Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Birgitte Hjort Sørensen
Foto: Michael Falgreen Det sidder stadig i Birgitte Hjort Sørensen, at hun blev mobbet som barn.

Birgitte Hjort Sørensen blev mobbet som barn

Birgitte Hjort Sørensen: "Jeg mangler en grundfølelse af, at folk kan lide mig"

Det sidder stadig i Birgitte Hjort Sørensen, at hun blev mobbet som barn.

Hvad gør det ved et barn at blive mobbet? For Birgitte Hjort Sørensen har det betydet, at hun ikke tager det som en selvfølge, at folk kan lide hende. Derfor gør hun sig umage for at gøre et godt indtryk, når hun møder folk i dag. Mød skuespilleren, der er aktuel med filmen "3 ting", til en snak om de ting, der har formet hende som menneske, om kærligheden og yndlingsmenneskene i hendes liv.

3 ting du har fået med hjemmefra?

– At hjælpe andre, når man kan. Det er bare sådan en sætning, der altid blev sagt derhjemme. Mine forældre er begge læger, så i deres job hjælper de andre, men vi har også altid hjulpet familie og venner. Jeg tror, at det for mit vedkommende somme tider har taget lidt overhånd, fordi jeg i intentionen om at hjælpe er kommet til at bestemme over andre i stedet for. Jeg kan godt være sådan: Nu skal du høre, hvad du skal gøre. Som barn fik jeg tit at vide, at jeg skulle lade være med at være mor for de andre.

– Musik har jeg også fået med hjemmefra. Mine forældre spillede forskellige instrumenter, og vi sang fra Højskolesangbogen. Der er altid tændt for radioen eller sat musik på hjemme hos mig. Musik og sang giver en direkte adgang til følelseslivet, synes jeg, også på måder, man ikke kan sætte ord på. Derfor bruger jeg det nogle gange, når jeg laver research til en rolle. Der kan være bestemte musiknumre eller genrer, som rammer en stemning, som jeg måske ellers ikke kan definere. Jeg bruger også musik på filmoptagelser for at komme i den rette stemning. Det kan være en utrolig stor hjælp til at holde fokus, når man står på et set, og der er mange ting i gang.

– Og så er det noget helt dumt med en særlig lagkage, som min mormor lavede, som min mor har lavet, og som jeg nu laver. Det er ikke rigtig fødselsdag i vores familie uden den lagkage. Bundene er af chokoladekagedej, der lægges sammen med smørcreme. Den er ret simpel, og nogle gange har jeg prøvet at jazze den op med nogle bananer, men så bliver den lidt forkert. Den skal være, som den plejer.

Foto: Michael Falgreen

LÆS OGSÅ: Tina Dickows følelser for Aarhus er så store, at hun skrev en kærlighedssang til sin hjemby

3 begivenheder, der har været med til at forme dig som menneske?

– Jeg havde ikke nogen udlængsel, da jeg voksede op. Jeg var ikke sådan en, der skulle ud og backpacke det sekund, jeg blev færdig med skolen. Overhovedet. Så det var først, da jeg var 26 og blev inviteret til London i forbindelse med musicalen "Chicago", at jeg overhovedet kom uden for landets grænser alene. Det var fantastisk i forhold til arbejdet, men det var sindssygt angstprovokerende for mig i forhold til at bo i en ny by alene. Jeg sad bare på det lille hummer, jeg havde lejet, og frøs og var bange for bare at gå ud og finde et supermarked. Latterlige små ting, som blev sindssygt svære for mig. Da jeg kom hjem efter to måneder, havde jeg ikke set byen overhovedet. Jeg tænkte, at det var for dårligt, og besluttede, at sådan ville jeg ikke være. Nogle år efter tog jeg til New York for første gang. Den første uge var jeg sammen med nogle venner, og den sidste uge skulle jeg være der alene for at tvinge mig selv til at lære det. Lige da jeg havde vinket farvel til mine venner, skulle jeg ud og købe ind, og mit kort blev afvist. Jeg forstod det ikke, jeg vidste, jeg havde penge nok, men det var for sent at få fat i banken. Jeg havde en uge foran mig alene, og det eneste, jeg havde, var en halv pakke tørrede abrikoser i tasken. Om aftenen skulle jeg mødes med en dansk kollega, der var bosat derovre. Vi kendte ikke hinanden særlig godt, men jeg måtte starte aftenen med at sige: Dejligt, du ville mødes, er det okay med dig, at du betaler? Det blev heldigvis en super hyggelig aften, og det, at jeg skyldte ham penge, betød, at jeg holdt fast i ham og fik et dejligt venskab ud af det. Næste dag gik jeg ind på en café og bestilte en kop kaffe for de sidste cash, jeg havde. Jeg tænkte, hvad fanden skal jeg gøre? Der kunne jeg virkelig mærke, at jeg var helt alene i en kæmpestor by. Det var en ung fyr, der kom med min regning for kaffen, og han havde skrevet sit telefonnummer på bagsiden. Og det var ikke fordi, jeg havde tænkt mig at gøre noget ved det, men det reddede lidt min dag, at der trods alt var ET menneske, der havde set mig. At der var en lille bitte menneskelig kontakt i den meget store by. Det gjorde mig helt vildt glad. Senere fandt jeg ud af, at banken havde spærret kortet, fordi jeg havde ramt det loft, der var over, hvor mange penge jeg kunne bruge i udlandet. Kortet blev åbnet, og jeg kunne klare mig resten af ugen. Det blev en rigtig god uge, for jeg overkom nogle af de ting, jeg havde frygtet ved at skulle være ude alene. Jeg fik gjort alt det, jeg havde sat mig for. Gik alene i biografen, ud og spise og på museum. Da ugen var omme, var jeg så til gengæld virkelig klar til at komme hjem og tale med min familie og folk, der kendte mig.

