Karin Sloth Christiansen Interview ALT for damerne scroll-down
Foto: Les Kaner Karin mødte sin mand, BS Christiansen, da hun arbejdede på Nordisk Film for 24 år siden og skulle interviewe "en spændende jægersoldat" til et tv-program.

Karin Slot Christiansen: "På en måde har vi meget til fælles, på en måde er vi meget forskellige"

Karin Slot Christiansen har fra barnsben interesseret sig for det svimlende store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Det beskæftiger hun sig med i sin debutroman, og hun lever svaret hver dag med sin mand, jægersoldaten BS Christiansen.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Der er mange teorier om, hvorfor fuglene synger så intensivt om morgenen, og Karin Slot Christiansen har også et bud på det.

– Man siger, at fuglene er de eneste skabninger, der endnu ikke har glemt, at hver dag er en fejring, og derfor starter de med at synge fra morgenstunden. I glæde over, at vi får endnu en dag. Den bevidsthed har jeg med mig. Jeg er glad hver eneste dag. Livet varer et nanosekund, vi er her så kort i forhold til evigheden, og livet er virkelig en gave. Vi er kommet her for at udfolde den gave og for at få det bedste ud af den. Jeg er SÅ glad for mit liv og SÅ glad for at være her. Jeg synes, at hver dag er et mirakel.

Karin er aktuel med sin debutroman, Fuglene synger baglæns, og ordene ovenfor falder lidt inde i interviewet i anledning af bogen. Men allerede mens Karin laver kaffe til os, før interviewet er gået i gang, spørger hun mig: "Er du glad for dit liv?". Hendes mand, Bjarne Slot Christiansen – bedre kendt som jægersoldaten BS – står også i køkkenet og taler med om, hvor vigtigt det er at lave noget, man er glad for, hver dag. Det gør han. Og det gør hun. Og jeg kan heldigvis svare, at jeg også er glad for mit liv og laver lige præcis det, jeg gerne vil. Nemlig at tale med spændende mennesker og skrive om dem.

Karin er selv journalist, men det er først nu, hun for alvor er begyndt at skrive noget, som andre får at se. Før har hun "bare skrevet til skuffen", som hun siger – især poesi – og ellers har hun arbejdet med tv-tilrettelæggelse og dokumentarprogrammer hele sin karriere. Interessen for mennesker og for at fortælle deres historier dukkede op allerede i barndommen i Idom i Vestjylland.

– Jeg er opvokset på en gård i Idoms opland. Det var en rigtig god og tryg opvækst med sunde værdier, og jeg er den ældste i en søskendeflok på tre, jeg har to yngre brødre. Jeg var rigtig glad for at gå i skole og gik i en lille landsbyskole, hvor jeg cyklede hen hver dag. Jeg læste mig igennem hele skolebiblioteket, og faktisk læste jeg så meget, at mine forældre på et tidspunkt forbød mig at læse.

Hvorfor?

– Fordi de sagde, at jeg blev verdensfjern. Men jeg læste jo for at komme verden nærmere, så jeg læste bare videre i smug. Mine forældre havde travlt med at arbejde på gården, og min mor havde også et arbejde ved siden af, så jeg tilbragte rigtig meget tid med en ældre nabo, der hed Valborg. Hun blev kun kaldt Valle, og hun var en fuldstændig fantastisk kvinde. En vis kvinde. Hun sagde selv, at hun nok ville være blevet kaldt en heks i gamle dage. Vi gik ture sammen i naturen i flere timer hver dag, og hun lærte mig alt om blomster, dyr og årstidernes gang, og det har været fuldstændig uvurderligt for mig at blive set af et menneske på den måde, som hun så mig. Vi havde mange eksistentielle samtaler, når vi gik. Findes Gud? Og hvad er meningen med det hele? Jeg tror, at mange tænker, at barndommen er noget, der skal overstås, så børnene kan blive voksne og rigtige mennesker. Det at se barnet som et rigtigt menneske og være med til at præge og danne et barn, synes jeg er gået lidt tabt i det her travle samfund, og der føler jeg, at det var et kæmpe privilegium, at jeg havde Valle. Hun var også så sjov, og nogle af mine figurer i romanen er inspireret af den lune humor, som hun havde. Jeg kan huske engang, hvor jeg som barn sad i hendes køkken sammen med min mor og en af min mors veninder. De talte om deres mænd, og Valle var lykkeligt gift med Marinus, som hun også nåede at fejre guldbryllup med. På et tidspunkt sagde min mors veninde: "Har du aldrig tænkt på at blive skilt, Valle?". Hvortil Valle svarede: "Nej, men MORD!".

