iben dorner

Skuespiller Iben Dorner: ”Han giver mig en ro og en klarhed, jeg ikke har så nem adgang til selv”

Det kan være svært at kende sine egne grænser. Det ved skuespiller Iben Dorner, der er kendt fra sin rolle i DR-serien Borgen og Netflix-serien Kastanjemanden. Heldigvis har hun mødt en mand, som er god til det – også på hendes vegne.

Iben Dorner er indbegrebet af en 13-talspige, som først arbejder benhårdt for at komme ind på skuespilskolen og siden for at slå sig fast som skuespiller. Men hun har så svært ved at sætte grænser og mærke efter, at hun i starten af trediverne gik helt ned med flaget.

”Jeg er ret dårlig til at mærke efter og sætte grænser. Og jeg arbejder i en ret grænseløs branche, hvor man hurtigt bliver ædt, hvis man ikke gør netop det,” fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Lykkeligvis mødte hun en mand, der er ret god til at mærke efter. Også på hendes vegne, forklarer hun.

Iben Dorner mødte sin mand gennem deres fælles ven – skuespiller Esben Dalgaard – og selvom hun i starten holdt ham lidt ud i strakt arm, fordi hun var virkelig træt af mænd på det tidspunkt, måtte hun alligevel overgive sig, for han var både smuk, klog og talentfuld, fortæller hun.

”Daniel er billedkunstner. Vi er begge to meget optagede af og passionerede omkring vores arbejde. Og han kunne aldrig finde på ikke at bakke mig op i det, jeg gerne vil. Men han kan fornemme – længe før jeg selv kan – når noget bliver for meget. Og han giver mig en ro og en klarhed, jeg ikke har så nem adgang til selv. Han er totalt manden i mit liv. Min trygge favn og min fortrolige.”

Gaven, der bliver ved med at give

Sammen med Daniel Svarre har Iben Dorner to børn. Og lige så hårdt, det har været at blive forældre, lige så stor en befrielse har det også været.

”Det var enormt fedt at få fokus flyttet et andet sted hen end på en selv. Begge vores fag er i virkeligheden meget sårbare. Nogle skal hyre mig som skuespiller, og nogle skal købe Daniels skulpturer. Vi er afhængige af, hvad andre synes om os, og hvordan de værdisætter det, vi laver. Og vi har været meget afhængige af den anerkendelse udefra. Også på et personligt plan. Men efter vi fik børn, er det blevet langt mindre vigtigt. Fordi vi bliver fyldt op indefra. Af vores børn og af den familie vi har skabt.”

Læs det fulde interview på linket nedenfor.

Om Iben Dorner

  • 44 år.
  • Skuespiller og kendt fra bl.a. julekalenderen Pagten, DR-serien Borgen og Netflix-serien Kastanjemanden, der indbragte hende en Robert for Årets Kvindelige Birolle.
  • Bor på Amager sammen med sin mand og parrets to børn på 11 og 6 år.
  • Aktuel i filmen Synkefri, der er en gribende filmatisering af hændelserne efter forliset ud for Hirtshals Havn, som i 1981 koster ni redningsmænd livet. Filmen er i biografen fra 30. november.