Og det er han bestemt ikke alene med. Måneden byder nemlig vanen tro på masser af slankekure og på artikler om nye gode vaner, såsom at komme op til tiden. Men ved at forbinde måneden med noget helt andet, overlever Michael Robak den, skriver han.

KLUMME: Så ligger januar dér foran en. Hvid og kold og lang og dum. Det knirker under støvlerne og i hovedet. Bliver det nogensinde sommer igen? Lyst igen? Rart igen? Og hvad skal man i det nye år? 2015. Jeg har det allerede svært med det tal. For nylig læste jeg i avisen om den danske stormester i hukommelse, Mark Aarøe Nissen. Han er ret vild. Han kan for eksempel huske tallet pi med mere end 20.000 decimaler. Det begynder sådan her 3,1415926535 – og så ellers derudad. Han er i det hele taget en mand med interesse for tal. I artiklen fortalte hukommelsesmesteren, at hans yndlingstal er 1823. Han synes, det er et flot tal. Det blev jeg noget overrasket over. 1823 er for mig et virkelig grimt tal. Jeg synes, det er næsten lige så grimt som 1179 eller 1337.

Eller 2015. Jeg kan bedst lide lige tal. Det nye år er med andre ord bagud på point, så jeg må hellere huske mig selv på, at januar og begyndelsen på et nyt år også kan være andet end sorte morgener og brun sne – følelsen af blå mærker i ørerne, når vækkeuret ringer. Jeg blev engang far i januar. Alle, der har prøvet at blive forældre, ved, at man kan blive øjeblikkeligt forelsket i det lille nye menneske, der dufter af firkløvere og fremtid. Det blev jeg. Og pludselig var januar forandret. Så alt kan ske. Også i årets første måned. En anden gang i januar lå jeg i en stuelejlighed i Folehaven i København og kiggede på bilernes lysstriber, der fejede hen over loftet. Folehaven lyder muligvis som en blomstrende skovvej. Det er det ikke.

Det er en af Københavns mest trafikerede veje. Seks spor. Trafik døgnet rundt. Det kræver et medfødt lyst sind, hvis ikke man skal blive en lille smule mørk inde i hovedet. Højt oktantal, men jeg var lav på selvtillid. Jeg overnattede på en hård, brun sofa i stuen hos min skolekammerat Ask, han var den eneste ven, jeg havde i København dengang. Jeg var ankommet med min pølsetaske fra Djursland. Og selvom det var den første måned i 90'erne – bogstavelig talt – så følte jeg mig 80'er-kold og verdensfjern i stuelejligheden. Et par uger senere sidst i januar mødte jeg min værelseskammerat Jakob på den højskole, der skulle afbøde min sjællandske ensomhed. Han ankom med alle sine ting i et dejfad. No kidding. Han var filosofisk og krøllet og københavnsk. Jeg var lavtflyvende, afventende og jysk. Men vi blev venner. Og er det stadig.

Vi fortæller hinanden hemmeligheder og griner af de samme ting. Om et par uger har vi kendt hinanden i 25 år. Vores venskab begyndte om vinteren. I begyndelsen af et år. Af et helt årti. Måske giver det håb. I går var der en kollega, der spurgte mig, hvad jeg "har i ørerne", når jeg løber rundt om (en enkelt af) de københavnske søer. "En stemme, der siger, hvorfor fanden høvler du af sted i blødt tøj i frostvejr? Flyt dog til Miami eller Milano...," svarede jeg. Det var ikke det, kollegaen mente. Han ville høre, hvilken musik jeg hørte. Så svarede jeg på det. Høj popmusik. Der skal noget til at overdøve stemmen, der ikke kan forstå, hvordan vi overlever den frostknugede begyndelse på året. Men popmusik gør det ikke alene, det ved jeg, så jeg prøver at lune mig ved tanker om nyforelskede barnefødsler og evige venskaber.

I januar. Og prøver at bevare troen på, at et nyt år kan være en ny begyndelse. Også selvom 2015 burde have været et lige tal. I hvert fald, hvis det stod til mig.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: Er det så især kvinder, der ikke kan holde kæft?

LÆS OGSÅ: Robak om kæresten Cecilie Frøkjær: Derfor bor vi ikke sammen

LÆS OGSÅ: Sådan tænker mænd, når de har sex - bliver du forarget?