– Fra 6. til 9. klasse i folkeskolen røg jeg lidt uden for sammenholdet i klassen. De toneangivende piger og jeg kom ikke rigtig godt ud af det sammen. Jeg blev mobbet. Ikke at de kastede ting efter mig, men det var noget med små kommentarer, som blev sagt, så man næsten ikke kunne høre det, men alligevel godt kunne høre det. Engang forlod jeg klassen efter en time. In-pigerne var tilbage, jeg sagde hej-hej, og ingen svarede. Da døren var lukket, blev jeg stående udenfor og kunne høre, at de begyndte at tale grimt om mig. Det satte sig i mig. Heldigvis var jeg et ressourcestærkt barn, så rent faktisk åbnede jeg døren igen og sagde: Tak, fordi I er så søde! Jeg kunne godt slå fra mig, men oplevelsen sad jo tilbage. Det er svært at forklare, hvad det har gjort ved mig at blive mobbet, men jeg har i hvert fald ikke en grundfølelse af, at folk godt kan lide mig. Derfor gør jeg mig umage for at gøre et godt indtryk, når jeg møder folk i dag. Jeg tror også, at mobningen har gjort mig ekstra opmærksom på, hvis folk bliver uretfærdigt behandlet. Jeg tager ofte de svages parti.

– Måske fordi jeg BLEV holdt udenfor i skolen, fik jeg en identitet som den dygtige elev, der også var elevrådsformand, som gerne ville bestemme, og som også var lidt rødstrømpe og skrap. Jeg havde meget lidt til overs for, hvad jeg opfattede som svage piger eller kvinder, der fandt sig i alt muligt fra deres mænd. Og så, da jeg som 20-årig blev helt vanvittigt forelsket i den her fyr, som var helt forkert på alle måder, oplevede jeg mig selv være lige præcis, som jeg altid havde rynket på næsen af. Det var, som om min vilje forsvandt. Jeg kunne ikke gøre andet end bare være sammen med ham. Efter den oplevelse kan jeg huske, at jeg tænkte, okay, man skal måske vare sig for at dømme andre, når man ikke rigtig ved, hvad det er for en situation, de er i. Det prøver jeg at huske på.

Foto: Michael Falgreen

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald har aldrig været bange for at miste en ekskæreste: ”Jeg har altid følt, at jeg var mere værd end dem”

3 mennesker, som betyder meget for dig?

– Det er fandeme svært... eller nærmest umuligt at svare på. Der er jo masser af mennesker, jeg bliver nødt til at udelade, og som så bliver kede af det. Det er jo også forskellige ting, jeg "bruger" dem til. Men altså... jeg kan slå mine to søstre sammen i en. Den ene er lærer, den anden pædagog, og de er hhv. fire og syv år ældre end mig. Selvfølgelig kunne vi skændes som børn, men vi havde det generelt godt sammen. I dag har de begge fået mand og børn, men vi ses også bare os tre. Vi kender hinanden ud og ind, og der er mange indforståede ting, som vi ikke behøver forklare. De er en kæmpe kilde til glæde og støtte i mit liv. Jeg har været lidt forfløjen de sidste par år, så jeg har været lidt mere på visit, men det er en meget stor gave at have fornemmelsen af, at der altid er det sikkerhedsnet, som mine søstre udgør.

