Fra Meyers Madhus til dig: Nem nordisk menu
SPONSORERET indhold

Fra Meyers Madhus til dig: Nem nordisk menu

Af: ALT for damerne
25. aug. 2010 | Mad | ALT for damerne

I Meyers Madhus har de to kokke, Mathias Krog Holt og Mikkel Karstad, arbejdet effektivt på at frembringe en komplet nordisk menu til denne uges ALT for damerne (nr. 34/2010). Og det kræver altså hverken avancerede teknikker eller mange specielle råvarer for at lave. Se retterne her, lær mere om nordisk mad - og få opskrifterne i ugens blad.

Sprøde brød med gulerods- og rygeostdip.

Meyers Madhus er med i et fem-årigt forskningsprojekt, OPUS, hvor formålet er at udbrede kendskabet til det nordiske hverdagskøkken. For det vil ifølge projektleder i OPUS, Emil Bruun Blauert, være godt for både vores egen sundhed og planetens sundhed. Nogle af principperne i det nordiske køkken er nemlig, at råvarerne skal være lokale, være i sæson, og maden skal indeholde et minimum af smør, fløde og fedt.

– Projektet er udsprunget af en bekymring over de tilstande vi ser med overvægt og diabetes. Derfor udforsker vi det sundhedsfremmende potentiale i det nordiske køkken ved at lave opskrifter og måltider, der bygger en bro mellem velsmag og sundhed, siger han.

Bagte rødbeder med rygeostdressing

Projektleder i OPUS, Emil Bruun Blauert, er klar over, at er lang vej fra de retter, der bliver produceret i madhuset og så til at det bliver almindelig kost i det danske hjem, men peger på, at en af de vigtigste forudsætninger for, at vi sætter nordisk mad på middagsbordet, er vores evne til at sætte pris på de lokale kvalitetsråvarer:

– Vores luksusbegreb er under forandring. Før var luksus det sjældne som kaviar, trøfler og hummer. I dag har vi fået en stigende bevidsthed om, hvordan vi producerer vores fødevarer og hvad det betyder for klimaet, når vi fragter ting fra den ene ende af verdenen til den anden. Derfor bliver luksus i fremtiden det, der er tæt på os og helt særligt for vores region, som for eksempel ramsløg og jordbær. Vi skal åbne øjnene op for alle de unikke råvarer, vi selv har.

Grønærtesuppe med mynte og spidskålsalat

– Mange har en holdning til at nordisk mad er elitært og højgastronomisk. Derfor arbejder vi på at få det ned i øjenhøjde og gøre det tilgængeligt. Det handler om at demokratisere hele noma-tankegangen, så det nordiske køkken bliver for alle, siger projektleder i OPUS, Emil Bruun Blauert.

Tips til det nordiske hverdagskøkken:

1. Brug kun råvarer, der er i sæson
2. Brug kun råvarer, der produceres lokalt
3. Skær ned på fløde, smør og kød


Morbærgrød med nøddeknas


Et af de vigtigste principper i det nordiske hverdagskøkken er nemlig, at maden skal smage godt, men uden at være sølet til i fløde, fedt og indeholde for meget kød, som traditionelt er det, der er blevet brugt for at give smag til maden.

– Udfordringen er helt klart, hvad man skal sætte i stedet, når man skærer smør og fløde fra. Derfor gælder det om at finde velsmagen på andre måde. For eksempel ved at arbejde med eddiker, der kan fremhæve smagen i maden.


Stegt rødspætte med sellerimos og blomkålssalat