“Det nytter ikke noget, at vi siger til alle vores børn, at de er smukke, når det ikke passer”

Smukke babyer får mere opmærksomhed fra deres forældre end mindre smukke babyer. Babyer kan bedre lide at kigge på smukke forældre. Smukke mennesker tjener mere, bliver oftere frikendt i retten og får kortere straffe. Det er bare nogle af de ubekvemme sandheder, jeg får serveret af journalisten og tv-værten Chris Pedersen denne formiddag, hvor vi mødes i anledning af hans kommende programserie Skønhedsfejl. Det er i researchen til programmet, at han er stødt på en lang række videnskabelige undersøgelser om skønhedsidealer og vores forhold til udseende.

"Det er bare fucking scientific facts," siger Chris Pedersen, tilsyneladende lige dele imponeret og provokeret af kendsgerningerne, for kan man være andet?

"Skønhed er jo en provokerende størrelse, for hvis jeg siger, at noget er smukt, er der noget andet, der bliver nødt til at være grimt. Vi vil gerne anerkende hinanden og sige, at en kvinde er smuk, selv om hun er for tyk. Men vi ved godt, hvem vi ville vende os om efter, hvis hun kom gående ned ad gaden sammen med Josephine Skriver (denne måneds forsidemodel, red.). Det er jo vildt uretfærdigt, og det taler imod hele den skoling, jeg selv og mange andre har fået på universitetet med bl.a. Naomi Wolf og Judith Butler (hhv. amerikansk forfatter og amerikansk filosof og queer-teoretiker, red.): At det er mediernes skyld, og at skønhedsidealet er en kulturel konstruktion. Men når der ligger så meget videnskab bag, er det jo ikke kun en konstruktion, og det synes jeg er interessant at tale om."

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

She's the Shape of a Cigaret
I virkeligheden troede jeg, dette interview skulle handle om, at skønhedsidealet er under voldsom forandring. Noget kunne tyde på det, når man ser på antallet af ældre modeller, plus size- og transkønnede modeller og sågar modeller med benproteser eller markante pigmentforandringer. For ikke at tale om populærkulturen i mere bred forstand, hvor bl.a. skuespiller og instruktør Lena Dunham, komiker Amy Schumer og ældre, succesfulde skuespillere som Helen Mirren konkurrerer med Tordenskjolds soldater. Jeg ved, at Chris Pedersen har noteret sig samme udvikling. Alligevel mener han ikke, at skønhedsidealet har ændret sig ret meget. Vi taler om det faktum, at når der endelig er ældre, transkønnede eller muslimske kvinder på forsiden af magasinerne, er det som regel stadig nogle, der lever op til de gængse skønhedsidealer i et eller andet omfang. Det er transpersonen med de høje kindben og lange øjenvipper, der er smukkere end de fleste biologisk fødte kvinder. Det er den 70-årige model, der holder sig bedre end de fleste og vejer det samme som en 20-årig. Og det er plus size-modellen, som de fleste mennesker slet ikke når at opfatte som plus, fordi hun måske bare ligner en mere end almindelig velproportioneret udgave af en størrelse 38.

"Skønhedsidealet i modebranchen er stadig højt, blondt og tyndt. Det er lige så stensikkert som amen i kirken."

Det er ikke kun alder, kurver og køn, der er repræsenteret i modebranchen. Den amerikanske model Chantelle Winnie har skabt en karriere på trods af sin hudsygdom vitiligo, som medfører store pigmentforandringer

I sin egen karriere i modebranchen har han flere gange været konfronteret med det ultratynde skønhedsideal. Bl.a. i sin praktiktid på Nylon Magazine i New York i 00'erne.

"Vi levede alle sammen af Diet Coke og Marlboro Light. En gang imellem købte vi en lille bøtte brune bønner og spiste dem. Det var jo sådan, man skulle se ud i 00'erne. Acnes første jeans var fuldstændig uden stretch, og Hedi Slimanes kollektioner for Dior så du grim ud i, hvis du var over en størrelse 44. Det var stadig britpoppen, der dominerede modebilledet, og Suede havde endda en sangtekst, der lød: "She's the shape of a cigaret (...) She's in fashion.""

Alder er ingen hindring. Carmen Dell'Orefice arbejder stadig som model i en alder af 85 år

Men selv om skønhedsidealet stort set er status quo i forhold til dengang, er der alligevel noget, der har forandret sig, mener Chris Pedersen. Han hæfter sig især ved, hvordan mobilkameraer og sociale medier nærmest har ophøjet det smukke billede til den hellige gral, og at vi, netop fordi vi alle sammen er blevet en del af de nye medier, pludselig også alle sammen vil være smukke.

