Bemærkede du detaljen? Sådan undgik Irene at vinde over Anton
Irene Kubel ønskede ikke at kæmpe mod Anton Pedersen, men det skulle hun. Hun havde dog en plan for, hvordan hun med garanti ville tabe.
Irene Kubel tabte duellen til Anders Thimm i dagens afsnit af "Robinson" og sendte hold Syd i ø-råd. Her skulle både deltagerne fra hold Nord og hold Syd stemme på den deltager fra Syd, der skulle i duel mod Irene om liv og død i ekspeditionen.
 LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald afslører nyt program 
 Artiklen fortsætter under videoen. 
Irene, der følte stor skyldfølelse efter at have tabt, ønskede ikke at tage pladsen i ekspeditionen fra en af sine holdkammerater.
– Det er min skyld, at det igen er en fra hold Syd, der skal hjem. Sidste gang kollapsede jeg, og første gang med vendespillet, hvor Mathilde røg ud, det var også min skyld, og jeg kunne bare ikke klare følelsen mere, fortæller Irene, der er meget følelsesmæssigt involveret i spillet, som man også kan se på tv.
Det irriterede Irene, at der tydeligt var otte deltagere, der spillede sammen i en stor gruppe, men at det var drengealliancen på fire (Marco, Alexander, Tore og Anders), der fik lov at beslutte slagets gang.
– Det blev meget tydeligt, hvor uretfærdigt det var. Vi havde spillet efter det, som Jakob Kjeldbjerg sagde - "overlev sammen, vind alene". Relationerne var jo ligegyldige i den her måde at lave spillet på, det gjorde jo ingen forskel. Vi blev også sure over det og fik voksenskældud fra produktionen, siger Irene, der ikke ønskede at smide nogen fra sit hold ud.
Irene skulle efter stemmerne til ø-rådet kæmpe mod Anton Pedersen, og her vidste Irene fra start, hvem af dem, der skulle vinde.
– Jeg tabte den med vilje. Jeg spillede med min venstre hånd. De opmærksomme seere vil have lagt mærke til, at jeg normalt spiller med højre hånd. Jeg tabte den med vilje, selvom jeg fik at vide, at det måtte jeg ikke, siger Irene og retter sig selv:
– Jeg måtte ikke lade være med at duellere, og det var fint nok, for det havde jeg skrevet under på, men jeg havde ikke skrevet under på, at jeg skulle kæmpe alt, hvad jeg havde. Jeg håber, at det kommer til udtryk, at jeg ikke gider spille efter de dumme regler, der er. Dem, der stod med magten, var fire mænd, der var blevet udstødt af gruppen.
 Artiklen fortsætter under billedet. 
            Kæmpede 100%
Anton derimod kæmpede 100% og gik all in i konkurrencen, og som man ser på tv, er han igen en sej spiller, for det går lynhurtigt, når Anton tager en klods på bordet.
– Jeg ved, Irene havde det presset. Hun var virkelig knust over at have hivet hele holdet med i faldet. Hun var ikke meget for at kæmpe. Hun følte, det var hendes skyld, vi stod i den her situation, men jeg gik ind til kampen og gav den 100% - om hun ville eller ej, så skulle jeg bare vinde, fortæller Anton og afslører sin taktik i kampen.
– Hvis jeg vidste, at blå og hvid lå i højre side, så fokuserede jeg på de tre resterende. Hvis Jakob så nævnte en af de to farver, så vidste jeg, jeg skulle derhen hurtigt. Og jo færre, der var tilbage, jo nemmere blev det. Hvis der var to farver, tænkte jeg fx rød, og hvis han så ikke sagde rød, skulle jeg gå modsat. Jeg har en plan med alt, griner Anton til slut.