Karin griner højt.

– Det var skønt at have sådan nogle mennesker i min barndom, og dem bærer jeg tæt på mit hjerte.

Du læste meget, var du også lidt indadvendt?

– Ja, jeg er introvert. Jeg filosoferede – og filosoferer – meget over tilværelsen. Min mor har fortalt, at jeg som fireårig bad aftenbøn, og hun spurgte mig, hvorfor jeg gjorde det. "For en sikkerheds skyld", svarede jeg. Jeg har altid tænkt meget over liv og død, og jeg var nok et alvorligt barn.

Er du stadig alvorlig?

– Ja. Jeg er bevidst om, at hver dag, vi er her, er en gave. Et mirakel. Jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der kan sætte spørgsmålstegn ved, at der er en større intelligens eller en større kærlig kraft bag det hele. Hvordan kan nogen tro, at det hele bare er tilfældigheder? Samtidig er jeg bevidst om, at det ikke er alle forundt at få en god start på tilværelsen. Det er faktisk også årsagen til titlen på min roman. "Fuglene synger baglæns". Der er en karakter i romanen, som i begyndelsen er meget usympatisk, men jeg vil vove den påstand, at når man har læst romanen, så sidder man tilbage med en ømhed for ham. Nogle gange bliver vi nødt til at konfrontere vores indre mørke og arbejde med den bagage, vi har med, for at frigøre os fra den. Så derfor synger fuglene nogle gange baglæns.

At der er en højere mening med det hele, gennemsyrer Karins liv. Også mødet med BS i 1997. Dengang arbejdede Karin på Nordisk Film, hvor hun bl.a. var med til at lave programmer som Eleva2ren og Reportageholdet. Samtidig brugte hun sine sommerferier på at lave dokumentarprogrammer, så hun kunne bide sig fast i den genre. På et tidspunkt spurgte en kollega, om hun ville hjælpe ham med at pitche en idé til Reportageholdet. Kollegaen fortalte, at "der gik en spændende mand rundt ude på Nordisk Film", og ham ville han gerne lave et portræt af. Det var en jægersoldat, der havde været 25 år i Jægerkorpset, og hvis man kunne lave et portræt af ham, kunne man indirekte lave et portræt af Jægerkorpset. Karin indvilgede i at hjælpe, og der blev sat et møde op med Bjarne Slot Christiansen, som var "den spændende mand".  

– Mødet var onsdag den 17. december 1997 kl. 08.30, og tror du så ikke, at min kollega sov over sig! Så sad jeg der med Bjarne. Og hvis du spørger Bjarne, vil han sige det samme om det møde, som jeg siger nu. Der var bare en genkendelse: Nå, DÉR var du! Som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg var jo så privilegeret, at jeg kunne sidde og udspørge ham om alting, fordi det var mit job, og mødet sluttede med, at han gav mig hånden og sagde: "Ses vi på fredag til julefesten på Nordisk Film?". Hvortil jeg svarede: "Ja, det gør vi". Der kunne jeg mærke, at der var et eller andet. Og det kunne han også. Det har vi jo efterfølgende talt om.

Hvem er Karin Slot Christiansen?

  • Født i 1968
  • Journalist, dokumentar-tilrettelægger og certificeret psykoterapeut med særlig interesse for jungiansk inspireret drømmearbejde.
  • Aktuel med sin debutroman, Fuglene synger baglæns.
  • Gift med tidligere jægersoldat Bjarne Slot Christiansen, 68, kendt som BS Christiansen eller bare BS.
  • Sammen har de sønnerne Peter, 13, og Robert, 20. BS har to voksne børn fra et tidligere forhold.

Hvad tænkte du om ham i de par dage indtil julefesten?

– Jeg kunne mærke, at der var en tiltrækning, men det var ikke bare sådan... Det var fra et dybere sted. Selvom det lyder underligt, så vil jeg sige, at der var en sjælelig genkendelse i det møde.

Hvordan gik festen så?

