Ny undersøgelse: Derfor ønsker mange mødre sig piger

”Da vi fandt ud af, at det var endnu en dreng, græd jeg. Meget. Mit hjerte blev knust i 1.000 stykker, fordi jeg altid har ønsket mig en pige. Min verden gik faktisk i stå, og jeg følte mig SÅ snydt. I et kort øjeblik havde jeg ikke lyst til at være gravid mere. Det er vildt, at en voldsom skuffelse kan gøre, at man kan føle sådan.”

Der gik lige præcis fem sekunder, fra BT havde delt historien om 27-årige Cecilie Olsen, også kendt som @denperfektemor, der få dage forinden havde skrevet et Instagram-post om sin umiddelbare reaktion på at være gravid med dreng nummer to i rækken, til tastatur-krigerne kvitterede for ærligheden med virtuel fuckfinger og harmdirrende trusler om underretninger til kommunen og omgående tvangsfjernelse.

Nogen mente, hun burde skamme sig over overhovedet at tænke i de baner og blot være lykkelig for, at barnet i hendes mave var sundt og raskt, mens andre i fuld alvor mente, at hun burde tvangssteriliseres og tage sit eget liv, når sønnen var født, så han slap for sin psykotiske, egoistiske tabermor. Rummeligheden har pudsigt nok trange kår i det ellers så højloftede cyberspace.

"Jeg kan huske, at jeg blev ekstremt såret over de voldsomme ord, jeg blev mødt med. Ikke på mine vegne, men på mine børns vegne. Jeg ønskede ikke, at de skulle læse det en dag. Men når alt kommer til alt, er det, der betyder noget, mine ord og mine fremstillinger. Ikke hvad random mennesker tænker eller mener om mig eller os. Det her handler ikke om, at jeg ikke elsker mine sønner – det handler om, at jeg havde en forestilling om noget andet, men det, jeg har fået, er mindst lige så godt, ved jeg nu", siger Cecilie Olsen.

Langt de fleste mødre, der fandt vej til andengangsmorens eget onlineunivers, kunne dog udmærket spejle sig i de modsatrettede følelser, hun forsøgte at sætte ord på. På den ene side den totale lykke over at være gravid med endnu et lille dejligt drengebarn, på den anden side skuffelsen over aldrig nogensinde at blive mor til en lille pige i laksko med springvand på toppen af hovedet.

Faktisk har rigtig mange mødre gjort sig forhåbninger om deres barns køn, viser en ny, stor undersøgelse udarbejdet af Vores Børn. Det gælder næsten halvdelen af de 1.141 adspurgte forældre i undersøgelsen, som fortrinsvis er mødre. Helt præcist ønskede 31 procent sig en pige under deres graviditet(er), 16 procent en dreng, mens 53 procent ingen kønspræference havde. Dobbelt så mange gravide drømmer altså om at føje en pige til stamtræet. Det kommer nu ikke synderligt bag på Katrine Spiegelhauer, der er familiepsykolog og beskæftiger sig med graviditet, fødsel og forældreskab.

"Når man venter et barn, så er det mere ideen om barnet end selve barnet, man knytter sig til, og det er bare nemmere at forholde sig til et barn, der har samme køn, som man selv har. Det er ikke det samme som, at man ikke kan relatere til eller ønsker sig et drengebarn, det er bare nemmere at fantasere om noget, der er en lille smule velkendt. Når nogen bliver så knuste over at få ‘det forkerte køn’, er det, fordi det kan føles som et lille tab. Den der lille pige, man havde forestillet sig, har man faktisk pludselig mistet. Skuffelsen handler ikke om, at man ikke vil have det barn, man får. Det tager bare lidt tid at bearbejde tabet over det barn, man havde forestillet sig, man skulle have", siger psykologen.

I resten af Skandinavien, USA og Asien er tendensen den samme. Også her lader pigerne til at være favoritkønnet, skriver Weekendavisen. I Japan skyldes det, at forsøgerpligten ikke længere hviler på sønnerne, når forældrene går på pension, og pigerne drager omsorg for dem på deres ældre dage. Mere forbavsende er det i Skandinavien, som ellers skulle forestille at være et af de mest ligestillede samfund i verden.

LÆS OGSÅ: Cecilie blev gravid med en dreng: ”Jeg følte mig SÅ snydt”

Det nemme og det besværlige køn

I oktober kom lille Otto så til verden i en pinefuld presseve midt i køkkenet og fuldendte familiekvartetten. To timer efter første ve havde Cecilie Olsen sin lille tyksak i armene, og fra første strøg over det lysebrune strithår var hun stolt drengemor til to. Det kan måske være svært at forstå, at hendes verden på det nærmeste brød sammen kun et halvt år forinden, da en kønsscanning afslørede, at den lille familie ville blive beriget med #EndnuEnTissmandTilSamlingen, som hun selv meget vittigt skrev på sin Instagram-profil i maj. Men hun er langt fra alene. En ud af fem mødre har oplevet at blive skuffet over kønnet på det barn, de bar rundt på, bekræfter Vores Børns lakmusprøve.

