Heidi får hjælp af sin vejrtrækning: I dag kan jeg leve med angsten

Det er tilbage i 2008. I en bus på Kreta på vej mod lufthavnen får Heidi Riis det dårligt. Hun kaster op, maven vrider sig, hun går i panik. Hun vil væk, men ved ikke hvorhen.

"Jeg får hjertebanken, ryster og bliver svimmel. Da jeg kommer på flyet, er jeg så udmattet, at jeg falder i søvn", mindes Heidi om det, der viser sig at være det første i en lang række af angstanfald.

Det næste oplever hun kort efter på vej til arbejde.

"Jeg kørte i bil, men måtte vende om efter 500 meter. Jeg tog cyklen, men måtte stoppe, fordi jeg gik i panik, og jeg kom aldrig på arbejde", fortæller Heidi, som ringede til en psykolog og fik en tid samme aften.

Trigget af transportmidler

Psykologen satte en diagnose på Heidis oplevelser: angst. Og Heidi fik flere anfald, hver dag, mange gange om dagen. Alt kunne udløse det, men særligt én ting, var en "trigger".

"Jeg turde ikke tage nogen transportmidler; ikke bil, metro, bus, tog, cykel. Min psykolog mente, det skyldes et gammelt traume fra en bilulykke, jeg var ude for som yngre", fortæller Heidi.

Hun slap fra den med et piskesmæld, men var sekunder fra at miste livet og blev forladt på stedet – og havde aldrig talt med nogen om ulykken. Det mærkede hun i den grad nu.

"Jeg blev fyret fra mit job, fordi jeg ikke kunne møde op. Trak mig fra alt og var bare hjemme med min mand. Hvis jeg gik ud, havde jeg beroligende piller i tasken. Jeg tog dem aldrig, men det hjalp at vide, at de var der."

Det værste, der kan ske

Psykologen lærte Heidi vejrtrækningsøvelser, som hun kunne bruge til at dæmpe panikken, men hun skulle også øve sig i at vende sin tankegang om.

"Ens hjerne er splittet i en god og en dårlig side. Den gode er mere realistisk, den dårlige er pessimistisk. Jeg skulle abejde med at lytte til den gode side, for hvad er det værste, der kan ske?", spørger Heidi, der også fandt ud af, at lydmeditationer og hendes mand kunne hjælpe.

"Jeg lytter til meditationer, hvis jeg skal bevæge mig ud alene, og jeg ringer til min mand. Han behøver ikke sige noget, men bare det, at han er i den anden ende, giver mig ro", siger Heidi.

"Det har også hjulpet at tale om bilulykken i stedet for at holde det inde, som jeg har tendens til at gøre. Min psykolog siger, jeg er som en sodavandsflaske, der bliver ved med at ryste, og på et tidspunkt kan jeg ikke længere holde trykket, så eksploderer jeg."

Noget værd igen

I dag er Heidi efter otte års sygemelding ude i fleksjob, og hun føler igen, at hun er "noget værd". Den følelse af ansvar mærkede hun også, da hun blev mor. Og det ændrede noget i hendes angst.

"Min første graviditet var hård psykisk, men da min søn kom til verden, havde jeg et lille liv, jeg skulle beskytte. Når vi skulle køre bil, kunne det hjælpe at kigge på ham, hvis angsten lurede", fortæller Heidi, der stadig har angst, men ikke i samme grad.

Nu kan hun leve sit liv – med visse begrænsninger.

"Jeg kan ikke køre i metro, jeg kan ikke køre i elevator ... for hvad nu, hvis den sidder fast? Men vi kan spise ude og gå i biografen, og det gjorde vi bestemt ikke før", siger Heidi, der nu kender sin krop og angst så godt, at hun ofte kan nå at stoppe panikken.

"Så skriver jeg til min psykolog. Det sker et par gange om året. Min angst forsvinder aldrig, det ved jeg, spørgsmålet er, hvordan jeg håndterer den – og jeg har lært at leve med den."