De trodser dødstrusler og tortur: Mød 8 iranske kvinder, der kæmper for friheden
I disse dage smider kvinderne i Iran deres tørklæder, de klipper deres hår på de sociale medier i protest, og de råber: "Kvinde – Livet – Frihed". Historien om opgøret bliver fortalt igennem forskellige kvinders protester for frihed igennem de sidste seks år. Mød otte af dem her.
I de seneste uger er kvinder og mænd gået på gaderne i Iran for at kæmpe om kvindens ret til selv at bestemme over sit liv. Sagen, der startede med 22-årige Mahsa Aminis tragiske død under politiets varetægt, fordi hendes tørklæde ikke dækkede alt hendes hår, har sat en stor bølge af protestaktioner i gang i Iran.
Kvinder smider og sætter ild til tørklæderne, de klipper deres hår på de sociale medier i protest, og de råber: "Kvinde – Livet – Frihed". Historien om opgøret bliver fortalt igennem forskellige kvinders protester for frihed igennem de sidste seks år.
Mahsa Amini
Mordet på 22-årige Mahsa Amini er blevet symbolet på oprøret i Iran, der også går under hashtagget #mahsaamini. Hun blev arresteret den 13. september 2022 i Teheran af moralpolitiet sammen med en gruppe kvinder. Hendes hovedbeklædning sad ikke korrekt. Hendes bror fik at vide, at hun ville blive løsladt efter en times ”belæring”.
Ifølge vidner havde hun protesteret og spurgt, hvorfor politiet ikke syntes, hun var tildækket. Vidner har set hende blive slået i hovedet, og senere også slået i politibilen. Efter en time blev hun kørt til hospitalet, hvor hun lå i koma frem til sin død den 16. september.
Det, der har bidraget til at vække de stærke følelser i befolkningen ved Mahsa Aminis død, er, at hun var en ganske almindelig kvinde fra den kurdiske del af Iran. Hun var ikke politisk aktiv, men ville bare ikke bøje sig og dække sit hår totalt. Hun var i Teheran sammen med sin familie for at hygge sig, og ville ligesom mange andre kvinder ikke finde sig i at blive bestemt over.
Det kostede hende livet, og det er en tragisk konsekvens, der kan ske for enhver kvinde i Iran.
Regimet siger typisk, at hvis folk er døde i deres varetægt, er det, fordi de i forvejen var syge eller fik pludseligt hjertestop. Det gjorde de også med Mahsa Amini. De pårørende får typisk heller ikke lov til at se eller få undersøgt liget. De må ikke afholde ceremoni, fordi man vil undgå protester. Det samme skete for hende, men måske fordi hun kommer fra den kurdiske del af Iran, der normalt har skabt flere oprør, gik folk imod forbuddet, og der blev erklæret strejke. Alt fra kiosker til benzinstationer var lukkede. Hendes onkel kom med en meget smuk udtalelse, hvor han sagde, at Mahsa Aminis død ikke kun er en kurdisk sag. I hele Iran dør mennesker.
Efter hendes begravelse begyndte folk at råbe: "Kvinde – livet – frihed". Det er et gammelt kurdisk slogan, der blev sagt under et kurdisk oprør for seks år siden, der nu er blevet oprørets slogan. Hendes mor har siden sagt: Lad verden vide, at de har dræbt min datter. Sig hendes navn.
Hashtagget #mahsaamini er fulgt af 100.000 millioner
Sepideh Qolian
Sepideh Qolians ansigt og historie er kendt i Iran, og der er ingen tvivl om, at hendes mod og insisterende trods imod regimet har inspireret mange af de kvinder, vi ser på gaderne rundt omkring i landet i dag.
For seks år siden kritiserede Sepideh Qolian de manglende rettigheder for arbejdere på sukkerfabrikkerne. Hun skrev kritiske rapporter, blev arresteret og kom i fængslet. Her blev hun udsat for tortur – både fysisk og særligt den psykiske tortur var hård for hende, og hun afgav falske indrømmelser under tortur.
Da hun blev løsladt, afslørede hun, hvad hun var blevet udsat for, og hvordan hun var blevet påtvunget at komme med de falske tilståelser. Det var atypisk i Iran med så ung og insisterende en stemme. Hun er i fængsel igen, og hun har fortalt om de rædselsfulde fængselsforhold for de almindelige, kvindelige kriminelle, der ikke er politiske fanger, og som derfor ikke er en naturlig opmærksomhed omkring. Hun sidder i Evin fængslet, og det sidste, jeg har hørt, er, at hun nu sultestrejker.
Det her opgør er ikke opstået ud af det blå, der har været mange modige og insisterende kvinder, der de sidste mange år har protesteret for kvinders rettigheder. Sepideh Qolian er fra den yngre generation, der er vokset op med en anden bevidsthed om kvindesagen, fordi de har oplevet de store internationale bølger af forandringer. Den unge generation bærer oprøret. De går forrest, det er dem, der smider tørklædet, det er dem, der klipper håret og står på gaden foran politiet. De er mere bevidste og meget modige. De ældre og mændene står bag dem, men det er kvinderne, der går forrest.
Følg med på #Sepideh Qolian
Monireh Arabshahi og hendes datter Yasaman Ariari
Et andet meget kendt par i Iran, som vi ikke kender til internationalt, er Monireh Arabshahi og Yasaman Ariari. De var blandt de få og første, der vovede at tage deres tørklæder helt af på et offentligt sted for tre år siden.