– Jeg drak kun danskvand til maden, for jeg ville være helt klar i hovedet. Bjarne sad nede i den anden ende af den store sal, og lige i nærheden af ham stod buffeten. Jeg tog små portioner for at gå derned flere gange og forhåbentlig få øjenkontakt med ham, men han sad hele tiden og snakkede. Da spisningen var overstået, blev gulvet ryddet til dans. Men så var Bjarne væk. Jeg kiggede og kiggede, men jeg kunne ikke finde ham. Jeg satte mig på scenekanten og nåede at tænke, okay, I get it, det skal åbenbart ikke være ham. Men da jeg så kiggede op igen, stod han der. Med en cola. Jeg ved ikke, hvorfra det kom, men jeg fik åbenbart så meget selvtillid, at jeg gik hen til ham og spurgte, om han ville danse. Vi dansede to danse, men det var umuligt at snakke sammen, og når man har så dyb en connection med et andet menneske, virker det helt åndsvagt at skulle stå og råbe. Så Bjarne spurgte, om vi ikke skulle gå udenfor, så vi kunne tale sammen. Det var dog for koldt udenfor, så i stedet gik vi over i et redaktionslokale, hvor vi sad i flere timer og talte sammen. Vi var begge fra Vestjylland, og Bjarne havde to børn på tre og fem fra et tidligere forhold. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne bære, hvis han bare ville have en affære med mig, så jeg meldte klart ud og sagde til ham: "Hvis det, jeg mærker – og det, du også mærker – bliver til kærlighed, så skal du vide, at jeg er sådan en, der vil giftes og have børn, for jeg er ikke til pjat". Og så lænede han sig frem og sagde: "Det er jeg heller ikke". Og ved du hvad? Så flyttede vi faktisk sammen i min lejlighed i den samme weekend! Det er jo sindssygt at tænke på i dag. Og vi har været sammen lige siden. Vi blev gift ti måneder senere.

Hvad tænkte du om, at han var noget ældre end dig og havde to børn?

– Jeg tænkte bare, det må vi jo finde ud af, det må jeg tage, som det kommer. Jeg var 28, og hvad ved man om den slags, når man er 28 år?

Hvorfor er I gode for hinanden?

Hun holder en længere pause.  

– På en måde har vi meget til fælles, på en måde er vi meget forskellige, og jeg tror, at hvis man formår at holde sammen, vokse sammen og udvikle sig sammen, så er det enormt inspirerende, at man er så forskellige. Bjarne er meget jordnær. Rigtig meget til stede her på jorden. Og jeg er meget intuitiv og mere sjæleligt connected. Bjarne er mit jordiske anker, og jeg er hans anima, hans sjælefører. Og det har vi draget stor fordel af gennem livet.

Karin og Bjarne fik deres første fælles søn, da Karin var 30 år. Da hun var gravid i uge 31, vågnede hun en nat, fordi hun kunne mærke, at der var vådt i sengen. Hun vækkede Bjarne og sagde, at vandet måske var gået, eller at hun havde tisset i sengen. Sludder og vrøvl, sagde Bjarne, for det var jo alt for tidligt til, at vandet kunne være gået. De tændte lyset, slog dynen til side og opdagede, at Karin lå i den største blodpøl. Hun havde akut moderkageløsning.

– Og så gjorde Bjarne det, man ser i tegnefilm. Han løb tre gange rundt om sig selv – og det er ikke engang løgn – indtil han kom til sig selv og tog fuldstændig kontrol. Ringede til en ambulance, bar mig i brandmandstag ned fra den hems, vi sov på, instruerede Falckredderne i at køre til Hillerød, som havde en neonatalafdeling, og sørgede for, at jeg fik lagt drop, så jeg ikke gik i chok. Da vi kom op på sygehuset, tiggede og bad jeg lægerne om at få lov til at beholde mit barn i maven lidt længere, men de var allerede ved at gøre klar til operation. Jeg vidste jo godt, at det var kritisk, og lige før jeg blev lagt i narkose, kaldte jeg Bjarne hen til mig og sagde, hvad han skulle sige til mine forældre og søskende, hvis jeg ikke vågnede igen. Jeg tog simpelthen afsked. Og det, der var så fantastisk, var, at jeg var helt rolig ved det. Jeg følte virkelig, at jeg lå i Guds hånd. Maleren Arne Haugen Sørensen har lavet nogle smukke altertavler og flere værker, hvor man ser et lillebitte menneske i Guds hånd. Og det var sådan, jeg følte det. Jeg følte, at jeg lå i Guds hånd, og at alt var op til Gud.

