Grosser Madsen (Lars Ranthe) i morgenkåbe i stue og Anker Jørgensen (Lars Ranthe) i jakkesæt ved mikrofon ved et bord

Grosser Georg Madsen og Anker Jørgensen: Her er 22 gode danske film og tv-serier med Lars Ranthe

Den ultradygtige skuespiller overrasker os gang på gang med sine præstationer og varierende roller. Vi har forsøgt at få et overblik over den danske skuespillers lange CV.

alt.dk logo

Lars Kristian Ranthe er efterhånden blevet et velkendt ansigt på den danske tv- og filmscene.

Efter sin uddannelse fra Odense Teater i 1998 har den danske skuespiller gennem sine snart 30 aktive år beriget os med alverdens skuespillerpræstationer.

Lars Ranthe er en dansk skuespiller, der i den grad har optrådt i en lang række af prominente roller.

Her snakker vi alt fra store historiske personligheder som tidligere statsminister Anker Jørgensen og revykomiker Kjeld Petersen, til mere barske roller som blandt andet bandelederen Tom i "Kriger" og overlærer Toft Lassen i "Der kommer en dag".

Der er masser af gode underholdningstimer med Lars Ranthe på skærmen. Og du får et overblik over vores absolut yndlings nedenfor.

Tv-serier med Lars Ranthe

En af Lars Ranthes mest ikoniske roller er uden tvivl grosserer Georg Madsen fra TV 2-serien "Badehotellet".

Gennem 11 år og ti sæsoner har Lars Ranthe medvirket i hele serien, så det er faktisk svært at forestille sig, hvordan han har haft tid til noget andet.

Men frygt ej!

Der er masser af tv-indhold, som vi kan dykke ned i.

Slangedræber (2026-)

Tre mænd sidder og står omkring et rodet kontorskrivebord i seriøs dialog.

I denne nye Prime Video-serie spiller Lars Ranthe et sympatisk sidekick til Pilou Asbæks hårdere karakter.

De to betjente tager del i Uropatruljen, hvor der arbejdes på at bekæmpe organiseret kriminalitet på Vesterbro i København.

Serien er udtaget til hovedkonkurrencen for serier i Cannes – så der er god grund til at se de fire afsnit, der ligger på streamingtjenesten.

Reservatet (2025)

Fire personer står i en smal gang med åbne døre og mørke gardiner.

I en rigmandsghetto nord for København bor Rasmus (Lars Ranthe) med sin kone (Danica Curcic), sine børn og sin au-pair Ruby (Donna Levkovski).

En dag forsvinder familiens au-pair, Ruby, sporløst, og det rusker op i lokalsamfundet. Især naboen Cecilie (Marie Bach Hansen) frygter det værste og dykker dybt ned i Rubys forsvinden.

Carmen Curlers (2022-2025)

Mand (Lars Ranthe) åbner hoveddør og hilser på besøgende, kvinde med hårruller ved hans side

I 1960'erne bliver den elektriske papilot, Carmen Curlers, opfundet – en opfindelse, der skabte tidens største arbejdsplads i Danmark.

Her spiller Lars Ranthe rollen som Jørgen Windfeld, der er gift med Birthe, som arbejder på Carmen Curlers-fabrikken.

Anker (2023-2024)

Anker Jørgensen (Lars Ranthe) i jakkesæt taler i mikrofon ved bord med glas og vandflaske.

Gennem tre afsnit optrådte Lars Ranthe på tv-skærmene landet over som dark horse-statsminister, Anker Jørgensen.

Op gennem 1970'erne og frem mod 1980'erne følger serien "folkets statsminister" gennem oliekriser og større udfordringer i det politiske landskab såvel som på hjemmefronten.

Badehotellet (2013-2024)

To personer i morgenkåber står i en lys stue foran glasdøre

En af Lars Ranthes mest ikoniske roller må være grosserer Georg Madsen.

Sammen med sin familie besøger grosserer Madsen hvert år Badehotellet ved Vesterhavet. Uden for feriesæsonen tager Madsen del i det københavnske borgerskab som den aspirerende forretningsmand, han er.

Serien byder på et meget imponerende cast med dygtige medskuespillere som Anne Louise Hassing, Amalie Dollerup, Jens Jacob Tychsen, Cecilie Stenspil, Anette Støvelbæk, og vi kunne blive ved.

Friheden (2018-2020)

I denne drama tv-serie er Lars Ranthe i fint selskab med Lene Maria Christensen. Sammen spiller de et ægtepar med et småkedeligt liv i Hvidovre.

Deres fortid er dog alt andet end kedeligt.