"Det er, som om man i dag har demokratiseret skønhed, så det er noget, vi alle sammen har ret til at være. "Buttet er også smukt," er jo egentlig et mærkeligt statement, for hvorfor er det så vigtigt for os at være smukke? Skønhed er gået fra at være noget, man drømmer sig til, men godt ved ikke er for alle, til at man får et dårligt liv, hvis man ikke bliver anerkendt som et smukt menneske. Nej, vi er ikke alle sammen smukke. Hvorfor skal vi alle sammen proppes ned i den kasse?"

Girls-stjernerne Lena Dunham og Jemima Kirke poserer uretoucherede i en ny kampagne for undertøjsmærket Lonely

Netop den undren var en del af motivationen og inspirationen til programmet, og Chris Pedersen har brugt de sidste måneder på at undersøge skønhedsidealer fra antikken og til i dag, tale med forskere og læse undersøgelser om skønheds­idealer og udseende gennem tiden.

"Der var en forsker, som i forbindelse med optagelserne sagde til mig, at skønhed er det dummeste og det mest urimelige at gå op i, for man ved jo, at den forsvinder. De smukke mennesker er de yngste. Det har skabt et ekstremt pres på især unge piger, men det er, som om modebranchen ikke rigtig fatter det. Selvfølgelig har den et ansvar for pigers selvbilleder. Jeg har været ansat på DR i et år (efter en lang årrække på diverse modemagasiner, red.), og det er først nu, at jeg ikke går rundt hver dag og tænker, at jeg er for tyk."

Større diversitet
For på trods af at videnskaben i stor udstrækning forklarer, hvorfor vi stræber efter et bestemt skønheds­ideal, er modebranchen og medierne ikke uden ansvar, mener Chris Pedersen. Og netop her synes han, at der er en udvikling i gang. Han taler om det, han kalder repræsentationstanken, som han mener er ved at slå igennem: At alle, unge som gamle, hvide som sorte, heteroer, homoer og transpersoner, tykke som tynde skal have nogle at spejle sig i.

"Det virker, som om modemagasiner, men også tv-serier og store virksomheder, endelig er ved at tage en form for socialt ansvar og forsøger at give alle mennesker nogle forbilleder. Det kan godt være, at de sociale medier på nogle måder har gjort verden værre og har gjort ungdomsgenerationen mere fucked, fordi alt handler om at se godt ud på et billede, men på den anden side har de jo også fuldstændig ødelagt magtpyramiden. Det er ikke længere magasinerne, der alene dikterer og definerer idealet. Det er forbrugerne."

Fra Bruce til Caitlyn Jenner. Den amerikanske atlet og realitystjerne ryddede forsider, bogstavelig talt, da hun sprang ud som kvinde i 2015

Moden kan, ifølge Chris Pedersen, ganske enkelt ikke overleve, hvis ikke den lytter til forbrugerne, og hvis forbrugerne begynder at kræve, at magasinerne og virksomhederne viser genkendelige mennesker, er de nødt til at lytte til det.

"Og så er man nødt til at lave en Ashley Graham eller en Jennie Runk (plus size-modeller, red.)," siger han.

Plus size-modellen Ashley Graham viser, at kurver og mode ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger

Chris Pedersen fremhæver bl.a. ALT for damernes modeserie med og tema om muslimske kvinder og mode tidligere på året som et eksempel på en stadig større diversitet i moden og kulturen.

"Så kan man spørge sig selv, hvorfor fanden det først sker nu. Vi er i 2016. Men der har jo været 20 gode år, hvor økonomien er gået opad, og bladene ikke har behøvet at tænke på forbrugerne."

Den danske blogger Zizi forener mode og muslimsk hovedbeklædning. Her i en modeserie for ALT for damerne

Chris Pedersen byder diversiteten mere end velkommen, men han mener samtidig, at det allerbedste ville være, hvis vi fik et helt nyt perspektiv på skønhed og lod være med alle sammen at stræbe efter at være smukke.

"Vi er nødt til at tage en bredere diskussion af, hvad udseende egentlig betyder for os. Det er jo også en snak om, at det ikke nytter noget, at vi siger til alle vores børn, at de er smukke, når det ikke passer. Måske skulle man i stedet rose dem for at være gode til matematik."

