Jeg kan ikke holde ud at bo sammen med min kæreste

Spørgsmål om at bo sammen - og fortryde

Jeg er 56 år og fandt en sød mand på nettet for fire år siden. Han er nu blevet min kæreste. Han har et par virkelig dejlige teenagedrenge fra sit andet ægteskab. Dem har jeg fået et tæt og godt forhold til. Drengene bestemmer selv, hvilken forælder de vil være hos, men grundet det gode forhold, jeg har fået til dem, så er de her ofte.

Jeg var ikke i tvivl, da jeg fremlejede min lejlighed og flyttede ind hos min kæreste, men allerede nu – efter bare fire måneder – kan jeg mærke, at det ikke går. Min kæreste har vist sig at være meget gammeldags, og han forventer, at jeg tager mig af alle de ting, han kalder for ”kvindeopgaverne”. Det gælder madlavning, opvask, tøjvask og rengøring, og han kan overhovedet ikke se, at det er noget, vi bør være fælles om.

LÆS OGSÅ: Jeg er forelsket i en mand, der er 22 år yngre end mig

Vi skændes meget om det, og jeg kan mærke, at jeg har fået kolde fødder. Forleden aften faldt så dråben, der fik bægeret til at flyde over, da han meddelte, at han havde bestilt vores fælles sommerferie uden først at tale med mig. Oven i købet var det en ferie med aktiv golf, som er hans interesse, men bestemt ikke min. Da jeg gjorde ham opmærksom på det, svarede han, at det netop var for, at jeg kunne komme til at holde af golf, at han havde bestilt rejsen.

Det er i det hele taget, som om han er overbevist om, at kan han få mig til at blive, som han gerne vil have det, så skal alt nok gå.

Jeg er faktisk stadig glad for min kæreste, men grundet alt det her, har jeg nu meddelt ham, at jeg flytter tilbage til min gamle lejlighed. Det har han accepteret, men han insisterer på, at jeg selv fortæller hans sønner om min beslutning med den begyndelse, at det jo er mit valg. Det er så her, at tvivlen melder sig, for er det egentlig ikke hans opgave, da det jo er hans biologiske børn? Jeg holder så meget af de to drenge, og jeg vil så nødigt have, at de skal tænke, at det er deres skyld, at jeg flytter. Hvad tænker du? Og har du et godt råd til, hvordan vi får vores forhold på ret køl?

Vibeke Dorph om at være ligeværdige partnere

Det første, jeg tænkte, da jeg læste din mail, var, at det da ikke kan undre, at din kæreste nu er i gang med tredje omgang i parforholdsmøllen. For han lyder da til at være noget af en stivstikker. Det er faktisk underligt, at den type mand stadig eksisterer – han er jo lige til at udstille på et museum.

Det næste, jeg tænkte, var, at du nu præcist har gjort det, jeg ville råde dig til at gøre: I stedet for at blive ved med de dødssyge daglige kampe, hvor du skal spilde din tid på forgæves at få ham til at forstå, at du er hans ligeværdige partner og ikke hans tyende, så rykker du dig væk fra kamppladsen og hjem til dig selv. Det er et klogt valg, for det lyder, som om din kærestes macho-adfærd kun bliver udløst, når I befinder jer på hans domæne. Jeg tænker nemlig, at du aldrig ville være flyttet sammen med ham, hvis du havde kendt til de ubehagelige sider af ham.

LÆS OGSÅ: Min kæreste er et humørsvingende monster

Man kan derfor håbe på, at de forsvinder igen, når nu du har sat foden ned, og kulisserne for jeres kærlighed er skiftet ud. Sker det ikke, så lyder du til at være typen, der ikke behøver mine gode råd til, hvordan du så skal agere…

Når det handler om at fortælle din kærestes sønner om din flytning, så vil jeg give dig fuldstændig ret. For naturligvis er det din kærestes ansvar at fortælle sine egne børn om din flytning, det kan aldrig blive dit. Når jeg alligevel vil råde dig til også selv at tage en snak med drengene, så er det for, at de forstår, at de ingen andel har i jeres brud, og for at du sikrer dig, at I fortsat kan have et godt og kærligt forhold til hinanden fremover – ligegyldigt hvordan det så end ender mellem dig og kæresten.