Ægteparret bliver konfronteret med deres glemte liv, da en gammel kending dukker op på dørtrinnet. Og inden de ser sig om, er de tilbage i deres tidligere svindlerliv.

Greyzone (2018)

De skandinaviske lande er gået sammen om en dramasatsning, der udfolder sig i dagene op til et terrorangreb i Norden, efter en ung ingeniør (Birgitte Hjort Sørensen) er blevet taget til gidsel.

Lars Ranthe medvirker som Henrik Dalum, der er PET-chefen, som leder efterforskningen og jagten efter bagmændene på det planlagte terrorangreb.

Kriger (2018)

Vi har nok aldrig set Lars Ranthe i så barsk en rolle, end som den muskuløse og tatoverede bandeleder Tom i tv-serien "Kriger".

En PTSD-ramt veteran, CC (Dar Salim), er rekrutteret til at infiltrere en rockergruppe i København. Hans mål er at komme helt tæt på lederen Tom, for at finde beviser, som kan bruges på at afsløre hans kriminelle handlinger.

Denne tv-serie er et sandt bevis på, at Lars Ranthe kan spille stort set hvad som helst. Det samme siger hans "Robert"-pris for "Bedste mandlige birolle" for sin rolle i "Kriger".

Dicte (2013-2016)

I det storslåede krimidrama følger vi Dicte (Iben Hjejle) som kriminalreporter på "Dagbladet" i Aarhus. Hun er netop vendt tilbage til sin hjemby efter skilsmissen med Torsten, der bliver spillet af Lars Ranthe.

Dicte har det med at komme lidt for tæt på de sager, hun dækker. Men til tider viser hendes nysgerrighed og kundskaber sig at kunne hjælpe til efterforskningen.

Sommer (2008-2009)

To mænd ser fokuseret på en skærm i et lyst kontor

Jakob Sommer, spillet af Lars Ranthe, vender hjem fra Malawi, hvor han arbejder for "Læger uden Grænser". Det tyder dog ikke på, at det bliver et kort visit.

For Jakobs far, Christian Sommer (Jesper Langberg), bliver diagnosticeret med Alzheimers, hvilket betyder, at han ikke længere kan arbejde i sin lægepraksis.

Men hvad skal der nu ske med familiens lægepraksis? For hverken Jakob eller hans bror ønsker at tage over...

Om Lars Kristian Ranthe

  • Uddannet fra Odense teater i 1998
  • Født i København og opvokset på Vesterbro og Amager
  • 56 år
  • Gift med skuespillerinde Christine Albeck Børge siden 1998. Sammen har de to døtre.

Film med Lars Ranthe

I filmen "Dirch" om den store skuespiller Dirch Passer scorede Lars Ranthe sin gennembrudsrolle som Dirch Passers komikerkompagnon, Kjeld Petersen, da han både vandt en "Robert" og en "Bodil" for sin præstation.

Efter at have fået denne anerkendelse i offentligheden åbnede dørene for alvor til en god håndfuld biroller og hovedroller i flere danske film.

Rejseholdet - det første mord (2025)

I en overraskende udvidelse af Rejseholdsuniverset følger vi den nyoprettede efterforskningsenhed i deres allerførste sag tilbage i 1927.

Med den unge Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen) i spidsen skal holdet opklare forsikringssvindel og mord i det vestjyske Esbjerg.

Med på rollelisten er selvfølgelig også Lars Ranthe i en birolle, der er kilde til intern splid.

Den sidste viking (2025)

Lars Ranthes rolle i Anders Thomas Jensens "Den sidste viking" er helt sikkert en af hans mere ubehagelige.

I filmen oplever vi ham som faren til søskendeflokken spillet af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Bodil Jørgensen, som hver især kæmper deres egne kampe.

Selvom Lars Ranthes rolle måske ikke har meget tid på skærmen, så er faren bestemt ikke ubetydelig for historien.

Fuld af kærlighed (2024)

I en vigtig film om kærlighed, tillid og misbrug spiller Lars Ranthe den alkoholiserede familiefar Peter.

Da Peters krop en dag siger fra, bliver han sat i et ultimatum af sin familie: Han skal vælge mellem dem og alkoholen.

Her oplever vi Lars Ranthe i en af hans allermest sårbare roller i en vigtig film, som også har de pårørende for øje.

Det er også for denne film, at han har vundet en "Robert" for "Bedste mandlige hovedrolle".

Bytte Bytte Baby (2023) og Bytte Bytte Barn (2024)

Fire personer sidder side om side ved et bord i et lyst kontor.

Det pragmatiske ægtepar Andreas (Lars Ranthe) og Cecilie (Mille Dinesen) får under en fertilitetsbehandling fejlopsat et befrugtet æg, som ikke er deres.