– Jeg var helt tryg. Det var okay, hvis det var nu. Det kunne jeg mærke. Jeg var ikke bange for døden. Men jeg vågnede jo heldigvis igen og var blevet mor til Robert.

Hvordan var tiden lige efter?

– Jeg lå på hospitalet de næste ni uger med Robert på maven i 12-14 timer i døgnet, det kaldes kængurumetoden, og jeg havde god tid til at tænke over mit liv. Jeg tænkte alt igennem, og det gik op for mig, at kærligheden mellem mennesker er det eneste, der betyder noget her i livet. Jeg tænkte over alt, hvad der var sket i mit liv. Om der var noget usagt. Om der var nogen, jeg skyldte en undskyldning. Og det tænker jeg meget over den dag i dag. At der ikke skal være noget, der er usagt. Halvandet år efter, at Robert blev født, faldt min far om med en bristet hovedkranspulsåre hjemme på gården. Helt mirakuløst blev han reddet efter at have været død to gange i ambulancen. Men da det skete, vidste jeg bare, at der ikke var noget usagt mellem ham og mig. Jeg vidste, at min far vidste, at jeg elskede ham, det havde jeg fortalt ham til rigelighed. Det var dejligt, og jeg vil råde alle mennesker til at få afklaret deres forhold til de nære relationer, for en dag er det for sent, og så kan man ikke sige undskyld eller spørge om de ting, man aldrig fik talt om. Og det kan godt være, at man ikke kan blive gode venner med for eksempel sin mor eller far, men så ved man i hvert fald, at man har forsøgt. Jeg lavede på et tidspunkt en dokumentarserie om Flyvevåbnets Redningseskadrille 722, og de har et motto for deres eskadrille, der lyder: "Nihil intentatum". På dansk: "Intet uforsøgt". Det synes jeg er så smukt. De vender først hjem fra en mission, når intet er uforsøgt. Det kan man overføre til sine egne relationer. Det kan godt være, at man ikke fik sonet sig, men man forsøgte i hvert fald.

Op gennem 30'erne fortsatte Karin sin spirituelle udvikling sideløbende med, at hun passede barn, mand og job. I 2007 fik Bjarne og Karin deres anden søn, Peter, og på hans femårs fødselsdag begyndte hun på psykoterapeutuddannelsen. Hun ville gerne lære mere om mennesker og om meningen med livet, og hun var også begyndt i drømme at se tidligere inkarnationer. En af hendes medstuderende, Carla, som i dag er en nær veninde, husker tydeligt, hvad Karins begrundelse for at begynde på uddannelsen var.

– Carla sagde for nylig til mig: "Er du godt klar over, hvad du sagde den første dag, hvor vi skulle præsentere os?". Nej, svarede jeg. "Du sagde: "Jeg er her primært for at blive klogere på menneskelivets dybder, så jeg kan bruge det til at skrive romaner"."

Så det var ikke for at have klienter?

– Det skal man have, når man uddanner sig, og jeg er specielt god til drømmeterapi. Det har jeg i al beskedenhed et talent for. Det er fordi, jeg selv har beskæftiget mig så meget med drømmene og deres symbolsprog, så jeg er ret god til at hjælpe et menneske med at tune ind i en drøm, og jeg elsker det. Hvis du kom med en drøm her og nu, ville det være som at få min livret serveret.

Hvad er det med vores drømme, der interesserer dig?

– Hver eneste nat får vi mennesker beskeder fra det ubevidste. Det ubevidste i dig forsøger hver nat at fortælle dig, hvad der er vigtigt i dit liv lige nu, hvis du ellers kan huske dine drømme. Det har jeg altid vidst på en eller anden måde, så jeg har skrevet mine drømme ned, siden jeg var i starten af 20'erne. Det er som en muskel, man træner. Man bliver bedre og bedre til at huske sine drømme, når man bliver bevidst om dem. Og efterhånden er jeg ofte vågen, når jeg drømmer, det vil sige, at mens jeg drømmer, ved jeg, at jeg drømmer. Jeg er bevidst i drømmetilstand. Det kalder man klardrømmetilstand. Og i den tilstand har jeg set flere af mine tidligere inkarnationer og nogle af de sjæle, som jeg har været inkarneret sammen med. Blandt andet har jeg set, at jeg i et tidligere liv i Skotland har været gift med den sjæl, der i dag er Bjarne. Og jeg er sikker på, at det var derfor, at der var den stærke sjælelige genkendelse, da vi mødte hinanden første gang. Det er min sandhed, og jeg ved jo ikke, hvad sandheden er for andre, for der findes ikke en eviggyldig sandhed. Men jeg er overbevist om, at vi er sjæle, der inkarnerer igen og igen. Vi stiller os selv nye opgaver som sjæle og kommer herned for at udfordre os selv eller for at lære nogle nye aspekter af livet. Nogle nye dybder i kærligheden, som vi ikke har lært i tidligere inkarnationer.

