Maratonløber Annette Fredskov: Det var kærlighed ved første skridt
SPONSORERET indhold

Maratonløber Annette Fredskov: Det var kærlighed ved første skridt

Bliv inspireret til at hoppe i løbeskoene. Mød Annette Fredskov, der trodsede en sklerose-diagnose og blev ekstremløber.

Af: Pernille Krogh
09. jun. 2015 | Sundhed | Fit living

Imponerende og inspirerende. To ord, der beskriver Annette Fredskov særdeles godt. På trods af en sklerose-diagnose løb hun sit første maraton i 2010, og siden da er det gået stærkt. Annette Fredskov har løbet 366 maratons på 365 dage – et projekt, hvor hun løb 42,2 kilometer hver dag i et helt år, og sluttede af med at løbe distancen to gange på finaledagen.

Hun er indehaver af den kvindelige Danmarksrekord for flest maratons, og løb til dette års Copenhagen Marathon sit løb nummer 600! Næste projekt er en tur til Paris i løbesko.

Fra sclerosediagnose til ekstremløber

– Jeg har faktisk aldrig været nogen sportspige og prøvede mange forskellige sportsgrene af som barn, men fandt aldrig én, som jeg syntes om. Det var først, da jeg blev mor, at jeg fik en fornemmelse af, at jeg skulle passe på mig selv. Hvis jeg skulle blive ved med at være sund og rask, frisk og rørig sammen med mine børn, blev jeg nødt til at gøre noget. Og løb  var det, jeg bedst kunne få til at fungere, og derfor besluttede jeg mig for at gøre det.

– Kort tid efter fik jeg konstateret sklerose og røg ind i en lidt negativ sygdomsspiral, men jeg fortsatte med at løbe. På et tidspunkt sagde en læge til mig, at jeg skulle passe på med at løbe, og at jeg kunne glemme alt om de lange distancer. Til at begynde med troede jeg på ham, men jeg var på det tidspunkt i gang med en coachinguddannelse, som hjalp mig med at finde værktøjerne til at bryde ud af den lidt passive sygdomsrolle, og i stedet tænke: Det er mit liv, mit eget ansvar, og DET SKAL HAN IKKE BESTEMME!

SE OGSÅ: Derfor er løb så sundt for kvinder

– Jeg besluttede mig for, at jeg én gang i mit liv ville prøve, hvordan det var at overskride den grænse, der hedder 42 kilometer – jeg blev vel egentlig provokeret til det af lægen, som sagde, at det kunn jeg ikke.

– I de næste måneder trænede jeg op til maratonet, og jeg fik det bedre og bedre, og da jeg debuterede til Frankfurt Maraton i 2010, var det kærlighed ved første skridt!

– Det sus, der gik gennem kroppen, da jeg stod i startboksen sammen med 12.000 løbere – det var stort. Jeg var forventningsfuld, og jeg vidste godt at det ville blive hårdt, men jeg havde også en følelse af, at det her – det er bare fedt! Og den følelse havde jeg faktisk hele løbet igennem. Selv om jeg godt kunne mærke, at mine muskler var ømme, mine ben var tunge, og min puls var høj – jeg gav den virkelig alt, hvad den kunne trække – havde jeg det fantastisk over, hvad min krop kunne.
 
– Jeg blev helt høj af det og tænkte, at det her må jeg have mere af. Når jeg kan det her, hvad kan så ikke lade sig gøre? Så kan træerne jo vokse ind i himlen, og mine sygdomssymptomer var fuldstændig forsvundet. I dag har jeg løbet over 600 maratons, og jeg har aldrig haft det bedre i min krop. Jeg er også blevet god til at være taknemmelig for de udfordringer, jeg møder, fordi de er med til at gøre mig stærkere, og jeg lærer noget nyt hele tiden. Udfordringer gør, at vi udvikler os, og vi skal egentlig byde dem velkommen. 

Drivkraften til at blive ved med at løbe

– Først og fremmest elsker jeg at løbe. Det er min passion. Det gør noget godt for mig, og jeg bliver glad af det. Jeg behøver altså heller ikke altid at løbe langt – jeg kan godt løbe 10 km og blive glad.

