Kropssprog
SPONSORERET indhold

Kropssprog: Sådan tyder du kroppens forskellige signaler

Keder din veninde sig, når du taler? Lyver din kæreste for dig? Og er din chef egentlig hemmeligt forelsket i dig? Kroppen kan tale. Den fortæller alt det, vi tænker, men som vi ikke har lyst til at sige højt. Læs med her, og bliv klogere på det kropssprog, andre sender til dig – og som du sender til andre.

Af: Louise Gade Sig og Julie Bruun Lund Foto: Getty Images
22. feb. 2024 | Livsstil | ALT for damerne

Artiklen er første gang bragt i 2012 og opdateret i 2024.

Studier viser, at halvdelen af en samtale foregår gennem vores kropssprog. For ingen – ud over Mel Gibson i filmen ”What women want”, selvfølgelig – kan læse tanker. Men faktisk siger vi og vores medmennesker ubevidst en helt masse alene gennem vores kropssprog.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Kropssproget tæller blandt andet vores holdning, blik, ansigtsudtryk og bevægelser, og det fortæller alt sammen noget om, hvad du og de mennesker, du omgiver dig med, tænker.

Spørger du en veninde, om hun vil hjælpe dig med en flytning, kan du formentlig helt intuitivt afgøre, om hun vil svare ja eller nej, længe før hun har åbnet munden, fordi du bevidst eller ubevidst har aflæst hendes kropssprog.

Der er forsket en masse i nonverbale kommunikationsformer – nærmere bestemt kropssproget og dens psykologi – og lærer du de forskellige signaler at kende, kan du bruge den viden aktivt i din hverdag, når du taler med et andet menneske: til jobsamtalen, på den første date eller i den dybe, afgørende snak med kæresten. Situationer, hvor det kan styrke din egen position at kunne afkode den andens kropssprog.

Læs også

Kropssprog kan ikke tolkes entydigt, for ingen bevægelse har i sig selv en præcis betydning. Det handler derimod om at se kropssproget i en sammenhæng for at kunne vurdere helheden. Flere elementer skal nemlig pege i samme retning, hvis du skal kunne aflæse, at personen over for dig for eksempel er et usikkert menneske, vred eller i færd med at binde dig noget på ærmet. Bliver du mere bevidst om dit eget kropssprog og dets betydning, bliver du også bedre i stand til at aflæse andres kropssprog.

Tag tv-testen og bliv klogere på kropssprog

Prøv som det første at tænde for fjernsynet og skru helt ned for lyden. En måde at lære kropssprog og tankelæsning på, er at sætte dig ned foran fjernsynet og ud fra personernes lydløse mimik og kropssprog prøve at tolke, hvad der siges. Du vil sikkert opdage, at mennesker siger meget med munden, som mimikken og kropssproget faktisk modsiger. 

Dét siger hovedet om dit kropssprog

Sænket hoved

Kan tyde på manglende selvtillid. Hvis du giver en anden person en kompliment, og vedkommende sænker hovedet, kan det specifikke kropssprog sige noget om, at vedkommende er genert og måske endda har et dårligt selvværd.

Hovedet på skrå

Tyder på interesse i noget eller nogen og udstråler noget moderligt og omsorgsfuldt. Tilter en person hovedet skråt fremad kan det være tegn på skepsis eller seen ned på andre.

Læs også

Rører sig i ansigtet

Når en person rører sit øre kan det være en indikation på ubeslutsomhed og usikkerhed. Berøring af næsen kan indikere tvivl på det, der bliver sagt. Det kan også betyde afvisning af en idé. Berøring af hagen kan tyde på forsvarsposition eller trodsighed.

Støtter hovedet

Hviler personen foran dig hånden under hagen som en støtte, tyder det på, at personen tænker eller bearbejder det, du siger.

Leger med håret

Leger personen foran sig med sit hår – nulrer det eller tager det om bag øret – kan det være tegn på usikkerhed.  

