Ugens bøger

Ugens bøger: "Hugh Grant er også blevet voksen"

En roman i stil med Bridget Jones og en anden om weltschmerz. Læs, hvad ALT for damernes anmeldere mener om bøgerne, og om en ny bog om John F. Kennedys samtaler og diskussioner som præsident.

Morsomt – for længe siden


"Den evige toer"

Af David Nicholl

Gyldendal, 420 sider, 299 kr.

David Nicholls høstede stor succes med den bittersøde roman "Samme dag næste år", filmatiseret af Lone Scherfig. Nu udgives på dansk en af hans tidligere bøger, "Den evige toer" – om antihelten Stephen McQueen, skuespiller og primært stand-in for de ægte stjerner. Nicholls er en flydende, underfundig fortæller af historien om Stephen, den forsagte klovn, der drømmer om at blive til noget. Han når bare aldrig videre: Hans ekskone er skrap, hans datter er nervøs, og han ender selv med at forelske sig dumt i stjernen Joshs kone og te sig tåbeligt efter for mange drinks. Sjovt? Narh. Jeg er moderat underholdt, men aldrig rørt – Hugh Grant, Jude Law og Colin Firth er også blevet voksne, siden Bridget Jones var hot for alvor. ap

LÆS OGSÅ: Her er sexbøgerne, der overgår Fifty Shades

Ugens bøger: 'Hugh Grant er også blevet voksen'


Lidt for cool

"Aber dabei"

Af Julia Butschkow

Samleren, 186 sider, 249,95 kr.

Der er liv og død og en hel masse verdenssmerte indbygget i hver enkelt af personerne i Julia Butschkows seneste roman – "Aber dabei", har hun kaldt den, og stemningen i bogen er præcis så kølig, som titlen antyder. Kollektivet af personer befinder sig på p-afdelingen, fra pornovilde Ivan til overlæge Jens Martin og den anorektiske forfatter, der er ved at dø, Maria, der fortæller og forfører lægen, mens konen, Ingrid, går hjemme og gør rent. Det er sørgeligt. Det er også velskrevet, absolut – og midt i al sygdommen og tristessen bobler passionen bag de sårede overflader, så den lille roman alligevel ender med at blomstre fint. ap

Ugens bøger: 'Hugh Grant er også blevet voksen'

BOGNYT

Hemmelige optagelser fra Det Hvide Hus


I juli 1962 fik præsident John F. Kennedy installeret et skjult optagesystem i Det Hvide Hus. Den reelle årsag vides ikke, men ønsket om at sikre sig dokumentation for sine præsidentielle beslutninger kan have været motivet. I bogen "Medhør" er nogle af de mest intense samtaler og diskussioner samlet. John F. Kennedy blev præsident i USA på et tidspunkt, hvor han blev stillet over for komplekse problemstillinger. Bl.a. nåede kravet om borgerrettigheder kogepunktet, mens man frygtede en atomkrig. Bogen giver et indblik i, hvordan præsidenten styrede nationen i en usikker og faretruende tid. Det er guf for historienørderne og for dem, der elsker at være med på en lytter. jm Rosenkilde & Bahnhof, 314 sider, 349,95 kr.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden