”Han er en god mand,  men jeg kan ikke  undvære suset fra sex”
Foto: Getty Images Få gode råd til at skabe et godt sexliv, når lysten mangler.

”Han er en god mand, men jeg kan ikke undvære suset fra sex”

Hvad gør du, hvis der er masser af venskabskærlighed i dit parforhold, men ikke sex, lyst og følelsen af stor romantik? Går du? Eller accepterer du et sexløst forhold? Læs med, når Daisy Løvendahl guider et par, hvor hun ikke kan leve uden lidenskab, men heller ikke har lyst til at blive skilt fra en dejlig mand og far til hendes børn.

"Jeg elsker ham, men siden vi blev forældre, er vores sexliv forsvundet."

Louise bliver tydeligt berørt, da hun siger dette højt, og jeg lader der være lidt stilhed, inden jeg spørger, hvor mange børn de har. Hun smiler let, da hun nævner to piger på 7 og 12 år.

"Vores sexliv stoppede, da vi fik vores første barn. Vi fik kun vores andet barn, fordi jeg ville være gravid og tog initiativ til sex. Heldigvis gik det hurtigt, og så lagde jeg sex på hylden igen og fokuserede på alt andet. Faktisk har årene med graviditet og små børn været gode, for så behøvede vi ikke tænke på sex, men var lovligt undskyldt."

Hun smiler let, da hun siger det sidste, men efter smilet kommer en tåre:

"Han er virkelig en vidunderlig mand, og vi har en dejlig familie sammen, men jeg er 43 år, og kan ikke holde tanken ud om, at jeg aldrig mere skal opleve suset fra sex igen, og det er vel nu, jeg så skal gøre noget, og ikke om 10 år."

Jeg nikker og spørger hende, hvordan deres sexliv var før, de blev forældre, og hun svarer:

"Det var okay. Jeg har haft bedre. Jeg har aldrig tændt meget på ham."

Læs også: ”Jeg var engang den vilde af os, nu savner jeg lysten til sex”

Mange par oplever, at sexlivet udfordres af at have fået børn, og det er også den fortælling, som Louise har, men som hun taler, tænker jeg, at der er mere i det end bare overgangen fra kærester til forældre. Ingen tvivl om, at det har skabt endnu dårligere vilkår for deres intime liv at være forældre, men der var også lav tænding fra begyndelsen.

"Jeg kunne virkelig godt lide Henrik fra første gang, vi mødtes. Han føltes som familie med det samme, og jeg slapper af i hans nærvær. Men det var ikke den store forelskelse eller vilde sex."

Hendes ord får mig til at tænke på de mange kvinder, som jeg møder, der engang valgte den søde fyr at stifte familie med, men som – når børnene er lidt større – begynder at længes efter en mand, der er mindre gentleman og mere bad boy. Det giver mening, at ønskerne ændrer sig, men det store spørgsmål er så, om de sammen kan skabe et sexliv, som måske ikke kommer fra den umiddelbare tænding, men som stadig er skønt. For selvom den kulturelle myte er, at lyst skal være spontan, så er det langt fra den eneste vej til et godt sexliv.

Lysten skal vandes

Der findes flere former for lyst. Spontan lyst, der opstår af sig selv, og som oftest er forbundet med forelskelse. Proceptiv lyst, der handler om at tage ansvar for sin lyst og skabe den. Mange mennesker forbinder lyst med spontan lyst. Men medmindre man er nyforelsket eller helt ung med hormoner bankende rundt i kroppen, så er det en urealistisk forventning, der reelt gør det svært at have et godt sexliv. Derfor giver det mening som par at dyrke den proceptive lyst og forstå, at lyst som en blomst kan vokse, når den vandes.

Læs også: "Hvis du ikke kan give dig selv kærlighed, kan du heller ikke give det til andre"

Tag ansvar for at skabe et godt sexliv

Da vi mødes igen, er Henrik med. Jeg har også haft en samtale med ham alene, og han savner lige så meget at have et godt sexliv, som Louise gør. Han fortæller:

"Jeg fortryder, at jeg bare har accepteret, at vi ikke havde sex. Men jeg har været bange for at presse dig. Så jeg har lagt min lyst til side, fordi jeg elsker dig."