LÆS OGSÅ: Her er den nye model, du skal kende

Et dagligt hak i bæltet
Chris Pedersen ved, hvad han taler om. Han har færdedes blandt skønheds­idealerne i modebranchen i omkring to årtier – fra et job som butiksassistent i Pisserenden og hos Mads Nørgaard til praktik på Nylon Magazine i New York og som moderedaktør, redaktionschef og chefredaktør på magasiner som Euroman, Cover, Cover Man og DANSK. Chris Pedersen købte sit første Vogue som 9-10-årig i hjembyen Kerteminde på Fyn, hvor han voksede op med sine forældre og to små søskende. Faren var murer, og moren gjorde rent. Han var ikke ret gammel, da forældrene gik konkurs, så i det meste af hans barndom måtte faren tage jobs i udlandet, og moren måtte have op mod fem rengøringsjobs ad gangen, hvor hun stod op klokken fem om morgenen og først kom hjem igen ved 20-22-tiden. Så Chris Pedersen begyndte at drømme sig væk. Han lod sig opsluge af udenlandske magasiner, især de britiske som Face og i-D og de toneangivende musikmagasiner. Han legede ikke ret meget, så vidt han husker. I stedet tegnede han kvinder med markerede skuldre, højt hår og paraplyer i sine notesbøger efter inspiration fra Dollars eller syede tøj til My Little Pony sammen med barnepigen. Hvis han endelig legede med jævnaldrende, endte det ofte i slåskamp mere eller mindre for sjov, men altid med, at Chris var den, der fik tæv. "Jeg kunne have fået mange pæne sko for de penge, jeg har brugt til psykolog siden," som han siger.

Senere, da han blev teenager, fandt han sammen med andre, der heller ikke følte, at de gik i ét med Kerteminde-tapetet. Han fik langt hår og begyndte at gå i batiktrøjer, cardiganer i karkludestof og kirsebærfarvede Dr. Martens. Sammen spillede de guitar, røg tjald og hørte Steppeulvene. Sidstnævnte pynter på en plakat her i hans lejlighed på Vesterbro i selskab med Kate Moss på den anden væg og et eksemplar af Goethes Den unge Werthers lidelser liggende ved siden af sofaen. Kultur og mode har altid danset kinddans hos Chris Pedersen.

Gymnasietiden kunne ikke gå hurtigt nok, og det handlede mest af alt om at blive færdig. Komme videre. Springe ud. Flytte væk.

"Jeg hadede at gå i skole. Jeg tror ikke, der gik en dag i hele min barndom, hvor jeg ikke glædede mig til at komme væk. Jeg husker det, som om jeg bare skulle sætte et hak i et langt bælte hver dag hele gymnasiet. Jeg syntes ikke, at det var særlig sjovt at være teenager," siger han.

Han vidste tidligt, at han var til fyre, men sprang først ud, da han blev student.

"Jeg er en af dem, der kom ud af min mors mave med jazzhands. Men når man oplever, at ingen rigtig forstår de her jazzhands, stopper man dem jo bare ned i bukselommerne igen. Da jeg sprang ud, var mine forældre i dybt chok. De havde slet ikke set det komme. I dag kan vi jo grine af det, for havde de slet ikke øjne i hovedet?"

She's a lady. I hvert fald fra halsen og ned. I 2014 vandt den østrigske dragqueen Conchita Wurst Eurovision Song Contest

Succes med begrænsninger
Efter gymnasiet flyttede Chris Pedersen til London, hvor han boede hos en 'læderbøsse' fra Skotland og en steward, mens han solgte sæber og parfumer i en parfumebutik på Kensington High Street. Venner var der ikke mange af, så efter et års tid flyttede han til København. Og herefter gik det slag i slag. Det første job i butikken Democrats i Pisserenden gav ham venner og penge på lommen, og med en god sjat tilbage i skat fra opholdet i England kunne Chris Pedersen gå ned i Louis Vuitton og købe en taske for 11.000 kr.

"Så startede københavnerlivet."

Chris Pedersen blev kort efter kæreste med Jesper Thomsen, der i dag er direktør i Unique Models, og sammen blev de to fast inventar i det københavnske natteliv. Senere fik han job hos Mads Nørgaard, og så søgte han ind på RUC. Heller ikke her var han helt som de andre, og den første dag troppede han op i en sort skjorte fra Mads Nørgaard, som var knappet op næsten ned til navlen, et par sorte, blanke bootcut-bukser med slangeskindspræg, spidse støvler fra Bruno & Joel og et bælte med et 10 cm bredt, firkantet sølv-G fra Tom Fords første kollektion for Gucci.

"Det var det samme sæt tøj, som Tom Ford havde på, da han gik ud på catwalken og bukkede efter sin første kollek­tion. "Sådan vil jeg se ud," tænkte jeg, da jeg så det. Så nej, jeg lignede ikke det andre fra RUC, når jeg gik rundt med transparent tøj og makeup og sorte negle og blev kaldt partybøssen, fordi jeg altid havde tømmermænd."

Den danske transkønnede model May Simon er en i rækken af flere nye modeller, der er med til at udviske grænserne mellem kønnene i modebranchen

Selv om Chris Pedersen stort set ingen journalistisk erfaring havde, fik han med tiden flere og flere skrivejobs, og med årene blev han både moderedaktør, redaktionschef og sågar chefredaktør på en række danske magasiner.

Efter fire år på Cover blev Chris Pedersen tilbudt at medvirke i dokumentaren Moderedaktørens dagbog på DR K. Det banede vejen for en stadig spirende tv-karriere, hvor han producerede flere programmer om mode og kultur, indtil han sidste år blev fastansat.

