Juleaften med svigerfamilien er parforholdets ultimative test. Ellers ville der næppe være lavet film om det, som fx 'Family Stone' med Sarah Jessica Parker i hovedrollen.
SPONSORERET indhold

Sådan overlever du første jul hos svigerfamilien: Step by step-guide

Tanken om, at der skulle laves nogle ting om ved den juleaften, du kender, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men faktum er, at når du har en kæreste, og I aftaler at holde jeres første jul sammen i hans familie, vil det blive en anden jul, end du er vant til.

Foto: Filmen: Familie Stone
30. nov. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Og ifølge vores eksperter er du nødt til at gå ind til seancen med paraderne nede. For i en anden familie, er der nogle andre regler, der gælder. Og hvis de (overraskende nok) ikke spiser din mors traditionelle julesalat hvert år, vil det sjældent være en god idé, at du diskret tager den med selv og skubber den ind på svigerfamiliens julebord. Vi har samlet et par råd til, hvad du kan gøre for at komme igennem aftenen uden at føle, at dine svigerforældre er The Grinch, der stjal din jul.

LÆS OGSÅ: En julaholics bekendelser: ”Jeg har allerede spist 5 kilo risalamande”

1. step: Du og din kæreste har aftalt, at I skal holde jul sammen for første gang. Og det skal være i hans familie.
Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard anbefaler, at du taler med din kæreste på forhånd, hvis du kan mærke, at det bliver grænseoverskridende for dig at skulle holde jul uden for din egen families skød. Forventningsafstemning er nemlig vigtig. Og det er også en hjælp for dig, hvis på forhånd ved, hvad der kommer til at ske. På den måde undgår du at blive fuldstændig forfærdet, når svigermor stiller flæskesteg på bordet med kartoffelchips til.

- Hvis du har svært ved at tale højt om dine tanker og følelser, når du er på udebane, kan det være en god idé at snakke med din kæreste om dine tanker inden juleaften. For så kan din kæreste måske videreformidle nogle af dine behov til sin familie, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Men det er også rigtig fint, hvis du selv har mod på at forventningsafstemme med dine svigerforældre.

- Sæt nogle ord på, at det betyder rigtig meget for dig, at I får and til middag, for det plejer I altid at gøre i din familie, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Forventningsafstemning er nøglen ifølge par- og psykoterapeut Ann Dalum.

- Graden af oplevet lykke - eller modsat, skuffelse - afhænger rigtig meget af forholdet mellem det, du oplever, og det, du havde forventet, der skulle ske. Så det er rigtig vigtig i forhold til din kæreste, at du lukker ham ind i dine ønsker og forventninger til juleaften, siger hun og tilføjer, at det vil få den effekt, at din kæreste kan sætte sig ind i, hvilke kompromisser, du indgår ved at holde jul med ham, siger Ann Dalum.

2. step: Du finder ud af, at de voksne ikke udveksler gaver, og at julemiddagen ikke består af julesalat i din kærestes familie.
Par- og psykoterapeut Ann Dalum er ikke så meget til, at du "sniger" en julesalat ind på bordet, uden nogen lægger mærke til det, eller som den eneste kommer med gaver.

- Jeg er mest fortaler for, at du er klar i spyttet. Men du kan jo godt sige, "jeg laver en rigtig god julesalat, skal jeg tage sådan én med?" Du kan godt tilbyde din hjælp, siger hun.

At holde jul sammen for første gang er en eminent anledning til at "øve" sig i sit parforhold ifølge par- og psykoterapeuten.

- At skulle holde jul sammen for første gang er en rigtig god forsmag på, hvad parforholdet også indeholder ud over kærlighed og samhørighedsfølelse. Nogle gange skal vi give, og nogle gange skal vi opgive egne forestillinger for at kunne fungere godt i et parforhold, siger Ann Dalum.

LÆS OGSÅ: Bedre end sokker: Her er 12 juleønsker, mændene selv skriver på listen

Essensen i parforholdet er netop, at du ikke altid kan få det, som du vil have det. Og sådan er det også med juleaften.

- Det kan ikke gøres både på din måde og på hans måde, siger Ann Dalum.

Camilla Carlsen Bechsgaard mener dog, at du er i din fulde ret til at give udtryk for dine ønsker.

- Du kan ikke tillade dig at stille krav, men du har jo ret til at give udtryk for dine behov. Personligt ville jeg selv være ligeglad med, hvad der blev serveret, men for nogen betyder det enormt meget, siger hun.

Hvorvidt det er okay, at du tilbyder at tage ris à la mande med – og på den måde sikrer dig, at den bliver lavet på den RIGTIGE måde – er en vurderingssag.

- Du har sikkert mødt din kærestes familie inden juleaften, så du må vurdere, hvor åbne eller hvor traditionsbundne de er. Hvis du generelt kan mærke, at det er en hyggelig og åben familie, der vil synes, at det er spændende med nogle input udefra, så synes jeg afgjort, at du skal tilbyde at bidrage med noget, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Men vær klar til at droppe idéen, hvis svigerfamilien foretrækker deres måde frem for din.

- Der er nogle familier, der er meget traditionsbundne, og vil synes, det er irriterende eller forstyrrende, at du stiller din julesalat på bordet. På nogle kan det virke decideret grænseoverskridende, hvis du gør det, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Du må altså vurdere, om du er villig til at sætte dit fremtidige forhold til din svigerfamilie over styr på grund af en julesalat.