"Jeg tror, at jeg ønskede en pige under første graviditet, fordi jeg var mere tryg i det. Jeg troede, at jeg ville kunne relatere til hendes følelser og tanker på et andet niveau, og derfor potentielt kunne blive en bedre mor. Nu ved jeg jo, at jeg er en lige så god drengemor, men ønsket om at få en pige blev alligevel ikke mindre i anden omgang", forklarer Cecilie Olsen.

Den tankegang er der tilsyneladende også andre mødre, der deler. I hvert fald begrunder 38 procent af de mødre, der foretrak en pige, det med, at de tænkte, det ville være lettere at forstå en piges tanker og behov. Cecilie Olsen lægger heller ikke skjul på, at andre omstændigheder, såsom det at blive mormor frem for farmor og glæden ved at pynte en lille pige med sløjfer, glimmer og rottehaler, også var en del af det lyserøde luftkastel.

"Jeg har gemt hårspænder, fra jeg selv var en lille pige, som min datter skulle have på. Efterhånden gik det op for mig, at det netop var en af tingene, det handlede om. Noget så simpelt og overfladisk som tøj. Jeg var ked af de lyserøde prinsessekjoler, jeg ikke kunne købe. Et eller andet sted tror jeg også, at jeg ser piger som værende små i længere tid, fordi de af mange bliver anset som mere skrøbelige og ‘fine’, selvom drenge jo i bund og grund kan være lige så følsomme. Det er vores ældste søn, Arthur, eksempelvis. Det er blot den her fjollede forestilling, jeg har haft", fortæller hun.

Netop forventningerne til vores børns adfærd og evner er i høj grad defineret af, om de er udstyret med en tissemand eller en tissekone. Selvom vi godt ved, at kønsstereotyperne er med til at fastlåse børnene i nogle snævre manøvrerum, kommer vi alligevel til at reproducere dem. Sommetider endda ganske ubevidst. Det gør vi, hver gang vi klæderpiger i lyserødt og drenge i lyseblåt. Når vi stikker pigerne en dukke og drengene en racerbil. Og når vi fastholder, at piger er gode til at sidde stille og fordybe sig i alt fra lektier til perleplader, mens drenge er nogle små ballademagere med krudt i måsen, forklarer kønssociolog Cecilie Nørgaard, der er indehaver af virksomheden Mangfold.

"Jeres undersøgelse er et godt bevis på, hvordan de stereotype kønsopfattelser, som dominerer i vores kultur, er helt vildt stærke, for ellers ville man jo være ligeglad, om man fik en dreng eller en pige. Så det er et udtryk for, at vi har nogle meget stærke forudindtagede forestillinger om, at barnets køn er afgørende for, hvordan de bliver. Piger er søde, blide, rolige, pligtopfyldende, dygtige, omsorgsfulde og nemme. Drenge derimod er vilde, ustyrlige, risikovillige, dominerende, larmende – men også sjove", eksemplificerer kønssociologen.

I dag bliver pigerne opfattet som det nemme, uddannelsesegnede køn og drengene som det besværlige, utæmmelige køn. Deraf er udtrykket ‘12-talspige’ også opstået. Men sådan har det ikke altid været. For bare hundrede år siden forholdt det sig lige omvendt.

"Dengang mente man også, at det handlede om det biologiske køn – blot med omvendt fortegn. Man anså piger for at være mindre uddannelsesegnede end drenge, fordi de havde en livmoder, og dermed var de ustyrlige. De var ikke lige så nemme at disciplinere, blev hurtigere ukoncentrerede og var i deres følelsers vold. Man mente også, at det var problematisk for fertiliteten, fordi man tog energien fra livmoderen og ledte den op i hjernen. Det er jo nogle syge argumenter set med nutidens øjne, men de argumenter, vi bruger i dag, er faktisk lige så vanvittige.

I dag er det f.eks. en udbredt forestilling, at det er på grund af drenges biologi, særligt det mandlige kønshormon testosteron, at de ikke kan sidde stille, at de er vilde og ikke kan modtage en kollektiv besked. Kønsopfattelser i kulturer har til alle tider været fortolkninger af det biologiske køn, men i dag ved vi fra forskning, at køn ikke determinerer en særlig adfærd, evner eller interesser", forklarer Cecilie Nørgaard.

Samfundets top og bund

Går man statistisk til værks, står det hurtigt klart, at drengene halter væsentligt efter pigerne hele vejen gennem uddannelsessystemet fra folkeskole over gymnasiet til universitetet. Drengene får lavere karakterer, dobbelt så mange teenagedrenge som teenagepiger får ingen uddannelse efter 9. klasse, og siden midten af 90’erne har kvinderne domineret de videregående uddannelser, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som Uniavisen.dk har gravet frem. 12-talspigerne, som de er blevet døbt, har måske nok knækket uddannelseskoden, men de får også skyld for at være overambitiøse og presse sig selv for hårdt.

"Problemet med normer er, at de skaber virkeligheden. Hvis der er stærke normer i kulturen om, at ‘sådan er drenge’ og ‘sådan er piger’, så bliver de det også. F.eks. ser vi i dag, at drenge ofte er mere vilde, men det er jo ikke, fordi de har en lille vild biologisk kerne inde i kroppen. Det er fordi, kulturen og de voksne omkring dem accepterer, at de er vilde – fordi det er en del af forestillingen om at være en ‘rigtig dreng’. De bliver altså på den måde set og anerkendt i deres køn, og sådan accepterer og reproducerer man en adfærd, der f.eks. kan spænde ben for drenge i skolen", forklarer kønssociologen.

At små drenge generelt bliver betragtet som mere besværlige, kommer også til udtryk i diagnosekulturen. Fra fem til elleveårsalderen er de nemlig overrepræsenteret i psykiatrien. Det vender dog i teenageårene, hvor flere piger slås med psykiske udfordringer såsom lavt selvværd og anoreksi. Ifølge Socialstyrelsen får drengebørn stillet diagnosen ADHD tre gange så hyppigt som pigebørn. Ikke fordi flere drenge har ADHD, men fordi de er nemmere at spotte. Piger med ADHD-træk er typisk mindre udreagerende og glider derfor lettere under radaren. For eksempel er de oftere hyper-snaksaglige frem for hyperaktive og fremstår dagdrømmende frem for distraherede eller opmærksomhedskrævende.

"At drenge får psykiatriske diagnoser som ADHD tidligere i livet end piger, er med til at bekræfte ideen om, at piger er nemmere, og at de klarer sig bedre", påpeger familiepsykolog Katrine Spiegelhauer.

Derudover lever flere mænd på kanten af samfundet. For eksempel ender de oftere end kvinder i en kriminel løbebane, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge kønssociolog Cecilie Nørgaard er vores viden om samfundets sociale slagsider slet ikke uvæsentlig, når man spørger til præferencerne for barnets køn.

"Vi hører oftere, at mændene fylder i både toppen og bunden af vores samfund. På arbejdsmarkedet har de stadig en medfødt privilegeret position, men med magten kommer også afmagten, og det er det, der gør, at vi også ser mange mænd på samfundets bund, for de mærker ikke nødvendigvis de strukturelle privilegier individuelt", siger hun og angriber dermed en central pointe.

Hvor kvinder følger en mere gennemsnitlig livsbane, uden de store udsving, indtager mændene yderpunkterne. De rammer indimellem afgrunden, men har også godt med albuerum på samfundets øverste hylde. Mange små drenge udvikler sig med tiden til voksne mænd, som vil bestride nogle af erhvervslivets absolutte topposter. Vejen til de danske bestyrelsesgange er notorisk belagt med mandfolk, og i ni ud af ti job tjener mænd mere end kvinder i samme job, ifølge fagforeningen HK’s ligelønsberegner. Den ulighed lader mødrene i Vores Børns undersøgelse til at være blinde over for, påpeger Cecilie Nørgaard.

"Ligestillingen har udviklet sig vildt meget, hvis vi kigger hundrede år tilbage i tiden. Vi har været igennem en civilisatorisk revolution, som ikke er sammenligneligt med noget som helst andet, men hvis vi kigger på de sidste tredive år, er der ikke sket særligt meget. I halvdelen af de 1.200 største virksomheder i Danmark er der ingen kvinder i bestyrelsen. Som i nul. Derfor er det underligt, at flere ikke ønsker drenge, for så skulle man tro, de ville tænke, at deres barn ville få et nemmere liv? Men måske går de fleste og tror, at vi er superligestillede. De tænker oprigtigt: “Hvis jeg får en pige, så har hun fuldstændig samme muligheder for at udfolde sig som en dreng.” Det er bare ikke tilfældet", siger kønssociologen, der ligeledes mener, at #MeToo-bevægelsen og sexismedebatten herhjemme har givet anledning til udbredt refleksion. Ikke bare blandt magteliten, men også inden for familiens fire vægge.

"Hele den patriarkalske kritik spiller nok også ind på mødrenes kønspræference. Mange af de negative sider af maskuliniteten fremhæves, og det er en meget kønnet debat. Der er jo ingen tvivl om, at den strukturelle sexisme primært handler om mænds magtudnyttelse og grænseoverskridende adfærd. Det får måske nogen til at tænke: “Hvordan opdrager jeg en dreng til at blive en god mand?”"

LÆS OGSÅ: Fokus på skam: ”Jeg har mødt kvinder, der græd, fordi deres baby ikke ville være i slyngen”