Var det derfor, du ikke var bange for at dø, da Robert skulle komme til verden?

– Ja, for på det tidspunkt vidste jeg godt, at livet er evigt. Man siger jo, at den største overraskelse, man får, når man er død, det er, at man slet ikke er død. Jeg tror, at meningen med livet er, at vi er her for at blive klogere og for at bringe den erfaring, vi høster, med os tilbage til gudskilden, hvad det så end er for den enkelte. Det eneste, vi kan tage med herfra, er vores erfaringer og den kærlighed, vi giver og modtager. Alt det materielle, vi er omgivet af, alt det, vi har travlt med at ønske os og samle sammen, får vi ikke med os den dag, vi skal herfra. Det eneste, vi får med, er kærligheden og de relationer, vi har haft. Så hvorfor i alverden er det, at vi ikke fokuserer lidt mere på det?

I dag har Karin fået sin drøm om at skrive romaner opfyldt. Hun er allerede i gang med roman nummer to og tre, og når hun skal beskrive sit fremtidige arbejdsliv, siger hun grinende, at hun ser sig selv som en ældre dame, der skriver romaner og engang imellem har en klient i terapi til drømmetydning. I den aktuelle roman følger man to veninder, der vokser op i Vestjylland. Efter gymnasiet skilles deres veje, den ene flytter til København, den anden bliver i Vestjylland og gifter sig med en landmand. På en eller anden måde misunder de hver især hinandens liv, og så sker der ellers en række dramatiske ting, som ikke skal afsløres her.

– Nogle gange kommer vi mennesker til at gøre noget rigtig dumt. Det er min tese, at hvis man lever i selvbedrag, så kommer man ofte til at bedrage andre. Og det er lidt det, der sker i romanen.

Hvad har du lært af at skrive romanen?

– Den er inspireret af den indsigt, jeg gennem min uddannelse til psykoterapeut har fået i, hvordan alt det, vi oplever gennem barndommen og livet, præger os og de handlinger, vi foretager. Nogle af karaktererne i bogen, som jeg var irriteret på i begyndelsen, har jeg fået en større ømhed overfor ved at forstå, hvorfor de er, som de er, og hvorfor de gør, som de gør. Jeg har fået et mere nådigt blik på mennesker, kan man sige. Og jeg tror faktisk, at alle romanens figurer er sider af mig selv.

Har du også fået et mere nådigt blik på dig selv?

– I løbet af de 4,5 år, det tager at uddanne sig til psykoterapeut, arbejder man rigtig meget med sig selv. Det første år går faktisk med at hive alle ens gamle skeletter ud af skabet, for hvis ikke man gør det, kommer man til at lave overføringer af sit eget stof til sine klienter. Og om jeg har fået et mere nådigt blik på mig selv...

Hun holder en lille pause.

– Ens skygge ser man jo sjældent selv. Men jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, og man kan sige, at i og med, at jeg mener, at alle mine karakterer i bogen er sider af mig, jo, så er jeg nok blevet klogere på mig selv.

Hvordan er det endelig at begynde at skrive for alvor?

– Der er mange, der spørger: Hvad er lykke? Og jeg kan sige, at jeg er lykkelig, når jeg skriver. Somme tider, når jeg har siddet og skrevet om aftenen, har jeg troet, at klokken var 23, men når jeg så kiggede på uret, var den tre om natten. Tiden forsvinder fuldstændig for mig, når jeg skriver. Jeg kommer i en tilstand, hvor man kan sige, at den hellige ild brænder i mig. Jeg bliver et med mit sjælekald. Jeg føler virkelig, at det at skrive er det, jeg altid har villet. Det, jeg altid har ønsket mig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Bøger og Parforhold
Tilbage til toppen