børns voksenvenner
SPONSORERET indhold

13-årige Sebastian er bedste venner med Ernst på 67: ”Jeg blev drillet rigtig meget dengang”

Da Sebastian Bjerregaard mødte sin voksenven Ernst Beck første gang, var han en mut dreng. Men der gik ikke længe, før Sebastian begyndte at lyse op. Og nu er de uadskillelige.

Af: Marlene Grøftehauge Foto: Jens Bach
08. okt. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Terningerne rasler højlydt rundt i raflebægeret, inden 13-årige Sebastian Bjerregaard sætter bægret i bordet med et smæld.

"Fire firere," siger han med et smørret grin, der afslører, at han er mere end godt tilfreds med terningernes position.

Overfor sidder Ernst Beck, 67, og gør klar til sin tur med raflebægeret. Han erkender, at Sebastian er en dygtig modstander at være oppe imod i spillet, der hedder Løgn.

"Jeg taber ikke med vilje. Han er bare bedre end mig," griner Ernst, der sidder ved det lille bord i sit hyggelige kolonihavehus i Silkeborg.

LÆS OGSÅ: Suzanne Berdino er født ind i Cirkus Arena, men forlod det som 43-årig: ”Jeg var en pige, så det ville aldrig blive mit”

Udenfor lyser sommerblomster op i alle farver, og den grønne plæne er klippet helt tæt. Her i den lille perle mødes Ernst og Sebastian hver tirsdag eftermiddag, hvor Ernst henter sin 54 år yngre ven lige efter skole. Ernst er voksenven for Sebastian, der nyder at have fået en ekstra voksen i sit liv.

"Det må rigtig gerne blive tirsdag. For så kommer Ernst. Og så kører vi herud i kolonihaven eller tager på tur. Vi har været mange steder sammen," siger Sebastian og remser forskellige attraktioner op. Mest vild var han med Randers Regnskov, hvor han så aber, slanger og sågar pumaer på tæt hold.

"Det var en megafed tur. Men det er det også, når vi sidder i kolonihaven og spiller kort eller terninger som nu," siger Sebastian og smækker terningerne i bægeret endnu en gang.

"Ja, vi har det rigtig hyggeligt med hinanden," siger Ernst og beder Sebastian løbe ud i hans underjordiske køleskab – en nedgravet mælkejunge – for at hente sodavand.

Brug for voksenstøtte

Sebastian og Ernst har kendt hinanden siden januar 2020, hvor de blev matchet af Børns Voksenvenner i Silkeborg. Ernst havde meldt sig til ordningen, da han gik på efterløn efter 46 års tjeneste i Jyske Bank. Han havde lavet en liste over drømme og projekter, han ville udleve i sit otium – og på den liste stod ”voksenven for en dreng”.

"Jeg så et klip i tv om Børns Voksenvenner, og det ramte mig. Jeg vil gerne give en hånd med, hvor der er problemer eller behov. Jeg er også besøgsven for en mand på 80 år," fortæller Ernst.

Sebastian husker tydeligt sit første møde med sin nye ven. Det foregik hjemme ved Sebastians mor, så hun også kunne møde Ernst. Fra første øjeblik var Sebastian ikke i tvivl om sit indtryk af Ernst.

"Han virkede som en sød mand. Og han så rar ud," siger Sebastian og tager en slurk af sin cola.

Dengang gik han på en skole, hvor han ikke trivedes og blev mobbet. Samtidig var hans forældre lige blevet skilt, og han havde brug for en ekstra voksenstøtte i sit liv.

"Jeg blev drillet rigtig meget dengang. De kaldte mig mærkelig. Men da Ernst kom ind i mit liv, så hjalp det," fortæller Sebastian, mens Ernst nikker til ham.

"Sebastian var ofte ked af det, når jeg hentede ham. Fordi han havde haft dårlige oplevelser i løbet af dagen. Men det fik vi rettet op på. Han fik lov at tale om det, og så tog vi ud og opleve noget, så han fik tankerne væk. I dag er han heldigvis meget gladere efter skoleskiftet," fortæller Ernst.

LÆS OGSÅ: Marianne og Kenneth driver en B&B på Nyord: ”Vi har begge to fuldtidsarbejde, så det var lidt for sjov”

Med til fest

Selv om skoleskiftet har hjulpet Sebastian, er der stadig dage, hvor han trænger ekstra meget til at være sammen med Ernst. Men er det ikke lige tirsdag, hvor de skal ses, har han heldigvis en løsning.

"Jeg har en nødknap på min telefon, hvor der står Ernst. Så ringer jeg til ham og fortæller, hvad jeg tænker. Han beroliger mig og siger, at jeg skal sige pyt, hvis nogen har sagt noget dumt. Han er rigtig god at tale med," siger Sebastian og tilføjer glad, at han heldigvis også har set Ernst hver uge hele sommerferien.

I kolonihaven er makkerparret klar til et nyt spil: En omgang stigegolf. Sebastian kender alle havens kroge, så han henter hjemmevant stigen og golfkuglerne i skuret. I løbet af sommeren har Ernst planer om at invitere Sebastians mor og lillesøster Lea på ni år til en gang grillpølser i haven.

Ernsts kone, Lone, skal også være med. Det glæder Sebastian sig til. Men han glæder sig også meget til den 30. april næste år. For den dag skal han konfirmeres, og Ernst og Lone er selvskrevne på gæstelisten, siger han.

"Du skal med. Du er en vigtig person i mit liv, og alle vigtige personer i mit liv skal med til min konfirmation. Hvis du ikke kommer, holder jeg ikke nogen fest," siger Sebastian, mens Ernst kærligt forsikrer ham om, at han meget gerne vil være med på den store dag.

"Det er din tur," siger Sebastian til Ernst, der griber en rød golfkugle og kaster. Han rammer plet, mens Sebastian vrider sig af ærgrelse og grin.

"Ej, nu skal jeg jo være lige så god," udbryder han, mens Ernst smiler og siger:

"Det er du også. Det ved jeg, du er."

Anbefalet til dig