– Jeg må jo også nævne min kæreste. Han er selvfølgelig et af de vigtigste mennesker i mit liv, og jeg forstår sagtens, hvorfor det er interessant, hvem jeg deler mit liv med og så videre, men det skal have lov til at være privat.

– Jeg har heldigvis rigtig mange gode venner og veninder. En af mine veninder har jeg kendt i omkring 15 år. Hun er også skuespiller, og derfor har vi nogle ting til fælles. Derudover er hun sådan et menneske, jeg kan fortælle alt. Der kan godt gå lang tid imellem, vi ses, men der er altid en åben kanal. Det er heldigvis lettere i dag end for 30 år siden at holde kontakten, også selvom jeg i perioder har været meget i udlandet. Men det er ikke det samme som at ses rigtigt. Da jeg var i New York i længere tid sidste år for at spille "Farlige forbindelser" på Broadway, var jeg meget, meget glad, da både min kæreste, min far og fire-fem gode venner kom over og besøgte mig. Efter forestillingen gik vi ud og spiste, og det var ret fantastisk at være omgivet af hjemmekredsen der midt i New York. Når man skifter arbejdsplads så ofte, som jeg gør, lærer man at få det godt med dem, man arbejder sammen med. Det er dog nok sådan, at man kan tænke, gud, hvor er vi blevet gode venner, men når jobbet ophører, forsvinder de lige så stille. Selvfølgelig er der nogen, der bliver hængende, men generelt er det nogle flygtige bekendtskaber. De oplevelser giver mig sådan en længsel efter dem, der kender mig rigtig godt, og som har kendt mig altid.

Foto: Michael Falgreen

LÆS OGSÅ: Jens Jørn Spottag: "Min mor inspirerer mig. Hun er altid et lys at se på - nysgerrig og åben"

3 USA-historier

– Vi havde prøvet på "Farlige forbindelser" i fire uger i prøvelokalet, og ugen efter skulle vi rykke ind i teateret på Broadway. Det fejrede vi med at gå ud og spise alle sammen. Jeg havde ikke tænkt, at det skulle blive en lang aften i byen, for selvom jeg er blevet bedre til at være i udlandet, er jeg ikke vildt tryg ved at rende rundt om natten. Vi var stadig ret nye for hinanden som kollegaer, men nogle gange rammer man bare en aften, hvor det ene tager det andet. Pludselig var vi seks mand på karaokebar midt om natten, og vi blev der i timevis. Der blev virkelig sunget igennem, og jeg rakkede hjem klokken fem-seks-stykker om morgenen. Jeg kan ikke huske det hele, men det var rigtig sjovt. Det var også den eneste regulære bytur, jeg havde derovre, for jeg havde otte forestillinger om ugen, og man kan ikke rigtig ligge i sprit, når man spiller teater. Arbejdet har en mere central plads i ens liv i New York. Ikke fordi folk er ligeglade med arbejdet herhjemme, men man kan mærke, at New York er byen, man kommer til for at lykkes. Folk er meget målrettede og villige til at ofre alt andet. Faktisk tror jeg ikke engang, at de tænker på det som et offer, for hvis du er så heldig at have fået et arbejde, gør du selvfølgelig ALT, hvad du kan. En af mine kollegaer på "Farlige forbindelser" syntes, det var ret vildt, at jeg kom fra Danmark og havde fået en rimelig eftertragtet rolle. Han spurgte, om jeg så ikke skulle flytte til New York, men det havde jeg slet ikke lyst til. Det var helt uforståeligt for ham, for alle flyttede jo til byen for at lykkes, men jeg føler mig hjemme her i Danmark.

– Da jeg for nogle år siden var i Los Angeles for første gang, oplevede jeg alt det, man altid har hørt om. Jeg fik en agent, og sådan nogen er virkelig gode til at sige: Når du en dag skal op og tage imod din Oscar...! De sælger den helt store drøm. Jeg tænkte, gud, det kunne godt ske. Måske. De sagde jo, at jeg ville komme til at møde de folk, der caster til de store film, og det er svært ikke at blive forført af det. For det KAN jo lade sig gøre. Jeg syntes, det var sjovt at være sådan en, der har bil og går til castings og får ordnet negle. Den der Hollywoodmåde at leve på er ret sjov i et par uger, men så havde jeg lyst til at rejse hjem. Det store privilegium ved at rejse ud er, at man bliver så utrolig klar over, hvorfor Danmark er så fedt et land.

