I 2012 gik designer Benedikte Utzon konkurs og blev skilt.
SPONSORERET indhold

Benedikte Utzon om konkurs og skilsmisse

Konkurs og skilsmisse. På én gang. Det var, hvad designeren Benedikte Utzon oplevede i 2012.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Les Kaner
30. jan. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hun og samleveren gennem 17 år gik hver til sit, og hendes to selskaber Future by Benedikte Utzon A/S og Benedikte Utzon Holding ApS gik konkurs.

Alligevel blev året ikke helt annus horribilis, fortæller hun i et interview i denne uges ALT for damerne.

– Overordnet var det et år med ekstremt mange skift for mig. Det var et voldsomt år, men også et utrolig givende år. Og et år fyldt med kærlighed. Der skete det, at jeg gik konkurs i maj samtidig med, at Lars og jeg gik fra hinanden, og alting var i virkeligheden et stort kaos. Men jeg har en fantastisk familie og en fantastisk vennekreds, og når man står i sin værste krise, finder man ud af, om folk løber deres vej, eller om de bliver. Og jeg kunne bare mærke den der mur, der blev bygget rundt om mig af opbakning. Det gav mig en eller anden form for ro, der gjorde, at jeg fik overskud til at tænke mig om.

Flere jobtilbud fulgte i kølvandet på konkursen, men Benedikte Utzon tog sig først tid til at overveje sin fremtid grundigt og er nu aktuel med sin første kollektion under navnet Est. 1995, som har Ikast firmaet Womens Wear i ryggen.

LÆS OGSÅ: Benedikte Utzon - Gravid efter 10 forsøg

"Det er min største sorg lige nu"
Selvom alt er landet på benene for Benedikte, er hun ikke blind for, at der har været omkostninger forbundet med både skilsmisse og konkurs. Den største sorg gælder datteren Bartholine på fem år.

– I forhold til konkursen har jeg været utrolig ked af det på medarbejderne og investorernes vegne. En af medarbejderne havde jeg arbejdet sammen med i 15 år, men heldigvis har alle klaret sig godt bagefter. Ingen anede, at denne her krise ville blive så hård, og problemet var i bund og grund, at butikkerne ikke kunne betale deres regninger, og så sagde banken stop. Jeg kunne have kautioneret personligt og undgået konkursen, men jeg stod i en skilsmissesituation og kunne ikke overskue det. Jeg magtede simpelthen ikke at fortsætte på det tidspunkt. Og set i bakspejlet var det den rigtige beslutning, siger Benedikte Utzon og tilføjer:

– I forhold til skilsmissen er jeg særligt ked af, at Bartholine ikke har en far og en mor, der er sammen. Det er min største sorg lige nu. At jeg har budt hende det. Men Lars og jeg skal nok få det til at fungere, og vi bor ikke så langt fra hinanden.

Læs hele det store interview om Benedikte Utzons kamp for at blive mor samt om farens død i denne uges ALT for damerne nr. 5/2013.