Asger Aamund friede efter to måneder: Gæsterne troede ikke på, at det ville holde

To måneder efter Asger Aamund mødte Suzanne Bjerrehuus til en singlefest hjemme hos hende, friede han til hende.

Og da de begge havde et rigt kærlighedsliv bag sig, havde mange af gæsterne til deres bryllup en manglende tiltro til, at ægteskabet ville holde. Men den vantro må efterhånden siges at være blevet gjort til skamme. For Suzanne og Asger blev gift den 22. januar 1988, og de er stadig sammen.

Hvordan havde I det op til?

Suzanne: "To dage forinden var min gamle, elskede gule undulat, Fru Pip, så afkræftet, at jeg måtte have hende til dyrlæge. Hun havde ikke indtaget føde i flere dage og var så afkræftet, at hun måtte aflives. Jeg stortudede og brød helt sammen."

Fordi Suzanne havde været nedtrykt op til den store dag, nåede Asger et øjeblik at blive nervøs for, at hun havde fået kolde fødder, da han stod og ventede på hende på den store dag.

Asger: "Vi skulle vies i Søllerød Kirke, og hun kørte med sin bror, der ikke kunne finde vej, og jeg stod jo og ventede ude foran kirken, som jeg skulle, og jeg nåede at blive bekymret for, om hun havde fortrudt. Det havde hun heldigvis ikke, de fandt vej, og vi blev viet om eftermiddagen. Efter vielsen kørte vi hjem og skiftede – traditionen tro måtte jeg jo ikke have kjole og hvidt på før om aftenen."

Nogle måneder før brylluppet skulle stå, var parret flyttet sammen i en lejlighed på 268 kvadratmeter på Østerbro lige over for Holmens Kirkegård, og det var også her, de valgte at holde deres kærlighedsfest.

Asger: "Lejligheden var perfekt til det, for stuen var enormt stor, og vi satte et langbord op til de ca. 60 mennesker, der var inviteret. I forlængelse lå spisestuen, som vi havde ryddet, så man kunne danse der. Vi havde et stort musikanlæg derinde, og vi havde også sat en bar op med drinks osv. Folk morede sig – det var en af de bedste fester, jeg kan huske."

Hvordan forløb festen?

Asger: "Der var en speciel stemning til middagen. Jeg havde et par veninder rundt omkring i verden, da jeg mødte Suzanne, og hun havde også et rigt kærlighedsliv. Men modsat mig, der altid endte i forhold med gråd og brændte broer, havde hun den evne at bevare et nært forhold til alle sine ekskærester og sin eksmand. De var med til festen, og det havde jeg ikke noget problem med, men fordi folk vidste, hvordan vi begge havde levet, var de overbeviste om, at vores ægteskab ikke kom til at holde i mere end tre måneder."

"Men den overbevisning bidrog også til stemningen, så folk tænkte, at de hellere måtte give den hele armen. Så der var en fantastisk god stemning fra starten, og alle Suzannes veninder var der, hendes ekskærester, australske eksmand og familie. Jeg havde selvfølgelig også mine venner med og familie, men de var mere tilbageholdende."

Maden fik de fra Raadvad Kro, og ellers bød middagen på en masse gode taler.

Asger: "I min egen tale blev jeg jo nødt til at italesætte dét, de alle tænkte. Jeg forsøgte at skabe min egen lignelse og beskrev polarforskeren Robert Falcon Scott, der trodser Antarktis i storm for at nå Sydpolen som den første. Da han endelig når frem, står der allerede et norsk flag. Han døde på vejen hjem af sorg og elendighed, fordi han ikke kunne klare nederlaget. Men det var jo bare ét enkelt flag. Tænk på mig, der kommer kravlende ned over Sydpolen, og jeg ser ikke bare ét enkelt norsk flag, jeg ser hele FN's flagallé. Det skal der et par brede skuldre til at bære."

Efter Asgers tale var der en af de andre gæster, der rejste sig.

Asger: "Det var Ole, faren til Suzannes søn Oliver, og han sagde: "Der er åbenbart en hel del fra
den flagallé til stede i aften, kan I ikke rejse jer op alle sammen". Så det måtte de jo gøre. Og de var der
jo med koner og kærester, men der var ingen vej udenom. Så rejste Suzanne sig op og kiggede med et jernblik ud over flokken og fik så øje på en, der ikke havde rejst sig. Han kunne ikke være i sig selv, for han var lige blevet gift, men rejste sig så. Det lyder mærkværdigt, men der opstod nærmest et broderskab blandt mændene."

Suzanne: "Under bryllupsmiddagen om aftenen sad jeg for enden af bordet som en dronning i min røde prins pilfinger-brudekjole og skuede ud over de 64 gæster. Når jeg har været til bryllup, så har gæsterne altid været gladere end til andre fester. For når to mennesker giver sig selv til hinanden med kærlighed og med viljen til at være sammen resten af livet, så står de i en tryllekreds af livskraft, håb og glæde, der rækker ud og omfatter alle, der er i nærheden. Denne kraft var der også ved vores bryllup."

Festen varede til klokken 5 om morgenen, hvor de sidste gæster dryssede hjem. De nygifte nåede kun at få et par timers søvn, før det bankede på døren klokken 10. Det var nogle af gæsterne, der ville feste videre.

Asger: "Vi havde stadig seks-syv flasker champagne tilbage, og om morgenen havde Suzanne fået sin morgengave, som var en afsindig flot og dyr lyserød morgenkåbe. Den bar hun og sad som en dronning ude i køkkenet med champagnen på is, efterhånden som hendes gamle kærester dryssede ind."

Hvordan adskiller et bryllup i 1980’erne sig fra et bryllup i dag?

Asger: "Jeg tror, det var mere frigjort. Det er, som om det er blevet lidt mere stift og formelt i dag. Men til vores bryllup var det jo også en blanding af skæve eksistenser. Det var mediefolk og folk fra det liberale erhverv. Der var højt til loftet, for folk kunne ikke passes ned i en borgerlig eller socialdemokratisk kasse. Det var friere dengang, tror jeg. I dag har mange en selvpåtaget ytringsbegrænsning, og fornærmelsestærsklen er meget lav. Det bevirker arrangementet og stemningen i dag."