– Grundlæggende er jeg simpelthen så nysgerrig på, hvad vi mennesker kan, når krop og sind arbejder sammen, og vi fokuserer på vores muligheder i stedet for det modsatte. Hvad sker der, når vi bryder grænser, og skubber lidt til dem? Vores krop er jo en fantastisk maskine, og hvis vi behandler den ordentlig og har et samarbejde med den, tror jeg ikke engang, vi aner en brøkdel af, hvad den virkelig kan. Se bare på mig, og hvad jeg kan. Jeg er en helt almindelig kvinde, har ingen fortid som sportsudøver og har levet et helt normalt liv – når jeg kan, hvad jeg ønsker, så kan alle. Det handler bare om at finde ud af, hvad man ønsker.

SE OGSÅ: Sådan træner du dig 10 år yngre

Når motivationen er langt væk

– De dage, hvor jeg har svært ved at komme af sted, eller løbeturen er ekstra hård, har jeg et billede af cellerne i min krop. De forestiller små lilla balloner med arme og ben, som smiler og arbejder for mig. De bor i min krop og har hver deres funktion. Nogle fejer affaldsstofferne ud, og andre genopbygger mine muskler, der er nogle, som spiser, og nogle andre hepper. Dét billede er meget motiverende for mig.

– Hvis jeg har ømme ben, forestiller jeg mig, hvordan cellerne arbejder i benene, og jeg skal også sørge for at behandle dem ordentligt. Hvis jeg fx får spist for meget sukker, hvilket jeg selvfølgelig gør nogle gange, kan jeg ligefrem se, hvor dårlige mine celler bliver. Så tænker jeg: Ej, det var bare ikke i orden, det må I undskylde.

SE OGSÅ: Få det maksimale ud af din træning med disse 10 råvarer

Mit allerbedste råd

– Uanset hvad du skal, handler det om at være bevidst om og at have fokus på, hvad du ønsker. Hvis vi fx taler om en løbetur, vil vi som regel altid blive trætte. Det er fint, at vi konstaterer det, men kunsten er at få vendt de negative tanker til noget positivt, som ja, jeg er træt, men jeg kan sagtens klare det.

– Jeg kan sagtens være øm i mine lårmuskler under et løb. Men i stedet for at tænke på skader, og om der er noget galt, vender jeg fokus til at være, at jeg godt kan fortsætte, jeg sætter bare farten lidt ned, og passer godt på dem. Det får mig videre og pludselig er de ømme ben glemt.

– Et andet råd er, at du skal huske at nyde turen og fokusere på alle de fantastiske ting, der sker omkring dig. Vinden, som suser i træerne, der er højt til himlen og smil til de andre løbere, som du møder. Man kan sagtens have det hårdt og nyde det samtidig.

SE OGSÅ: Chris MacDonald: Sund kost og motion er ren medicin

Den danske kvindelige maratonrekord: 600 løb

– Jeg er stolt af min rekord, og det har bestemt også været en motivationsfaktor. Det har været fedt at have et mål, arbejde hen imod det, og at nå det. Men det er også rejsen derhen, som betyder noget for mig, og jeg ligger på ingen måde hele min identitet i det. Jeg synes, at det er et stort privilegium at være en inspirationskilde eller et forbillede. 

Mit næste projekt: Running to Paris

– Jeg blev spurgt sidste år på en løbetur, om jeg ville være med til at cykle til Paris med Team Rynkeby. Med det samme kom tanken, at jeg meget hellere ville løbe til Paris! Det grinede vi en del af, men efterfølgende kunne jeg mærke, hvordan den tanke fik cellerne i min krop til at sitre og hjertet til at banke hurtigere.

– Siden har det ene taget det andet, og den 22. juni løber jeg sammen med flere andre mod Paris. På de tre uger turen tager, skal der i alt løbes 1.200 kilometer, og i gennemsnit 60 kilometer om dagen. Den længste etape bliver 71 km, og den korteste er 42 km. Det er planlagt, at vi ankommer til Paris den 10. juli på samme tid som 1.400 cyklister fra Team Rynkeby, og vi løber så ind i deres målområde – det bliver jo super fedt!

– I mine projekter, både dette og projektet 366 maraton på 365 dage, er det vigtigste, at andre kan være med. Derfor har vi lavet etaper og en ny rute hver dag, hvor interesserede kan tilmelde sig og være med på én rute eller flere.

– Jeg synes, at det er vigtigt, at man som udgangspunkt tror på, at er der noget, som man virkelig vil, kan det lade sig gøre! Vi skal gøre op med tanken om, at det kan vi ikke – JO, vi kan! Vi skal bare finde ud af, hvad vi vil, og hvad der gør os glade.

SE OGSÅ: Boost din form og din forbrænding med intervaller

SE OGSÅ: Overvejer du at droppe træningen? Her er 13 gode grunde til at blive ved