Natasha Al-Hariri
SPONSORERET indhold

Jurist og debattør Natasha Al-Hariri: “Er mænd klar over mængden af tid og penge, vi bruger på hårfjerning?”

Jurist og debattør Natasha Al-Hariri elsker Game of Thrones og synes, vi skal have det mere afslappet med kropsbehåring.

Af:: Stinne Kaasgaard Foto: Andreas Houmann
26. jul. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Hvad er det bedste og værste ved at være en del af den offentlige debat?
– Det bedste er de muligheder, det bringer med sig. Jeg får lov til at besøge og tale med 'rigtige' mennesker landet over. Dem, som vi debatterer, men som ingen rigtig gider tale med. Det værste er hadtaler og dødstrusler, der desværre følger med, når du kæfter op.

Hvornår har du sidst råbt af fjernsynet?
– Da Søren Krarup kaldte Emmanuel Macron for en "pæn, lille bøssedreng" i Debatten på DR.

Har du nogensinde overvejet at stille op til Folketinget?
– Jeg er blevet spurgt af flere partier, og jeg overvejer det hver gang, men jeg lander altid på samme svar: Jeg er helt overbevist om, at jeg gør mere nytte i at bekæmpe ulighed og magtstrukturer udenfor Borgen end indenfor. Og så er jeg ikke villig til at ofre min ikke-partipolitiske frihed.

Hvilken serie følger du med i?
– Jeg har glædet mig som en gal til den nye sæson af Game of Thrones. Jeg startede på den sidste forår efter længere tids stædighed, fordi jeg ikke ville se en serier om drager. Who was I kidding?

Hvilken kulturel oplevelse glæder du dig til?
– Jeg skal på Roskilde Festival for første gang, og jeg glæder mig så afsindigt meget til Nas, Solange og Princess Nokia.

Hvilken bog læser du for tiden?
– Mit forår har været vanvittigt, så boglæsning er en luksus, jeg har ser frem til at bruge sommerferien på. Jeg skal læse Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie, Transfervindue af Maria Gerhardt, Ebba af Garbi Schmidt og Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt.

Hvad er den næste rejse, du skal på?
– Jeg rejser til Beirut i Libanon med min mand og vores søn i sommerferien. Jeg er kommet der utrolig meget som barn og har stadig en del familie i landet. Og nu skal min familie endelig møde mit andet hjemland! Vi skal hike i bjergene, svømme i Middelhavet og spise humus og drikke limonade dagen lang.

LÆS OGSÅ: Martin Krasnik: "Prøv at læse en avis"

Hvad ved folk ikke om dig?
– At jeg klipper mit eget hår. Det er svært at finde dygtige frisører i København, som kan tilbyde faciliteter til kvinder, der bærer tørklæde, så det ender altid med, at jeg fikser det selv. Og det er ikke fordi, jeg er super dygtig til det.

I denne måned har vi i Eurowoman fokus på kroppen. Hvad er dit forhold til din egen krop?
– Jeg har egentlig haft det godt med min krop, så længe jeg kan huske. Men jeg fik et særligt forhold til den efter min graviditet og fødsel. Det er ret fascinerende, hvad kvindekroppen kan. Jeg græd, da jeg fik mit første strækmærke i syvende måned. Jeg synes, det var det hæsligste nogensinde. Men jeg er kommet ud af graviditeten med utallige strækmærker og et kejsersnitsar og har fundet mig til rette i min nye ham.

Hvilke tabuer omkring kroppen så du gerne blive nedbrudt?
– Hårvækst. Kvinder gror også hår. På overlæben, i ansigtet, i armhulerne, på maven. Alle steder. Forestillingen om den helt glatte kvindekrop er virkelig frustrerende. Er mænd klar over mængden af tid og penge, vi bruger på hårfjerning for at leve op til et ideal om glatte kroppe?

Hvad fylder efter din mening for meget i kropsdebatten?
– Jeg bliver rasende, når vi diskuterer, hvad vi beklæder vores krop med, og hvad der er rigtigt eller forkert. Og det er alt fra tørklæder til topløshed. Vi skal stoppe med at blande os i andres business.

Hvor påvirket er du af kropsidealer i medier og på sociale medier?
– Kropsidealer kan påvirke på forskellige måder. Hvis de kan være med til at hive mig op af sofaen og ud på løberuten, er det jo ikke så skidt. Men de er også med til at kaste unge piger og kvinder ud i usunde rutiner og påvirke deres selvopfattelse negativt. Ikke alle kan være hvide, slanke kvinder med store numser, faste bryster og lange stænger. Derfor følger jeg utrolig mange Instagram-profiler, der sætter fokus på kropspositivisme. Det er virkelig smittende.

Anbefalet til dig