Vred og agressiv mor
SPONSORERET indhold

Jeg har brudt kontakten med min vrede og aggressive mor

Selv om mit forhold til min mor altid har været svært, blev det alligevel bedre for år tilbage. Nu har min mor fået en blodprop, som desværre gør, at hun er blevet agressiv og skælder ud på både mig og mine børn. Jeg har nu brudt kontakten til min mor, men jeg har dårlig samvittighed, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
07. nov. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om vred og agressiv mor 

Jeg har altid haft et svært forhold til min mor. Jeg boede kun hos hende, til jeg var fem år gammel, siden da voksede jeg op hos min mormor og morfar, fordi min mor havde mere travlt med at leve sit eget liv. Da jeg blev voksen, var der stadigvæk ikke meget støtte at hente hos min mor, heller ikke da jeg blev alene med to børn. Alligevel lykkedes det mig at tage en uddannelse som pædagog, og da den var gennemført, besluttede jeg mig for at flytte tættere på min mor og prøve at skabe et bedre forhold til hende. På det tidspunkt var min mor lige flyttet fra en narcissistisk kæreste, som hun havde været sammen med i mange år. Vi blev tætte, og mine børn nød at have en mormor.

LÆS OGSÅ: Kan jeg tillade mig at slå hånden af min deprimerede farmor?

Desværre fik min mor så en blodprop i en alder af 62 år. Hun overlevede, men ikke uden mén, for hun skiftede helt personlighed. Hun er blevet aggressiv, skælder ud og er så negativ, som jeg aldrig har oplevet hende før. Sidst jeg havde mine børn med på weekend, overfaldt hun dem flere gange verbalt, og vi tog hjem før tid. Hun har også taget sin kæreste tilbage, som taler grimt og udnytter hende økonomisk. Sidst jeg talte med hende, angreb hun ud af det blå min yngste datter med helt uhyrlige beskyldninger, som kunne have katastrofale følger for min datter, hvis min mor snakkede med de forkerte mennesker. Jeg har siden afbrudt kontakten med min mor. Det er simpelthen for svært for mig at være sammen med et menneske, der er så hadefuld og aggressiv. Da jeg prøvede at tale med min mor om alt det her, vendte hun det og sagde, at det bare handler om, at jeg er et såret barn, der inderst inde er vred på hende. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op? For jeg har også dårlig samvittighed over for hende.

Vibeke Dorph råder til at droppe kontakten 

Jeg kan godt forstå, at det her er svært for dig, når nu du efter så mange år langt om længe har fået et godt forhold til din mor. Jeg forstår også godt din sorg og sikkert også dårlige samvittighed over at skulle bryde med hende nu. Det er helt naturligt, at du føler sådan. Det vidner kun om, at du på trods af det svigt, din mor i sin tid udsatte dig for, er et helt igennem sundt menneske med dit følelsesapparat i behold. 

LÆS OGSÅ: Min mor chikanerer mig

Jeg tror dog, at du skal passe på med at lytte for meget til netop dine følelser lige nu. For i din beskrivelse af din mor, lyder hun ikke mentalt sund og heller ikke til at være et menneske, du kan nå med velment omsorg, tværtimod. Hendes aggressive adfærd, hendes vrede udfald, hendes omgang med den tydeligvis ikke særlig charmerende kæreste gør, at hun fremstår følelsesmæssig farlig at være i nærheden af. 

Hvor hårdt det end kan lyde, så er mit råd til dig derfor, at du så vidt muligt holder dig fra din mor. Jeg tror nemlig, at den fysiske afstand til hende vil gøre dig godt, fordi du så også følelsesmæssigt vil komme på afstand af hende. Kan du ikke få dig selv til helt at droppe kontakten, så tag hende i meget små bidder og bryd op i det øjeblik, hun overskrider dine grænser. For din mors opførsel kombineret med det svigt, hun i sin tid udsatte dig for, gør dig ekstrem sårbar for hendes vrede og ydmygelser, og det har du hverken brug for eller fortjent. Tværtimod. Du har helt uden hendes hjælp formået at skabe et godt liv for dig selv og dine børn. Det er fantastisk flot, og det liv skal du værne om og passe på.

Anbefalet til dig