Parforhold konflikt
SPONSORERET indhold

Min gifte kæreste har lagt mig på is

Jeg er 42 år, og jeg har haft et forhold med en gift mand igennem de sidste to år. Han har fra starten lovet, at han var ved at blive skilt fra sin kone, men at det var kompliceret. Efter to år er han stadigvæk ikke blevet skilt, og jeg er knust, og jeg ved ikke, om der er en fremtid for os, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
08. okt. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om parforhold med gift mand 

Jeg er en kvinde på 42 år, der har haft et forhold til en gift mand igennem snart to år. Han lagde fra starten kortene på bordet og fortalte, at han var gift og havde været det i 25 år. Han fortalte dog også, at han skulle skilles, men at det trak ud på grund af hans børn, der er mellem 17-26 år. Han var kørt så surt i ægteskabet, at han nu havde fået nok og derfor tillod sig at indlede et forhold med mig.

LÆS OGSÅ: Tør jeg stole på min kæreste?

Jeg tog chancen, for jeg tænkte, at det var ærligt meldt ud, og det virkede til, at der var gang i skilsmisseprocessen. Det viste sig dog med tiden, at det trak ud. Nu, næsten to år senere, er der ingen ændring. Han har et par gange lagt op til at gå, men hver gang opgivet det, fordi hans datter vil blive ulykkelig, og hans kone heller ikke vil skilles.

Denne sommerferie lovede han så at få talt med sin kone. Vi aftalte derfor, at vi først ville tales ved efter sommerferien. Jeg hørte intet fra ham efter ferien, så til sidst skrev jeg til ham. Jeg modtog derefter en besked om, at han alligevel ikke havde fået det afsluttet, og at jeg snart ville høre fra ham. Det er nu halvanden uge siden. Han har ellers aldrig lagt skjul på, at han elsker mig højt. Jeg er knust, så hvad gør jeg? Er der overhovedet nogen fremtid for os? 

Vibeke Dorph råder til at droppe ham 

Jeg har aldrig forstået mennesker, der kan finde på at gå efter en partner, der er gift. For hvordan ville man ikke selv have det, hvis man levede i et ægteskab, og der så kom et friskt pust ind fra højre og nappede ens mand? Nu kan du så rimeligvis sige, at din gifte kæreste også har et ansvar, og det har han da i højeste grad. Han kan sikkert have alle mulige grunde til at indlade sig med dig, mens han stadigvæk er gift, men ingen af dem er gode eller rimelige. Faktum er, at han svigter sin kone samtidig med, at han også svigter og leger med dig, og ja, han angrer sikkert sin opførsel, men han handler egoistisk og uansvarlig, og det er kun på hans handlinger, han skal dømmes. 

LÆS OGSÅ: Jeg elsker min kæreste, men vil bo for mig selv

Nu går jeg ikke stort op i, om man kommer til at kysse lidt med en anden til en fest, eller at det en enkelt gang kan gå galt, men at indlede et langvarigt forhold til en anden kvinde, mens man selv er gift, vidner om en svag og selvisk karakter. At din gifte kæreste besidder en sådan, beviser hans nuværende opførsel: Han holder dig hen med den gamle sang fra de varme lande om en ulykkelig kone og knuste børn, som han er ”for ædel” til at gå fra. Tilmed piner han dig med sin tavshed og sin holden dig hen. Igen, hans opførsel fortæller kun, at han er en mand, der gør, som det passer ham. Sådan vil han blive ved med at opføre sig, for et menneske, der er utro på det niveau, vil være det igen, når hverdagen tager lidt for megen farve af leverpostej. Derfor: Drop ham og søg en mand, der er fri som dig selv, så I kan bygge et forhold op, der er mere ligeværdigt og ikke mindst sundt.

Anbefalet til dig