I stedet er Cecilie nu gravid med en baby, som biologisk tilhører den lidt yngre og meget mere frisindede Liv (Katinka Lærke Petersen), der er kærester med Malthe (Kasper Dalsgaard).

En let dansk komedie, som byder på gakkede situationer og etiske dilemmaer.

Siden er efterfølgeren 'Bytte Bytte Barn' udkommet, der udforsker, hvordan forvekslingen stadig påvirker familierne flere år efterfølgende.

Bamse (2022)

På sand feel-good manér spiller Anders W. Berthelsen den folkekære Flemming 'Bamse' Jørgensen i en film om hans liv.

Vi følger med hele vejen fra, hvordan Bamse blev bortadopteret som ung til et direktørpar og frem til hans frontfigurstatus i det publikumskære band "Bamses Venner".

I filmen medvirker Lars Ranthe som Bamses manager John Madsen.

Druk (2020)

Studenter i hvide huer kaster Lars Ranthe i jakkesæt op i luften udendørs

Thomas Vinterbergs seneste Oscar-darlig har ikke været til at komme udenom.

Fire udbrændte gymnasielærere kaster sig ud i et eksperiment ud fra teorien om, at mennesket bedre lever op til sit potentiale med en alkoholpromille på 0,5.

Her spiller Lars Ranthe musiklæreren Peter, der i dén grad mærker mere kreativitet i hverdagen. Men eksperimentet har også andre konsekvenser for vennegruppen...

Kollektivet (2016)

Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm spiller over for hinanden i denne 70'er-tidslomme om et nyopstartet kollektiv.

Trine Dyrholms karakter, Anna, trænger til at høre på noget andet end hendes mands samme historier. Det passer lige med, at hendes mand netop har arvet sit barndomshjem.

Og så ruller kollektivet.

Den første tilflytter i kæmpevillaen er den mundrappe Ole (Lars Ranthe), der dukker op med en smøg i mundvigen og to indkøbsposer i hånden.

Der kommer en dag (2016)

I filmen "Der kommer en dag" medvirker Lars Ranthe som den frygtindgydende overlærer Toft Lassen på børnehjemmet Gudbjerg i slutningen af 1960'erne.

Børnehjemmet er underlagt en hårdhændet ledelse, hvor Lars Mikkelsen optræder som forstander Frederik Heck, der står i spidsen for de strenge og voldlige reglementer.

Filmen følger to små brødre, der bliver anbragt på Gudbjerg, og som er underlagt de barske opdragelsesmetoder.

Skytten (2013)

Efter den nye regering beslutter sig for at bore efter olie i Nordøstgrønland, bryder de deres valgløfte om en grøn klimapolitik.

Inspireret af journalist og politisk kommentator Mia Moesgaard (Trine Dyrholm) sætter en tidligere olympisk skytte (Kim Bodnia) sig til at nedskyde udvalgte mål i protest.

I denne genindspilning af den politiske thriller fra 1977 spiller Lars Ranthe Mia Moesgaards redaktionschef, Jesper Bang, der forsøger at holde hende i kort snor under dramaet.

Dirch (2011)

Med filmen "Dirch" og rollen som Kjeld Petersen markerede Lars Ranthe officielt sit store gennembrud.

Filmen fortæller historien om Dirch Passers liv, hvor han og hans makker Kjeld Petersen havde stor succes inden for komikkens verden med diverse revyer og forestillinger.

Lars Ranthe fik også stor succes med filmen, hvor han både vandt en "Robert" og en "Bodil" i kategorien "Bedste mandlige birolle".

Adams æbler (2005)

Under sin samfundstjeneste hos præsten Ivan (Mads Mikkelsen) møder nynazisten Adam (Ulrich Thomsen) en række skæve personligheder.

I den mørke komedieklassiker spiller Lars Ranthe lederen af en neonazistisk gruppe, der med sine to truende håndlangere opsøger Adam ved kirken.

Den folkekære film "Adams æbler" fik hurtigt stor succes både i Danmark og internationalt, hvor den blandt andet vandt en "Robert"-pris for "Bedste spillefilm".

Forbrydelser (2004)

"Forbrydelser" markerer Lars Ranthes tidligere karriere, hvor han spiller overfor blandt andet Ann Eleonora Jørgensen og Trine Dyrholm.

I Annette K. Olesens dogmefilm bliver en nyuddannet præst, Anna (Ann Eleonora Jørgensen), ansat til et vikariat i et kvindefængsel. Her møder hun blandt andet en indsat, Kate (Trine Dyrholm), der udvider hendes åndelige syn på verden.

Lars Ranthe spiller Annes mand Frank, som mest af alt ønsker at få et barn med Anne.