En skilsmisse ramte Søren hårdt - så tog han en beslutning om et helt nyt liv

Er det muligt at slutte fred med kroppen, når den ikke er blevet hørt i ualmindelige tider?

Alt for damerne Alt for damerne

Søren McGuire Søren McGuire

16. Jan 2025 - 16:41

I årevis har jeg levet i en slags tvangsægteskab med min egen krop baseret på en stiltiende aftale om nogenlunde fredelig sameksistens.

Jeg har med jævne mellemrum husket at sige nej tak til øl og chokolade mod, at den til gengæld ville holde bare en lille smule af formen og i øvrigt lade være at sætte ud midt i morgentrafikken.

Læs også

LÆS OGSÅ

Da Caroline Fleming blev skilt, tog hun en vigtig beslutning: ”Det var der, mit liv startede”

Ingen af os evnede dog at blive ved med at holde vores del af aftalen, og ved indgangen til 40’erne var jeg blevet både halvfed, flommet og forholdsvis deprimeret. Trapperne på arbejdet var blevet en reel udfordring, og det samme var cykelturen, sexlivet og selvværdet.

Som så mange andre mænd på min alder kunne jeg desværre få lov til at gå uforstyrret rundt med min slaskede og usexede dadbod, ofte ligefrem med en god portion misforstået stolthed, som var det hankønnets ypperste kropsideal at ligne en langtidshævet bolledej og pruste som en 82-årig KOL-patient, når jeg dyrkede sex.

”Kageform er vel også en slags form!”, som vi mænd siger, men i virkeligheden er vi jo for det meste bare skide kede af det over, at ingen gider knalde med os længere, fordi vi er blevet slappe og usexede.

Bevares, måske forsøger I at snige lidt ekstra kikærter ind i bøfferne, men før eller siden affinder I jer vel også med tingenes – og vores – tilstand. Jeg gjorde i hvert fald. Åh, men så ramte skilsmissen, stresssygemeldingen, midt-40’erne og andre af livets store og små kriser mig – og de ramte hårdt.

Læs også

LÆS OGSÅ

Da Anitas venner blev skilt, blev hendes eget ægteskab presset: Samtalerne kørte altid i den samme bane

Den slags eksistentielle nedture er der sjældent meget godt at sige om, men med lidt held og en masse hårdt arbejde kan de faktisk omsættes til handlekraft og second chances. Så nu står jeg her og dingler i en såkaldt downward facing dog-stilling i et holistisk oplyst lokale i udkanten af København på en våd og råkold tirsdag aften omgivet af andre jævnaldrende mænd, der også forsøger at finde både balance og mening i serien af komplicerede yogastillinger.

At gå til yoga for mænd er blevet en form for fredsproces mellem min krop og mig tilsat lyden af Enya. Processen er langvarig, freden er skrøbelig, men vi bevæger os i den rigtige retning. Vi nærmer os langsomt hinanden, finder det fælles fodslag og minderne om dengang vi kunne læne os op ad ungdommens naturlige slankhed.

Gennem de seneste to år har jeg udvist al den vilje til forsoning, jeg overhovedet kunne. Jeg har knoklet i fitnesscenteret i en hamper hørm af andre folks sved og sure tæer, jeg har blødt, svedt og grædt, når jeg har været for overmodig med håndvægtene eller løbebåndet og forstrukket muskler, jeg ikke engang anede, jeg havde.

Den forsømte mandekrop tilgiver ikke bare lige uden videre, især ikke efter adskillige års forsømmelse, men den giver sig alligevel lidt, lader mig mærke, hvor fantastisk det føles, når jeg pludselig kan løbe fem kilometer, bænkpresse 70 kilo eller stå oprejst i en krigerstilling med bøjede ben uden at knalde hovedet ned i yogamåtten og koppen med kvæde-te af ren og skær udmattelse.

Annonce

Vi er ikke i mål endnu, min krop og jeg, for målstregen flytter sig hele tiden. For to år siden handlede det om at overleve – i dag handler det om nye udfordringer, nye sejre, et helt nyt liv. Og hvis jeg kan, så kan din mand også. Uanset hvor dårlig kageform, han end måtte være i. Namasté.