På kvindernes internationale kampdag den 8. marts, delte de roser ud til kvinder i metroen og tog deres tørklæder af for at protestere imod kvinders manglende rettigheder til at bestemme over deres krop og beklædning. Herefter blev først datteren arresteret og sidenhen moren, og de sidder begge i Evin fængslet.
Ofte er det sådan, at det er få enkelte sager, der finder frem til medierne. Senest har regimet lukket ned for de sociale medier, så det er meget lidt information, der kommer ud af landet. Vi kender ikke de reelle drabstal og arrestationer, det eneste, vi ved, er, at det desværre er et blodigt oprør, der bliver båret af de unge.
Narges Hosseini
For fire-fem år siden, hvor kvinderne protesterede imod tvangstilsløringen, smed Narges Hosseini tørklædet og viftede det på en pind på en af de travleste gader i byen Kashan. Efterfølgende var der mange andre kvinder, der gjorde det samme i andre byer.
Hun er kommet i fængslet igen under det her oprør. Dem, som systemet i forvejen kender, er i en særlig sårbar position, når oprøret blusser, fordi de er kendte, og regimet vil forhindre dem i at være med til at opildne protesterne.
Det, vi har set, er dog, at selvom de kommer i fængsel og bliver udsat for grusomheder, så vokser deres mod. Det er særligt kvinder, der nærmest bliver modigere og mere modstandsdygtige. Og deres mod smitter af på alle andre. Alle, der er ude på gaderne ved godt, at det er med livet som indsats. Alligevel har vi ikke set protester af den her størrelse mod tvangstilsløring, siden 1979, hvor kvinderne også gik på gaden for at protestere imod indførelsen af loven om tvangstilsløring.
I dag ser vi også, at mændene stiller sig bag de kvindelige demonstranter og støtter dem. Det gør de her protester meget kraftfulde, at alle kvinder er med. Noget af det, der også er atypisk her, er, at det også er de religiøse kvinder, der nu protesterer imod tvangstilsløringen. Tørklædet bør være et frit valg, mener de, og det er med til at gøre protesterne mere omfattende.
Yalda Moaiyeri
Yalda Moaiyeri er fotojournalist og er blevet arresteret i forbindelse med de sidste protester. Hun er blevet sendt til et af de værste fængsler med ubeskrivelige forhold. Det er lykkedes hende at sende en lydfil ud om forholdene fra fængslet, hvor hun blandt andet beskriver, hvordan de sidder 100 mennesker stuvet sammen i en lille celle, og deler tre toiletter.
Det, at hun sender informationer ud under sin arrestation, er en forbrydelse. Hun kritiserer forholdene, alt imens hun sidder i dem. Selvom risikoen for straf og tortur med døden til følge er høj, så sker der somme tider det, at folk bliver endnu mere insisterende, og det smitter af på de andre ude på gaden. Når hun tør gøre det i fængslet, så tør jeg også gå ud på gaden og kæmpe, synes de unge at mene.
Hadis Najafi
Hadis Najafi er en af de første, unge kvinder, der er blevet dræbt under det her oprør, hvor hun deltog i en af demonstrationerne. Man har fundet hendes telefon, og den sidste video, der lå i den, var fra ganske kort tid før, hun blev dræbt, hvor hun siger: ”Jeg er så glad og stolt over at deltage i de her protester. Jeg ved, at når forholdene for kvinderne om nogle år har ændret sig og blevet bedre, så var jeg med til at gå ud på gaden, jeg var med til at ændre dem.”
Det er jo den slags videoer, der vækker følelser, og som får folk til at gå sammen. Det er jo ikke, fordi hun var mere eller mindre modig end mange andre, hun var uheldig, men hendes død fulgte med et stærkt budskab, der samler folket.
Der er mange modige mennesker i Iran lige nu. Mange ældre og naboer, der åbner deres dør og tager sårede ind, eller skjuler demonstranterne, når det bliver for farligt for dem. Der sker mange ting i det skjulte, som vi ikke ser. Mange sætter livet på spil, og det er ikke kun dem, vi ser, ikke kun de fængslede eller døde – der er et hav af modige mennesker lige nu, og vi skylder dem en stemme.
Masih Alinejad
Masih Alinejad er eksiliraner, der fra sin instagramkonto er blevet en kanal for at anonymisere og videreformidle lydklip, video og andet materiale fra Iran. Lige nu har systemet lukket ned og begrænset for de to sidste tilbageværende sociale medieplatformer, Instagram og WhatsApp i Iran.
Mahsih Alinejad er derfor en vigtig brik, fordi hun som flere andre videreformidler materiale fra landet anonymt, og hun har været forsøgt myrdet, fordi det menes, at hun udgør en stor trussel. Hun følges af over 8 millioner mennesker på instagram.
Hendes budskab er, at iranerne selv har deres historie, men de bliver ikke hørt. Kvindesagsforkæmpere rundt omkring i verden skylder at give de iranske kvinder en stemme. Det er ikke kun de iranske kvinders sag, det er alle kvinders sag og rettigheder, iranerne blodigt kæmper for lige nu.
Hun har en sikkerhed i at leve i et vestligt land med beskyttelse modsat de iranske kvinder. Dermed er hun ikke i samme situation som de øvrige kvinder, der er nævnt. Alligevel er hun listet, fordi hun som så mange andre eksiliranere spreder ordet om oprøret igennem de frie kanaler, selvom det koster hende dødstrusler.
Om artiklen
Artiklen er baseret på interview med Nahid Riazi, der er forfatter og eksiliraner. Hun flygtede fra Iran til Danmark som 23 årig, samt baggrundsinformation fra Shëkufe Heiberg, forfatter og forlægger. Hun kom til Danmark, da hun var 3 måneder.