninger om sit barns køn, er det fortsat helt enormt tabubelagt at tale højt om. Dem, der drister sig til det, bliver på det nærmeste lagt for had og afskrevet som utaknemmelige lortemødre. Det demonstrerer eksemplet med Cecilie Olsen så tydeligt. Men hvorfor vækker det så mange følelser, så megen harme og vrede, at ytre ønske om et specifikt køn?

"Fordi det lyder en lille smule forkælet. Man har ingen ret til at beklage sig, når man er så privilegeret at have fået et barn", svarer Katrine Spiegelhauer.

"Der er meget stærke følelser involveret, når det handler om børn – ikke bare ens egne, også andres. Generelt er der en høj grad af fordømmelse, og vi har et meget stærkt behov for at vise, hvilken lejr vi tilhører. Forældreskabet er et meget følsomt og sårbart tema", siger hun og indskyder, at fordømmelsen dybest set handler om at positionere sig i forhold til de forældre, man står i opposition til.

Det er formentlig også forklaringen på, at tæt på tre ud af ti mødre tilkendegiver, at de på et tidspunkt har døjet med dårlig samvittighed over at ønske et køn frem for et andet, hvis man skal tro Vores Børns spørgeskemaundersøgelse.

"Når vi udskammer andre for deres måde at være mor på, så føler vi stærkere, hvilken slags forælder vi selv er. Vi viser hele verden, vores omverden, venner og følgere, at sådan er jeg som mor. “Jeg kunne aldrig drømme om at brokke mig over kønnet på mit barn. Jeg er så taknemmelig for mine børn – fuldstændigt som de er. Jeg er så empatisk et menneske, at jeg nok også godt kan regne ud, at der er nogen i fertilitetsbehandling, som bliver kede af det.” Det er en måde at brande sig selv på. Men i det er der faktisk ikke en særlig stor rummelighed over for de der fuldstændigt helt almindelige komplekse følelser, man kan have", pointerer psykologen.

For Cecilie Olsens vedkommende kommer et tredje barn formentlig ikke på tale. Også selv om drømmen om en lille pige dermed aldrig bliver indfriet. Familien er glade, som hverdagen er nu. Lejligheden på 87 kvadratmeter i Gentofte er lige akkurat stor nok til at rumme to små energibundter og to trætte voksne, og mængden af tid og overskud harmonerer nogenlunde. De fleste dage. Så selvom hendes lille børnebande ser anderledes ud, end hun i første omgang havde forestillet sig, er hun ellevild med at være netop Otto og storebror Arthurs mor.

"Mine to drenge er mine største kærligheder sammen med deres far, og jeg ville ikke bytte dem for noget andet. De er præcis, som de skal være, og de er præcis, hvor de skal være. Her hos mig – hos os. Det handlede ikke om, at jeg ikke ville have mine drenge. Jeg ville bare OGSÅ gerne prøve at have en pige", slår Cecilie Olsen fast.

Hvis man skal fremhæve en vigtig lektie af alt det her, så er det, at børn er lige så forskellige, som småbørnslivet er utilregneligt. Piger kan godt være frække og gå med superheltekappe, og drenge kan sagtens være sensitive og have kjole på. Som forældre skal man fremelske, opmuntre og hylde mangfoldigheden og børnenes instinkt. Og så vidt muligt undgå at pådutte dem en masse begrænsende og trivielle klichéer. Ellers fratager vi dem muligheden for at blive hele mennesker, understreger Cecilie Nørgaard.

"Jeg ønsker ikke at udskamme den enkelte, der har det sådan her. Slet ikke. Jeg synes bare, det er vigtigt at pointere, hvor trist det er, at vi har så stærke forestillinger om, hvad kønnet betyder i vores kultur. De har ikke hold i virkeligheden. Et barn er jo bare et barn. Måske får du en vild og uregerlig pige eller en stille og omsorgsfuld dreng? You never know, det er noget af det, der gør det så spændende at blive forælder."

Vores Børn undersøger:

  • 31 % af mødrene i undersøgelsen ønskede sig en pige under deres graviditet(er), 16 % en dreng.
    53 % havde ingen kønspræference.
  • Under samtlige graviditeter ønsker flest sig en pige, men ved anden og tredje graviditet bliver
    ønsket om en pige forstærket (40 og 37 %).
  • De mødre, der ønsker sig en pige, begrunder det med, at de tænkte, det var lettere at forstå en piges tanker og behov (38 %), at de allerede havde en dreng/drenge i forvejen (31 %), og at de
    hellere ville være mormor end farmor senere i livet (24 %).
  • De mødre, der ønsker sig en dreng, begrunder det med, at de havde en pige/piger i forvejen
    (21%), og at deres partner/familie ønskede sig en dreng (16%)
  • 1 ud af 5 mødre har oplevet at blive skuffet over deres barns køn (18 %). Flest bliver skuffede ved barn nummer to og tre (20 og 26 %).
  • 27 % har haft dårlig samvittighed over at ønske et køn frem for et andet.

Sådan gjorde vi:

1.141 forældre med børn i alderen 0-10 år har gennemført undersøgelsen. 99 procent af respondenterne er mødre, og forældre med et og to børn udgør langt de fleste af undersøgelsens deltagere. Besvarelserne er indsamlet i september 2020, og deltagerne er rekrutteret via Vores Børns, ALT for damernes og BoligLivs Facebook- og Instagram-profiler. Undersøgelsen er gennemført af Egmont Publishings analyseteam for Vores Børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, Mor og Gravid