4 verdenskendte kunstnere, du skal kende, hvis du elsker blomster

Der er blomster over det hele. I moden, hvor Guccis Alessandro Michele har sendt den ene blomstereng af en kollektion efter den anden ned ad catwalken, på møbel- og pudetekstiler fra The Apartment og Svenskt Tenn, tapeter af William Morris, der netop er blevet udstillet på Nivagaard, og i blomsterbutikker, der skyder op i nye formationer, hvor den klassiske buket nyfortolkes. Som hos Tableau i København, der sælger indfarvede turkise liljer, koboltblå orkideer og de allestedsnærværende pastelfarvede brudeslør, som ikke ligefrem ligner noget, du lige har plukket i en grøftekant.

LÆS OGSÅ: Kender du denne danske billedhugger, der endnu ikke har fået den anerkendelse, hun fortjener?

Kærligheden til og fascinationen af blomster går langt tilbage. Den britiske kunstnersammenslutning Bloomsbury fra begyndelsen af det 20. århundrede blev kendt for dekorative blomstermotiver, geometriske mønstre og fuld knald på farvepaletten. Gruppen, der bl.a. bestod af kunstnere, intellektuelle og forfattere som Virginia Woolf, E.M. Forster og John Maynard Keyne, er kendt for dens dekorative stil, fra det abstrakte til det figurative, og var det britiske svar på modernismen.Og selv om navnet i høj grad passede til den kunstneriske stil, stammer Bloomsbury egentlig fra et område i Londons West End, hvor medlemmerne af gruppen boede, arbejdede og studerede.

Medlemmerne nægtede godt nok, at være en del af en gruppe, men var forbundet af en fælles overbevisning om kunstens vigtighed. De var bl.a. inspirerede af den britiske filosof George Edward Moore, som sagde: “De afgørende ting i livet er kærlighed, skabelsen af og nydelsen ved den æstetiske oplevelse og erhvervelsen af viden.”

Bloomsbury-gruppen mødtes for at dele deres fælles livssyn, som var dybt inspireret af litteratur, æstetik, kritik og økonomi såvel som et moderne syn på feminisme, pacifisme, seksualitet og naturligvis kunst. De mente, at finere kunst burde være en del af hverdagens rum, at design af alt fra tæpper til brandriste i princippet skulle tildeles samme opmærksomhed, som man traditionelt havde givet maleri og skulptur, og afviste at skelne mellem finere og dekorativ kunst.

Alfa Omega

I 1910 blev maler og kritiker Roger Fry en del af Bloomsbury-gruppen. Tre år senere etablerede han de såkaldte Omega Workshops med det formål at give sine kunstnervenner mulighed for en ekstra indtægt ved at designe møbler, tekstiler og andre husholdningsartikler. Roger Fry mente, at kunstnere kunne designe, producere og sælge deres egne værker, og at forfattere ligeledes selv kunne trykke og udgive deres egne bøger.

Omega Workshoppene var tæt forbundet med Hogarts Press, et forlag grundlagt af forfatterparret Virginia og Leonard Woolf. Et af de mest anerkendte medlemmer af Omega var kunstner og indretningsdesigner Vanessa Bell, Virginia Woolfs søster, som designede alle sin søsters bogomslag. Sammen med den britiske maler og designer af keramik, scenografi og kostumer, Duncan Grant, blev Vanessa Bell medindehaver af Omega Workshoppene.

Bell og Grant insisterede på, at værkerne skulle vises anonymiseret og kun markeres med bogstavet “omega,” fordi de ville sikre sig, at værkerne og tingene blev købt alene for kvaliteten, og ikke på grund af kunstnerens ry. Ud over at tilbyde en bred vifte af malede møbler, vægmalerier, mosaikker, farvet glas og tekstiler, stod Omega Workshoppene også bag indretningsdesign for forskellige rum til boligen. Produkterne var generelt meget dyre og henvendte sig til et eksklusivt marked.

Kunstnerne og designerne fra Bloomsbury var inspirerede af bl.a. freskoer fra den italienske renæssance, neoklassicistisk indretning fra 1700-tallet, portugisiske fliser, kunstneren Paul Cézanne, fauvismens eksperimenterende farver, engelsk kunst og håndværk og de rene geometriske former fra islamisk design. Med alt fra simpel, rustik kunst og håndværksinspirerede stole og borde til art deco-inspirerede skriveborde og skabe, var Bloomsbury først og fremmest en fryd for øjet.

Det var både godt produceret, funktionelt og med bl.a. inskriberede motiver, dansende figurer og gentagende mønstre af farver og former – ofte malet ud over de møbler, de allerede ejede. Bloomsburys tæpper var var ofte med abstrakte former med dæmpede motiver, mens møbelpolstringen var præget af flydende, lyse former. Foruden interiør designede Vanessa Bell også en lang række kjoler.

Arven fra Bloomsbury

I 1914 indledte Vanessa Bell et forhold til Duncan Grant, som varede resten af hendes liv, selv om han var homoseksuel. De flyttede sammen med hendes to sønner og Grants elsker, forfatteren David Garnett, til Charleston House, nær Sussex i det sydlige England og fik datteren Angelica sammen i 1918.