– Jeg havde fået en rolle i HBO-serien "Vinyl", og jeg kunne i lang tid ikke forstå, at jeg skulle over og instrueres af Martin Scorsese og have Mick Jagger som producer. Det var så vildt. Min rolle var beskrevet som en lidt modelagtig type, så jeg havde virkelig været flittig med min træning og min kost og var i virkelig god form. Jeg boede på et fint hotel og følte, at nu var jeg oppe og lege med de store. Jeg skulle til kostumeprøve for første gang, og jeg kom ind på det vildeste produktionskontor, som var beklædt med kobber. Der hang 70'er-tøj over det hele, der var sindssygt mange mennesker, og jeg tænkte, at jeg skulle huske dette øjeblik, for det ville måske blive en del af mit liv de næste syv år. Jeg var ti minutter for tidligt på den, og jeg blev vist ind til kostumedesigneren, som var en stor kanon. Jeg blev præsenteret: Her er så Birgitte, hun skal spille Ingrid. Og uden at kigge på mig sagde kostumedesigneren så bare: Is this now? Jeg blev bedt om at vente, til tidspunktet var rigtigt, og det første, han så sagde til mig, var, at han ikke have noget, jeg kunne passe. Jeg måtte stå i mit kødfarvede undertøj og finde mig i at blive målt på alle leder og kanter. Det var SÅ ydmygende, og fra at have været helt oppe og flyve kan jeg love for, at jeg kom helt ned på jorden. Han fandt allernådigst nogle bukser og noget, som passede fint. Senere samme dag var der meet and greet for alle, der skulle være med i pilotepisoden. Jeg havde fået hevet mig selv op igen, nu skulle det blive sjovt. Martin Scorsese var der, og alle ville tale med ham, så jeg ventede en times tid, før jeg bad casting-assistenen om at introducere mig. Jeg havde fået den her fornemmelse af, at Scorsese personligt havde udvalgt mig og derfor ville vide, hvem jeg var, men det første, han sagde, var: Hvem skal du så spille? Der er jo ikke noget mærkeligt i, at han ikke vidste det, men efter den episode med kostumedesigneren var det bare ret ufedt, ha, ha. Nå, men han var virkelig sød, da jeg fik fortalt, hvem jeg var, og vi havde en lang snak om, at han faktisk har skandinaviske aner. Det var bare en dag, hvor jeg virkelig tog nogle dyk på selvtilliden, men det var sikkert meget sundt at komme ned på jorden igen efter at have været en stor stjerne i England på grund af "Borgen".

Foto: Michael Falgreen

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg er mere forelsket end nogensinde"

3 ting du har lært om kærlighed?

– Man skal give, hvis man vil have noget igen. Jeg tror, jeg er blevet bedre til det med årene. I stedet for at sidde og være fornærmet prøver jeg at lave mad eller give en krammer. Og lur mig, om der så ikke kommer noget tilbage, ha, ha.

– Kærligheden er det eneste værn mod ensomhed.

– Hvis man kan give slip på idéen om, hvordan tingene SKAL se ud, kan man blive overrasket på den gode måde. Tidligere havde jeg i højere grad en mening om, hvordan kærligheden skulle være, og jeg er opflasket med Hollywood-film, der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Jeg har overvejet at sagsøge Hollywood for vildledning, men jeg tror ikke, jeg vinder den sag. Jeg kan godt lide filmen "La La Land". Midt i det store farveorgie og danse-halløj er der nemlig samtidig noget realisme, fordi det hele ikke ender, som man måske troede, det ville. 

3 gode tips til New York

– Restauranten Schillers Liquor Bar i Lower Eastside. Det er både en bar og en restaurant med god mad og en dejlig uprætentiøs stemning.
Schillersny.com

– Whitney Museum of American Art, som genåbnede for nogle år siden. Det er amerikansk kunst fra det 20. århundrede, og museet, som er i fem etager, ligger helt fantastisk ved Hudson River.
Whitney.org

– 9/11 Memorial & Museum tager lidt røven på mig hver gang. Man bliver ydmyg, når man står og kigger på de "tårne", der er bygget ned i jorden, og ser alle navnene på dem, der mistede livet.
911memorial.org

Birgitte Hjort Sørensen, 35

...blev landskendt som Katrine Fønsmark i DR-serien "Borgen" og som Marie Krøyer i filmen af samme navn (2012).

...er også kendt fra Hollywood-filmen "Pitch Perfect 2", HBO-serien "Vinyl", et afsnit af "Game of Thrones" og som vært på DR-underholdningsprogrammet "Flashback".

...har som den første dansker landet en hovedrolle i et teaterstykke på Broadway i New York – nemlig "Farlige forbindelser".

...er aktuel med spændingsfilmen "3 ting", hvor hun spiller over for Nikolai Coster-Waldau.

...er kæreste med tv-manden Kristian Ladegaard-Pedersen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Mobning og Kendte