Rødme

En lille huskeregel er, at kvinders kinder tit bliver røde, når de bliver generte – hos mænd er det ørerne.

Læs også

Dét siger overkroppen om dit kropssprog

Skuldrene tilbage

Kan demonstrere kraft og mod.

Åbne arme

Betyder ofte, at personen er komfortabel i dit selskab og villig til at tale og kommunikere. Det samme er tilfældet, hvis hænderne hviler bag nakken.

Krydsede arme

Danner en form for skjold eller barriere. Det kan være tegn på usikkerhed, utryghed eller ubehag. Det samme er tilfældet, hvis en person lægger arme eller taske foran sig under en samtale ved et bord.  

Berøring af hals

Berøring af forsiden af halsen kan vise, at personen er interesseret i eller bekymret over det, du siger.

Delvis armkrydsning

Tager den ene arm fat i den anden, kan det være et tegn på, at personen over for dig trøster sig selv og holder sig selv mentalt oppe.

Læs også

Fingre presset mod hinanden

Hvis en person presser fingerspidserne sammen, viser det normalt, at personen tænker over eller evaluerer det, der bliver sagt.

Åbne håndflader

Åbne og opadrettede håndflader er ofte et tegn på åbenhed, venlighed og tryghed. Det kan skyldes, at man i fortiden på den måde viste, at man ikke bar våben. I mange tilfælde viser man, at man er ufarlig, ved at vende håndfladen opad – som når man byder en anden op til dans. Her vender du håndfladen opad for at skabe tryghed og vise, at du ikke er farlig.

Dét siger øjnene om dit kropssprog

Øjnene er sjælens spejl, siges det. Og det er ikke helt løgn, hvis man skal tro de fagbøger, der er skrevet om tankelæsning og kropssprog.

Store pupiller

Store pupiller er tegn på engagement. Snak med din samtalepartner om noget meget kedeligt – at kopimaskinen på arbejdet er irriterende for eksempel – og læg mærke til størrelsen på personens pupiller. Skift så emne til noget, der virkelig optager den anden: vedkommendes børn eller favorit-fodboldhold. Læg mærke til, hvor tydeligt du ser pupillerne udvide sig, når personen pludseligt bliver engageret i samtalen.

Læs også

Sænket blik

Sænker en person blikket, kan det tyde på generthed, frygt, skyldfølelse eller underkastelse.

Sammenknebne øjne

Sænkning af øjenbrynene og sammenknibning af øjnene (som når du får solen i øjnene) illustrerer et forsøg på at forstå det, der bliver sagt. Hvis den person, du taler til, gør dette, så ved du, at du skal uddybe det, du siger, lidt mere.

Øjenkontakt

Har personen over for dig svært ved at se dig i øjnene, kan det skyldes manglende selvtillid. Kigger han eller hun tværtimod direkte ind i dine øjne, mens I taler, viser det selvsikkerhed. Står du selv i en situation, hvor du skal fremstå sikker i din sag, er et tip at kigge på punktet mellem den anden persons øjne. Skifter du mellem de to øjne, virker dit blik flakkende, og du vil virke knap så selvsikker.

Blink

Man har en tendens til at blinke oftere, hvis man er nervøs, eller hvis man prøver at evaluere en anden.

Hurtigt blik væk

Hvis din samtalepartner bliver irriteret over noget, du siger, er det en almindelig reaktion at tage et hurtigt kig til en af siderne.

Kigger opad

Når vi danner indre billeder, kigger vi opad. Det kan komme til udtryk på to måder.

Kigger op til venstre: Når vi husker episoder eller ting, vi har oplevet, kigger vi op til venstre.

Kigger op til højre: Når vi konstruerer – altså forestiller os noget og tænker på, hvad vi ønsker, der skal ske i fremtiden – kigger vi op til højre.

Læs også

Kigger til siden

Når vi tænker på lyd, kigger vi til siden. Det kan komme til udtryk på to måder.

Kigger til venstre side: Når vi husker lyde fra stemmer eller musik, vi rent faktisk har hørt, kigger vi til venstre side.