Bell og Grant skabte kunstfærdigt interiør, malede originale freskoer på vægge og døre, malede møblerne, hang deres malerier og tegninger overalt i huset og dekorerede i øvrigt med tekstiler og keramik fra Omega. Huset blev centrum for Bloomsbury-gruppens kunstneriske og litterære aktiviteter i de næste 64 år, og står i dag som i 50’erne som et levende eksempel på Bloomsbury-livsstilen og er åbent for besøgende.

LÆS OGSÅ: Peter Ibsen: "På den måde genopliver jeg et værk, og den måde jeg ser på det"

En række dårlige økonomiske beslutninger og interne konflikter bidrog til lukningen af designkollektivet Omega i 1919, men den frie og moderne livsstil, som Omega stod for, fik stor indflydelse på de følgende årtier. Selv om Bloomsbury-gruppen fortsatte deres arbejde indtil 50’erne var det Omega Workshoppene, der kom til at repræsentere æstetikken i Bloomsbury – og ideerne om den menneskelige natur, tid og død og om de essentielle værdier som sandhed, kærlighed og skønhed.

Blomsterkunst

En ørkenvej, en fuglefjer, en luftig sky og et regndryp. Naturen og alle dens vidundere har til alle tider været en stor inspiration for kunstnere og designere. Og for nogle har blomster, i alle former og størrelser, levende og kunstige, i foto, maling, skulpturer, arkitektur og tekstiler, defineret deres værk. Vi har set nærmere på fire af dem.

Georgia O’Keeffe (1887-1986)

Georgia O’Keeffe voksede op i en søskendeflok på syv på en gård i Wisconsin og studerede senere på The Art Institute i Chicago og The Art Students League i New York. I 1915 sendte hun en serie eksperimenterende kultegninger til en tidligere klassekammerat, som præsenterede dem for fotografen Alfred Stieglitz, som var medejer af galleriet 291 i New York. Stieglitz mente, at tegningerne var det “reneste, fineste, mest oprigtige, som havde fundet vej til 291 i meget lang tid.”

Galleriets formål var at promovere værker fra avantgardekunstnere og fotografer, og galleriet var det første af sin art, som udstillede værker af Georgia O’Keeffe i 1916. Stieglitz, som var mere end 20 år ældre end O’Keeffe, arrangerede, at hun kunne flytte til New York, hvor han støttede hende økonomisk. Selv om hun var gift, flyttede han kort efter ind i hendes lejlighed, og efter hendes skilsmisse, blev de gift i 1924. Takket være Stieglitz’ evner som gallerist, blev O’Keeffe allerede i slutningen af 20’erne en anerkendt kunstner.

O’Keeffe lavede omkring 200 blomstermalerier – hendes første i stor skala var Petunia, No. 2, som blev udstillet første gang i 1925. Andre større nærmotiver af blomster er Oriental Poppies og adskillige malerier af den røde cannablomst, som mange mente repræsenterede de kvindelige kønsorganer – noget hun hele sit liv nægtede. I 2014 blev O’Keeffes maleri Jimson Weed fra 1932 solgt for 44.405.000 dollar, mere end tre gange så meget som den tidligere verdensrekord for en kvindelig kunstner på auktion. Efter hendes død blev Georgia O’Keeffe Museum etableret i Santa Fe, New Mexico, som inkluderer hendes hus i den lille, nærliggende by Abiquiu, hvor hun boede fra 1949 til sin død i 1986.

Frida Kahlo (1907-1954)

Som hendes ikoniske øjenbryn var den mexicanske maler Frida Kahlos kunst vild og utæmmet, og på trods af, at hun var i fængsel i sin krop i det meste af sin ungdom pga. sygdom, var hun meget frigjort både seksuelt og som kunstner. Frida Kahlo har som ingen andre kunstnere fra det 20. århundrede givet liv til den mexicanske folklore, ofte i levende farver og med et surrealistisk, magisk touch – og med autobiografiske elementer, som udforsker spørgsmål om identitet, køn, klasse og race.

Magdalena Carmen Frida Kahlo y Caolderon, som hendes fulde navn var, voksede op i Coyoacán, tæt på Mexico City. Hun fik diagnosen polio som barn og var som 18-årig lovende studerende på vej til lægestudiet involveret i et alvorligt uheld, som ændrede hendes liv radikalt og medførte livslange smerter. Under sin mange måneder lange indlæggelse opdagede hun sin passion for at male.

LÆS OGSÅ: Har du nogensinde set det fredede Salamihus på Christianshavn? Kom indenfor

I 1927 blev hun medlem af det mexicanske kommunistparti, hvor hun mødte den allerede anerkendte maler Diego Rivera, som hun blev gift med året efter. Frida Kahlo brugte et årti på at rejse rundt med sin mand, mens hun primært malede mindre selvportrætter, som fangede interessen hos Julien Levy Gallery i New York, hvor hun havde sin første soloudstilling i 1938, efterfulgt af en udstilling i Paris året efter. Den ledte til, at Louvre købte maleriet The Frame og gjorde Frida Kahlo til den første mexikaner i det parisiske museums samling nogensinde. Alligevel var det ikke før 1953, kort før sin død det efterfølgende år, at hun havde en soloudstilling i sit hjemland Mexico.