Det er ikke så ofte, at man ser en albino som Diandra Forrest på catwalken. Men i dag kan stort set alle hudtyper, aldre og kropstyper spejle sig i modebilledet

Chris Pedersen mener selv, at hans styrke bl.a. ligger i, at han har været god til at skelne sin person fra sin karriere.

"Det gør jo et karriereforløb meget lettere, at det ikke bliver så personligt, det hele. Hvis der er noget, du ikke kan, er det jo ikke altid, fordi der er noget i vejen med dig. Så er det, fordi der er noget, du skal lære, og så må du finde ud af, hvordan du lærer det. Jeg synes, det er ret naturligt, at der er mange ting, jeg ikke kan. Det synes jeg ikke er flovt at indrømme. Jeg ved præcis, hvornår jeg fejler."

LÆS OGSÅ: Topmodel: "Kvinder, der bliver ældre med al deres livserfaring, det er ægte skønhed for mig"

Ingen botox, tak
En ting, Chris Pedersen helt sikkert ikke kan, er at skrue tiden tilbage. Og lige netop her er han godt klar over, at hans gode evner til at skabe kontakter, møde de rigtige mennesker og gribe nye chancer i sin karriere ikke rækker. Lige netop her kan han ikke undgå at lade sig påvirke af de gængse skønhedsidealer.

"Jeg synes da, at det er hæsligt at blive ældre. Det er rædselsfuldt. Jeg er jo homo. Hele vores kultur er bygget op omkring at gå ud, og jeg går stadig ud hver weekend. De fleste af os har ingen børn, og de fleste af os skifter kærester, som vi skifter underbukser. Dit udseende er din vigtigste valuta. Og så er man jo out, når man er over 25 år. Det er da slet ikke fedt. Men jeg gider heller ikke ligge under for det. Jeg gider ikke at have botox i fjæset og skal ikke have lavet nye kindben. Jeg synes, at folk ser så mærkelige ud, når de gør det. De ser jo sindssyge ud."

Alligevel vil han ikke garantere, at han aldrig nogensinde vil lave om på sig selv. For hvad nu, hvis han en bliver vært på et stort, dagligt program, og der en dag står en 10 år yngre potentiel ny vært med flot hår og brede skuldre uden rynker og slagskygger?

"Så vil det da være svært. Det er klart, at man kan blive desperat."

For skønhed fascinerer. Også Chris Pedersen.

"Jeg elsker, når folk er flotte. Jeg elsker at træde ind til en fest under modeugen, hvor alle mennesker ser dødgodt ud. Hvor alle pigerne er 190 cm og har 10 cm hæle på. Det er da skønt."

Men Chris Pedersen bor også på Vesterbro, hvor hans jævnlige gåture fører til mødet med bl.a. ham i kørestolen uden ben ved det lokale busstoppested, hende den solariebrune med kulsort hår, silikonebryster og med stjerner tatoveret i panden og en rose op ad halsen og alle dem i den lokale svømmehal, der aldrig i deres liv har hørt om en brazilian. Alle dem, der er alt andet end det, han kender fra sin karriere.

Det er magtpåliggende for ham at bevæge sig rundt mellem 'rigtige mennesker', der har levet 'rigtige liv'. Som kontrast til de drømme, som moden skaber, og som han har været en del af hele sit arbejdsliv.

"Det er måske en promille af verdens befolkning, der får lov at beskæftige sig med noget, de godt kan lide, og samtidig får en god løn for det. Jeg er en af dem, og det ser jeg som et enormt privilegium." 

6 facts om skønhed
1. Skønhed defineres i høj grad som symmetri og gennemsnitlige træk. Kvinder kigger efter højde og trekantede overkroppe hos mænd. Mænd kigger på ren hud og smukt hår hos kvinder.

2. Smukke mennesker får mere positiv opmærksomhed, mere sex og har flere venner end mindre smukke mennesker. De er lykkeligere og har mere selvtillid.

3. Vi tilllægger automatisk smukke mennesker positive værdier og vurderer dem som klogere, mere venlige og som stærke ledere.

4. Smukke mennesker tjener mere, bliver oftere ledere, og smukke politikere
vinder flere valg.

5. Smukke børn klarer sig bedre i skolen.

6. Kvinder er i store træk ligeglade med alder hos mænd. De gifter sig gerne med en
ældre mand. Manden gifter sig generelt nedad i alder.

LÆS OGSÅ: Pernille Teisbæk: "For mig er det vigtigt, at en frakke er tidsløs med et twist"

LÆS OGSÅ: Josephine Skriver: "Ingen børn skal leve med AIDS i disse tider"

LÆS OGSÅ: Eva Kruse: Bæredygtig mode skal være cool