Kigger til højre side: Når vi rekonstruerer – altså forestiller os en lyd – kigger vi til højre side.  

Kigger ned

Kigger ned til højre: Når vi husker på følelser og fysiske sansninger, kigger vi ned mod højre.

Kigger ned til venstre: Når vi taler med os selv, har en intern diskussion og løser logiske problemer, kigger vi skråt ned mod venstre.

Spørger du en person, hvordan ferien gik, og han eller hun først retter blikket opad mod venstre og derefter hurtigt ned mod højre, inden vedkommende svarer, ved du med andre ord, at hun først tænkte på, hvordan der så ud, og derefter bekræftede erindringen med, hvordan det føltes.

Observerer du for eksempel, at den person, du taler med, kigger ned til venstre, er der en god sandsynlighed for, at vedkommende har en indre dialog kørende.

Dét siger munden om dit kropssprog

Smilet

Der er tydelig forskel på et naturligt og et falsk smil. Ved et ægte smil benyttes to vigtige muskler: Den første, zygomaticus major, som trækker mundvigene op, og den anden, orbicularis oculi, som spænder området omkring øjnene. Det gør, at vi – når vi smiler naturligt – kniber øjnene lidt sammen, huden under de nederste øjenlåg spændes, øjenbrynene trækkes ned, og der opstår streger ved siden af øjnene. Det er definitionen på ”at smile med øjnene.” Vi kan selv kontrollere musklerne omkring mundvigen, men ikke dem omkring øjnene, og derfor kan du forholdsvis let afsløre, om personen foran dig smiler oprigtigt. Så husk; et ægte smil omfatter hele ansigtet.

Læs også

Dækker munden

Nogle mennesker tager hånden op til munden, når de taler – det er typisk et tegn på usikkerhed eller generthed.

Dét siger underkroppen

Vi har dårligt styr på de signaler, vi udsender med ben og fødder. Måske fordi vi det meste af tiden har dem gemt væk under et bord. Der er dog alligevel nogle signaler at holde øje med.

Stå med spredte ben

At stå med spredte ben og fødderne langt fra hinanden signalerer magt og dominans.

Når en person sidder med benene spredt, er det ofte tegn på, at vedkommende føler sig sikker i sine omgivelser.

Hænder på hofter

Dét at sætte hænderne på hofterne kan tyde på, at personen foran dig føler sig magtfuld. Det samme gælder fremskudte hofter og en tilbagelænet overkrop.

Krydsede ben siddende

Kvinder sidder ofte med krydsede ben – helt vanemæssigt – og uden det behøver at betyde noget som helst. Når benene er krydset, kan man ofte se, i hvilken retning interessen er. Er venstre ben for eksempel lagt over det højre, så peger den venstre fod mod højre – og det er i den retning, interessen og åbenheden er.

Læs også

Krydsede ben stående

Tegn på utryghed. Personen over for dig er på vagt og ikke helt tryg ved jeres dialog.

Hvilende ben

Når den ene ankel eller det ene ben hviler på det andet knæ, tyder det på magt, selvsikkerhed og konkurrencelyst.

Vippende ben

Vipper en person med sin fod eller sit ben, er det tegn på kedsomhed. Personen over for dig keder sig ved jeres samtale og er ikke mentalt til stede.  

Fødder

Ofte peger fødderne mod det, vi godt vil have, så hvis en fod peger mod dig, er det er godt tegn. Står I flere samlet i en flok, vil personerne ubevidst dreje den ene fod i retning af den person, der er dominerende eller mest interessant i flokken. Ændrer en person sin position, så fødderne peger væk fra dig, kan det betyde et ønske om at forlade samtalen.

