Catherina Vienna

Foto: Peter Nørby og Mathilda Yokelin Catherina Vienna, 41, er designeren bag smykkefirmaet Shaped Emotions.

Se Catherinas vovede comeback efter sin skilsmisse: "Det har givet mig en følelse af at være tiltrækkende igen"

Catherina Vienna blev forladt af sin mand gennem otte år sidste sommer. Efter en tung sorgproces genfandt hun sin indre styrke og kvindelighed ved at få taget boudoiragtige billeder.

Catherina Vienna troede blindt på, at kærligheden ville overvinde alt. Så da hendes mand igennem næsten 8 år og faderen til hendes søn en dag ikke ville mere, gik livet pludselig i stå.

– Det kom som et chok. Måske kan kærligheden alligevel ikke overvinde alt, tænkte jeg. Det ramte mig meget på min identitet at blive forladt. Jeg fandt ud af, at meget af min identitet hang sammen med ham. Og det overraskede mig egentlig, fordi jeg ser mig selv som en selvstændig person. Jeg har altid hørt, at skilsmisse føles som et dødsfald eller som at miste en arm eller et ben. Det kan jeg nu skrive under på. Men at blive forladt tilføjer også en ekstra følelsesmæssig dimension af ikke at være god nok. Og den følelse ville jeg ikke gøre til min sandhed, så derfor brugte jeg noget tid på at finde ud af, hvordan jeg kunne komme den til livs. Sorgen skal have lov at være der, men følelsen af ikke at være god nok, den skal man ikke acceptere.

LÆS OGSÅ: Sølvi blev skilt tre gange: “Tabet af kernefamilien er for evigt”

Genfandt sin kvindelighed

Catherina følte, at skilsmissen havde tæret på hendes kvindelighed. Hun følte ikke længere, at hun kunne genkende sig selv. Den følelse affødte ideen om at få taget nogle kunstneriske, boudoiragtige billeder, så hun kunne se sig selv udefra, samtidig med at hun kunne få kontakt med sin kvindelige og feminine side igen.

– At føle mig som kvinde er en vigtig del af min identitet. Jeg kunne mærke, at min feminine power var blevet ramt, og den havde jeg brug for at få genetableret for at føle mig som mig selv. Jeg savnede leg, lethed og kontakt med min feminine side, og det tænkte jeg, at billederne kunne give.

– Min første tanke var, at det var lidt plat, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere tænkte jeg, at det var NU, det ville give mening. Der var noget stærkt over at få taget billederne midt i sårbarheden, og mens jeg var ved at genopbygge mig selv. Jeg fik taget billederne udelukkende for min egen skyld.

Som smykkedesigner havde Catherina tidligere fået taget stærke og stemningsfyldte billeder til sin virksomhed, og det udtryk ville hun gerne genskabe.

– Fotografen Mathilda Yokelin tager meget kunstneriske billeder, og hun har samtidig en fantastisk evne til at få en til at føle sig som den lækreste kvinde i hele verden, så det var naturligt at vælge hende til projektet. Vi talte længe om, at billederne ikke skulle være se-mig-lige-billeder, men at de skulle vise sårbarhed kombineret med kvindelig power og en fuck-it-følelse. Det var vigtigt, det blev en leg, og vi eksperimenterede derfor med forskellige looks og udtryk. Fra det helt tildækkede til det nøgne look. Jeg fik ikke lov til at se billederne, mens Mathilda "skød", for jeg skulle bare være i oplevelsen og ikke tænke over, hvordan jeg så ud. Bagefter følte jeg mig modig, lækker og lidt genfødt.

LÆS OGSÅ: Anne Mette løb sig ud af sorgen, da hendes mand pludselig forlod hende en søndag eftermiddag for tre år siden

Et powerfuldt minde

Billederne har været med til at genetablere den kvindelighed, Catherina følte, at hun havde mistet med skilsmissen, og sende følelsen af ikke at være god nok på porten.

– Måske kan det virke overfladisk, men sådan var det ikke inde i mig. Der var en dyb connection med den del af mig selv, som jeg havde mistet. Billederne blev født i en meget introvert energi. At kunne se mig selv udefra og genfinde det smukke i mig selv har gjort noget godt for mig. Man kan have svært ved at føle sig tiltrækkende, når man er blevet forladt, men det har givet mig en følelse af at være tiltrækkende igen. Når jeg ser billederne, er jeg stolt af dem. Jeg synes, de er virkelig smukke. Og det er samtidig også et powerfuldt minde om denne her periode. Jeg har nu et fysisk minde om, at jeg i den sværeste periode i mit liv faktisk formåede at finde frem til en styrke og selvkærlighed, der føltes tabt. På den måde er billederne blevet et positivt minde fra en periode, hvor jeg var helt nede.

– Man må finde de steder, hvor man kan tage sin power hjem, og det gjorde jeg med billederne.

LÆS OGSÅ: "Vores historie er en kærlighedshistorie - trods alt"

LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Jeg tror på det tilfældige kærlighedsmøde"

LÆS OGSÅ: Charlotte Bircow Næss-Schmidt: “Jeg har aldrig fundet den helt store kærlighed”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Skilsmisse og Parforhold