Louise tager hans hånd, da han siger det. Sammen begynder vi et forløb, hvor vi udforsker, hvad god sex er for dem. Jeg stiller dem spørgsmål, som de svarer på individuelt og bagefter deler svarene på. Jeg giver dem øvelser at lave hjemme, og vi taler om deres fantasier. Der er mange gang, hvor de skal over følelsen af, at dette er dybt privat og svært at dele, men de gør det og oplever en ny nærhed vokse mellem dem. Louise siger:

"Lyst har altid været et lyn fra en klar himmel. Et frækt møde en sen nat. At åbne over for at sætte ord på mine lyster sammen med en, som jeg kender så godt, har været virkelig svært. Men også vildt. Og smukt. Nu er lyst også blevet et tilvalg. En gryde med vand, der langsomt kommer i kog."

Henrik supplerer:

"Men så koger den virkelig også! Vi griner. Det føles befriende, og jeg sender dem ud ad døren med en følelse af, at noget er lykkedes. Venskab og at være god familie sammen er ikke den stensikre vej til hed sex og lidenskab. Men det kan godt forenes. Når to mennesker vælger at tage ansvar for, hvad de hver især tænder på, og sammen skaber et godt sexliv."

5 råd til at skabe et godt sexliv, når lysten mangler

1. Hvornår slukker du dig selv?

Det er nærmest umuligt at have god sex med et menneske, som har slukket sig selv. Beklager hvis jeg ødelægger din forestilling om, at du intet skal gøre for at være tændt. At det er ridderen på den hvide hest eller forretningsmanden med håndjernene i attachetasken, som skal sørge for din tænding. Jeg mener, det er dig selv. Så en god måde at undersøge din egen tænding på er ved at spørge dig selv, hvornår du slukker. Er det i hverdagens travlhed på arbejdet? Gennem uløste konflikter med kæresten? I følelsen af ikke at have tid til dig?

2. Hvordan tænder du dig selv?

Der er stor selvindsigt og kilde til megen glæde i at vide, hvordan du tænder dig selv. Nu mener jeg ikke nødvendigvis bliver totalt liderlig og klar på det hele. Jeg taler også om følelsen af at have en lille flamme, som hvis den pustes på kan blive til et bål. Hvad skal der til for, at du går ned ad gaden med lidt mere svaj i hofterne, smil på læben og lyst i brysterne? Bliv gerne helt konkret i dine svar, og begynd at give dig selv mere af det.

3. Lær af dine fantasier

Fantasier er vores private showroom, hvor du kan få alt, hvad du drømmer om. Du har måske fantasier, som du kunne tænke dig at realisere, og nogle, som aldrig skal handles på. Lige nu vil jeg invitere dig til at analysere på en af dem. Der er megen selvindsigt i vores fantasier. Fantaserer du om dufte, blide strøg og lange kys? Flere mænd på motorcykler? Nabokonen med bare bryster under åben himmel? Alt dette er viden om dig, som du kan bruge til at forstå din egen lyst og skabe mere af det, som tænder dig.

4. Del mere af dig med din elskede

For mange par er det svært at dele seksuelle ønsker, grænser og følelser. Det forstår jeg godt, for det er så utroligt sårbart. Men honey – der er ingen vej udenom. Hvis du ønsker bedre sex med den, du elsker med, så er du nødt til at dele. Mange, jeg møder, som ikke har lyst til sex, kunne omformulere den sætning til ”Jeg har ikke lyst til den sex, som jeg tilbydes”. Det er helt i orden. Vejen videre er så at dele, hvad du virkelig godt kunne tænke dig.

5. Skab de eventyr, du drømmer om

Det er nærliggende at tro, at livets eventyr serveres for os, men min livserfaring og 10 år i samtalerummet fortæller noget andet. Hvis du ønsker at have det hele, god sex, dejlig far til dine børn, velfungerende familie og konflikthåndtering i verdensklasse, så må du også være villig til at arbejde for det. Ikke på en kedelig pligt-måde. Men arbejdet forstået som dedikation og villighed til at lære. Det er lidt ligesom at være en god kok. Det kræver viden, håndelag og øvelse. Men så bliver man også en mesterkok.

 

Daisy Løvendahl

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver, forfatter, foredragsholder og har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Læs mere på Daisylovendahl.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Sex og Psykologi