Sådan afslører du løgneren

Kan man virkelig se, om et andet menneske lyver gennem dets kropssprog? Både ja og nej. De tydeligste tegn på løgn kommer, når den, der lyver, virkelig har noget på spil og er følelsesmæssigt engageret. Det handler om at kigge på de kommunikationskanaler, vi er dårlige til at kontrollere. En person, der taler sandt, udtrykker det samme med den kontrollerbare kommunikation (ordene) som med den ubevidste (kropssproget). Men er der en forskel på det, der udtrykkes med ord, og det, der udtrykkes med kroppen, skal du være opmærksom. Så led efter de modsætningsfyldte signaler.

Læs også

Blinker længere

Når den, der lyver, blinker, er øjnene ofte lukkede længere end hos personer, der ikke lyver. Det konstaterede den britiske Desmond Morries efter af have studeret menneskers adfærd ved politiforhør, og han mener, det er et ubevidst forsøg på at lukke omverden ude.

Kløen på næsen

Under en løgn har man en tendens til at klø sig på næsen. Et af de tydeligste eksempler på det, var da Bill Clinton i 1998 skulle fremtræde for en "Grand Jury" vedrørende Lewinsky-affæren. De amerikanske forskere Alan Hirsch og Charles Wolf lavede nemlig senere en analyse af videomaterialet fra forhøret og opdagede, at når Bill Clinton talte usandt, rørte han sin næse hvert fjerde minut, i alt 26 gange. Modsat da han talte sandt, hvor han slet ikke rørte ved sin næse.  

Hånden ved ansigtet

Håndbevægelser i nærheden af ansigtet kan også indikere løgn. Holder personen foran dig sig let for munden, kan det være et ubevidst forsøg på at forhindre løgnen i at komme ud. Det kan virke som et for åbenlyst signal på utryghed, så løgnere ender ofte i sidste øjeblik med at flytte hånden fra munden og op for eksempelvis at rette på brillen eller lave en fejende bevægelse på kinden.

Blik til højre

Vi bevæger øjnene forskelligt alt efter, om vi konstruerer eller erindrer. Og sommetider indebærer en konstruktion – altså et blik til højre – at vi lyver. Når vi husker noget, der reelt er sket, kigger vi til venstre, og når vi konstruerer eller opdigter, kigger vi til højre. Groft sagt.

Læs også

Er personen interesseret?

Vi udsender ubevidste signaler gennem vores kropssprog, når vi står over for én, vi er tiltrukket af. Du genkender selvfølgelig straks de helt åbenlyse signaler som blink, stjålne blikke og søde smil, men læg også mærke til dette:

Kopierer dit kropssprog

Personen begynder at tilpasse sig dit kropssprog – lægger du eksempelvis hovedet let på skrå, gør den anden det samme. Ligesom vedkommende tilpasser sig dit taletempo. At kopiere kropssprog og stemme er en af de ubevidste måder at vise, at kemien "passer” på.

Åbner kroppen

Den interesserede ”åbner” sin krop mod din – det vil sige, at personens krop vender direkte mod dig. Der er hverken krydsede arme eller glas imellem jer. Vedkommende står med adskilte ben langt fra hinanden og begge fødder plantet i gulvet med retning mod dig – et tegn på, at personen ikke er på vej væk, men gerne vil blive og tale.

Rolig på stolen

Sidder I ned, læner den interesserede sig frem mod dig og sidder lidt fremme på stolen. Er vedkommende tilpas i dit selskab og finder det, du siger, interessant, forholder personen fødder og hænder i ro.

Holder øjenkontakten

At holde øjenkontakten, mens der drikkes, er næsten ulideligt pornografisk for underbevidstheden. Gør den interesserede dét, udstråler vedkommende selvsikkerhed og en lyst til sex. Bliver personens pupiller oven i købet større under jeres samtale, er det også et fysisk tegn på interesse. En tommerfingerregel lyder, at hvis den interesserede holder øjenkontakten i 90 pct. eller mere af tiden, er der risiko for at fremstå ”seksuelt interesseret.”

Denne artikel er skrevet på baggrund af bøgerne ”Lær at læse tanker” af Henrik Fexeus og ”Kropssprogets psykologi” af Jacob de Lichtenberg.

Anbefalet til dig