Frida Kahlos aske er opbevaret i en førcolumbiansk urne i hendes tidligere hjem, La Casa Azul (Det Blå Hus), som i dag fungerer som museum, hvor en stor del af hendes værker kan ses, og 55 ud af 143 malerier er selvportrætter med anatomiske referencer. Frida Kahlo blev ikke bredt anerkendt før efter sin død, men siden 90’erne er hun blevet hyldet internationalt som feministisk ikon.

Josef Frank (1885-1967)

Det svenske designfirma Svenskt Tenn blev grundlagt i 1924 af Estrid Ericson, som 10 år senere rekrutterede den østrigske arkitekt Josef Frank. Sammen skabte de det elegante, modige og mønstrede indretningsdesign, som den dag i dag stadig gennemsyrer stilen hos Svenskt Tenn. Josef Frank repræsenterede et friere, mere kunstnerisk stilideal og udviklede sin egen modernisme med værdier som komfort og varme og med fokus på levende farver. De ekspressive, botaniske temaer var hans varemærke.

Josef Frank voksede op i Wien i en jødisk familie og studerede arkitektur på en Kunstgewerbeschule, en særlig tysk kunstskole, som eksisterede i tysktalende lande fra midten af det 19. århundrede. I 20’erne designede han boliger og store boligblokke og etablerede firmaet Haus & Garten med Oskar Wlach og Walter Sobotka, som i mellemkrigstiden blev det mest indflydelsesrige i Wien. Som en af modernismens frontfigurer, og en stærk fortaler for funktionel form, stillede Josef Frank tidligt spørgsmålstegn ved modernismens pragmatisme.

Han anerkendte ikke den franske arkitekt Le Corbusiers tro på hjemmet som en “maskine, man kan bo i.” Tværtimod troede han på en friere, anti-doktrinær og mere kunstnerisk tilgang til stil. Han brugte i høj grad naturen som kilde til inspiration og sigtede mod at inkludere naturens farver og former i sine interiører for at være i stand til at indånde og udstråle frihed selv i lukkede rum og opfattede “rørformede stålmøbler” som en trussel mod menneskeheden.

I 1933 forlod Josef Frank Østrig pga. den stigende antisemitisme og emigrerede til Sverige, hans kone Annas hjemland, hvor han levede til sin død i 1967, dog afbrudt af en periode fra 1939 til 1947, hvor han boede og arbejdede i USA. På trods af at være en immigrant i en periode med krig var hans design legesygt, intimiderende og fyldt med farver – tidløst, elegant og stadig relevant i dag: 45 ud af hans 160 af hans design bliver i dag stadig produceret og solgt at Svensk Tenn i Stockholm.

Takashi Murakami (1962-)

Når Takashi Murakami skal beskrive sine værker, siger han: “For at være helt ærlig, så kunne jeg slet ikke lide blomster til at begynde med, men som jeg fortsatte med at undervise, ændrede mine følelser for blomster sig: Deres dufte, deres former – det gjorde mig nærmest fysisk syg, og samtidig fandt jeg dem meget ’søde.’ Hver enkelt så ud til at have sine egne følelser, sin egen personlighed.”

Den japanske kunstner Takashi Murakami er retfærdigvis blevet kaldt popkunstner – med sit arbejde med kommercielle medier som mode, merchandise og animation. Alligevel er han kendt for at udviske linjerne mellem ’høj’ og ’lav’ kunst ved også at udføre finere kunst med udstillinger på museer som Museum of Contemporary Art i Los Angeles og Guggenheim Museum i Bilbao. Murakami er født og opvokset i Tokyo og var fra en ung alder en stor beundrer af de japanske komiske genrer som anima og manga.

Efter at have fuldført sin uddannelse i japansk maleri på Tokyo National University of Fine Arts and Music, debuterede Murakami på den 46. Biennale i Venedig i 1995, men hans egentlige succes kom med de kommercielle samarbejder. Efter at have kurateret en udstilling i 2002 på Cartier Foundation for Contemporary Art in Paris, fik han kendisstatus, da han blev udpeget af Marc Jacobs til at lave accessories for Louis Vuitton.

Selv om kritikere har anklaget ham for at sælge ud af sin kunst pga. hans kommercielle tilgang til den – hvor han i øvrigt er blevet sammenlignet med kollegaen Andy Warhol – er han en indædt kritiker af den vestligt dominerede kunstverden. I trods har han derfor etableredet bevægelsen Superflat, et navn, som både refererer til de flade kompositioner i den historiske japanske kunsttradition, såvel som sammensmeltningen mellem kunst og reklame. Superflat er således Murakamis måde at sammenkoble japansk kunsthistorie med samtidig popkultur i skøn forening.