LÆS OGSÅ: 9 julefilm på Netflix og andre streamingtjenester

3. step: Tænk over det første du gør, når du træder ind af døren hos dine svigerforældre.

Det er vigtigt at komme godt fra start det sekund, du træder ind af døren hos din kærestes forældre.

- Giv værtinden en lille sød gave og sig på den måde, at du har glædet dig rigtig meget, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Det sætter en god stemning fra start af med en venlig gestus. Og husk at tage de nysgerrige briller og antropolog-hatten på, råder Camilla Carlsen Bechsgaard.

- Vær iagttagende. Tænk på det hele som spændende i stedet for at lægge mærke til alle de punkter, hvor de gør det anderledes end i din egen familie. Tænk over hvilke af svigerfamiliens traditioner, du kunne tænke dig at tage med ind i dit kommende familieliv med din kæreste, og hvilke af dine egne, du vil beholde, siger hun.

Tænk på hele seancen som en rejse til et fremmed land: En spændende observation af en anden måde at leve på.

4. step: Din svigerfar begynder at læse Juleevangeliet højt. Og det strider imod alt, hvad du står for.
Det er bare ærgerligt. For dig.

- Hvis det betyder noget for din kæreste og hans familie at læse Juleevangeliet højt, så skal de have lov til det, og det må du selvfølgelig acceptere, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Ann Dalum er helt enig: Du er gæsten og må indordne dig under svigerfamiliens forhold. Og det kan du godt.

- Det er okay indimellem at sætte parentes om sig selv. Nogle gange må andre gerne fylde mere, end du gør, selvom det er meget umoderne i dag, hvor alt handler om mig, mig og mig selv. Vær rimelig og imødekommende over for, hvad andre har at komme med, for ellers er du ikke særlig god til at lave en sammensmeltning, siger hun.

5. step: Når juleaftenen står på, føler du dig lidt som outsideren.
- Det er ikke mærkeligt, hvis du føler dig lidt udenfor. For du har lidt en rolle som outsideren i forhold til din kærestes familie, som jo har holdt jul sammen i mange år, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Ann Dalum er enig. Hun mener også det er helt okay, hvis du er lidt skeptisk og urolig under juleseancen.

- Anerkend over for dig selv, at det er sådan, du har det. For hvis du skal prøve at være en anden, end den du er, så bliver det først kejtet. Så hav forberedt din kæreste på, at du er lidt urolig, og at du har brug for ham til at skabe tryghed. For selvfølgelig hører der uro og nervøsitet med i det her, så erkend, at du ikke kan være lige så afslappet og rolig, som du plejer at være, siger hun.

6. step: Der opstår en konflikt internt i familien
- Det kan være en idé at spørge din kæreste ind til, hvor det plejer at gå galt juleaften, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

For i en del familier er der tradition for at blive uvenner over de brunede kartofler, som der hvert år ikke er nogen, der kan huske, hvordan man laver. Eller måske ryger de i totterne på hinanden sent på aftenen, når alle har fået for meget rødvin (og portvin).

- Så du er forberedt på, hvornår du skal træde ekstra varsomt og for eksempel trække dig tilbage og gå i seng, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Derfor bryder vi os ikke om forandringer, når det kommer til julen
Men hvorfor synes vi, at bare tanken om, at der vil skulle foregå noget andet juleaften, end vi er vant til, er ganske ulidelig?

- Som ung har du stadig hele dit bagland med, når det kommer til jul, med "sådan plejer vi at gøre." Det er stadig i høj grad barndommens jul, der fylder, med hvad man spiser, hvordan ritualerne med julegaverne er og så videre. Og når du så samtidig måske skal være væk fra din egen familie for første gang juleaften, så kan der opstå et savn og lidt utryghed om formerne i svigerfamilien, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

LÆS OGSÅ: "Jeg begår mindst en dødssynd om dagen"

Ann Dalum mener, at der er en rent fysiologisk grund til, at vi ikke bryder os om forandring, når det kommer til juleaften.

- Menneskets hjerne er sådan indrettet, at vi godt kan lide gentagelser. Når vi genkender noget, giver det os tryghed og nærhed i vores nervesystem. Det, at træde væk fra de trykke rammer, kan i sig selv være urovækkende, selvom vi rationelt godt kan se, at der ikke er noget at være bange for. Når det så omhandler noget så traditionsbundet som julen, kan det godt sætte lidt mere ild under den uro, siger hun.

Det handler også om, hvad du har med hjemmefra. Lykke eller ulykke.

- Hvis du for eksempel har haft nogle lykkelige juleaftener, men siden mistet en forælder, kan det være meget smerteligt for dig, men samtidig vigtigt for dig at videreføre traditionerne for at ære den, du har mistet. Det kan også være, du ikke har haft særlig gode erfaringer med julekonceptet, og det kan derfor være, at det ikke er så svært for dig at indordne dig under andres traditioner, siger Ann Dalum.

I sidste ende skal du huske på, at du måske vil ønske at have din kæreste med til jul i din familie næste år. Og så vil du vel heller ikke være interesseret i, at han ikke kommer med pakker (for at ære sin families tradition), eller saboterer julefreden alene af den grund, at I ikke synger ti salmer inklusiv alle vers, inden I går om juletræet?

LÆS OGSÅ: 30 ting jeg burde have droppet, inden jeg fyldte 30

LÆS OGSÅ: 7 ting, der er fede at huske, hvis i går fra hinanden 

LÆS OGSÅ: Her er de bedste bøger, du kan give mændene i dit liv