GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Jo Riis
Foto: Hasse Nielsen Jo Riis-Hansen (f. 1973) er efter en pause tilbage som smykkekunstner.

Hendes smykker bliver efterspurgt af alle de store forhandlere, men hun takker nej

Hun var en del af en ny guldalder for dansk smykkekunst i 00’erne, og efter en tænkepause, en flirt med keramik og tid til at være mor, er guldsmed Jo Riis-Hansen tilbage. Ikke som designer. Men som smykkekunstner og fri sjæl med luft under vingerne.

Vi rykker vores aftale et par gange over sms. For Jo Riis-Hansen har en af de der hverdagsmorgener, hvor kabalen lige skal gå op, inden der er tid til at snakke om liv og kreativitet. Men da døren åbnes til det lille kartoffelrækkehus, er hun afslappet i yogabukser, chunky hvid strik og sneakers. Hun serverer stærk kaffe i keramik, “mine forsøgskopper,” lunet havremælk, vindruer i klaser og rødbedejuice.

– Og så har jeg købt de helt store croissanter.

Stemningen er løftet til trods for, at det er en grå tirsdag formiddag. For efter en længere kreativ pause er guldsmed og smykkeentreprenør Jo Riis-Hansen tilbage som smykkekunstner. På sine egne præmisser.

– Jeg øver mig i at sige nej. Men de hiver i mig. Net-a-porter.com og Mytheresa.com, alle de store kunder. Og jeg kan godt have søvnløse nætter og få ondt i maven over alle de muligheder, jeg afviser, siger hun uden at virke vaklende.

– Men jeg holder fast. Det er ikke det værd. Så skal jeg til at levere faste kollektioner og vride mig selv igennem det kommercielle maskineri igen. Og så går jeg kold og skal genopfinde mig selv én gang til. Det vil jeg ikke.

Jo Riis.hansen
Foto: Hasse Nielsen.
Jo Riis.hansen
Skitser, pensler og Jos nye øreringe, som kan købes hos Etage Projects i København. Se mere på @joriishansen og Etageprojects.com. Foto: Hasse Nielsen.

Det er svært at gå fra hundrede til nul. Men det gjorde Jo Riis-Hansen. For tre år siden. Sammen med guldsmeden Line Hallberg skabte hun under navnet Line & Jo i 2007 en ægte og verdensomspændende designsucces med smykker til den moderne kvinde. Duoen lærte os, at øreringe ikke nødvendigvis kommer i par og gerne må danne en række op langs øret, og ændrede opfattelsen af, at ‘modesmykker’ ikke kunne have tidløs designkvalitet og skabes i ægte metaller. Guld, sølv, diamanter, safirer, koraler og turkiser formet som stjerner, halvmåner, blomster, fjer og hjerter med skarpe detaljer og en poleret overflade, som var smykkerne overtrukket med mat silke. De var pionerer.

Men glæden ved mere, hurtigere og bedre var forsvundet. Jo Riis- Hansen havde bredt sig over for meget og følte ikke tilfredshed i noget af det længere. Så hun sagde stop, og først for ganske nylig er hun gået i gang med at tegne, lodde og tænke i metaller igen. Resultatet er nogle skulpturelle, opulente og organiske øreringe, som har fået mange kvinder til at stoppe op med åndenød.

LÆS OGSÅ: Charlotte Lynggaard: "Jeg har fået et forhold til min far, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke vi havde arbejdet sammen"

– Det er et andet segment, jeg når ud til nu. Det er ikke smykkekunder, mine ting henvender sig til, fortæller den spinkle designer, der ikke er bange for at fjerne modemærkatet fra sin person eller sin produktion og bevæge sig i en mere kunstnerisk retning.

– Min nye stil bygger på sindssygt mange erfaringer. Jeg troede, at min kompetencecirkel var kæmpestor, men det er gået op for mig, at den er ganske lille. Og jeg tror ikke på, at vi alle sammen skal være generalister. Hvis alle gjorde det, de er gode til, ville alt gå meget bedre; og alle ville kunne tjene penge på det.

Guld og grønne hoser

Jo Riis-Hansen er ikke i tvivl om, at hendes forkærlighed for feminine universer, pynt og alt, der glimter, er vokset ud af hendes barndom. Af samme grund står der også et gigantisk dukkehus midt i stuen i dag.

– Det er indbegrebet af alt det, jeg ikke måtte få, da jeg var barn.

Jo voksede op i et kollektiv, og hendes mor klædte hende i uldne sweatre og brune fløjsbukser. Barndommen var fyldt med varme, men meget lidt skønhed.

– Alt var grimt. Jeg var ikke specielt dygtig til at gå i skole og tænkte allerede i 5. klasse, at jeg måtte finde en anden plan.

Jo Riis-Hansen vidste, at hun var god til at blande mønstre, former og materialer.

– Alle de kreative ville på Designskolen. Men jeg gad ikke at sidde og sy tøj. Så jeg måtte finde min egen vej, og jeg faldt nærmest over tanken: “Hvad med et håndværk som guldsmed? Det gør jeg sgu!" Og så gik jeg benhårdt efter det.

Jo Riis-Hansen kom i lære hos Marlene Juhl Jørgensen i 1995, og det var sjovt.

– Jeg var lærling hos hende i fem år, mens jeg gik på teknisk skole. Dengang var de fleste lærepladser, du kunne få som guldsmed, noget med mænd i træsko, kedeldragt og ordrer om at feje gulv. Hos Marlene var alt skønhed og kvindelighed. Hun var tæt på og til at arbejde med. Og hun var fascinerende. Hun var en af de første overhovedet, der lavede smykker, som ikke var guldsmedhåndværk, men en kvindes æstetiske udsmykning.

Jo Riis.hansen
Jo Riis-Hansen i top fra Proenza Schouler foran væggen med børnetegningerne og sin “forsøgskop” som keramiker. Foto: Hasse Nielsen.
Jo Riis.hansen
Jo Riis-Hansen brugte keramikken til at genopfinde sig selv. Hun havde brug for at prøve at være dårlig til noget. Foto: Hasse Nielsen.

Jo Riis-Hansen fandt en ny grammatik, og nu skulle den omsættes til hendes eget sprog.

Hun blev færdig som guldsmed i 2001 og ville bygge en designuddannelse i Barcelona ovenpå. Hun vendte dog hjem efter to måneder, fordi hun ikke kunne to ord spansk og fandt et lille lokale i Møntergade. Hun gav sig selv en række dogmer. På seks måneder skulle hun have en butik, nogle kunder og en personlig signatur.

– Jeg var 27 og utålmodig, og jeg anede ikke, om jeg kunne designe. Jeg følte, at jeg udstillede min bare røv og nøgne sjæl i vinduet på den butik. Det var angstprovokerende. Guld er dyrt, så jeg måtte lave fine sølvsmykker og spinkle guldsmykker. Og så lå butikken i Marlenes baghave, så jeg måtte ikke lave noget, der lignede hendes ting. Jeg skulle bruge de teknikker, jeg havde lært, på en helt ny måde.

LÆS OGSÅ: Naja Munthe: "Jeg tror ikke, man kan uddanne, tænke eller købe sig til de evner, dem er man født med"

Benspændende hjalp. For hun trak på minder, indskydelser og det faktum, at hendes bedste venner tilhørte dansk modes inderkreds.

– Jeg lavede sølv, der var forgyldt, men også ting med udgangspunkt i min barndom. Papegøjeøreringe og hjerteringe med koraller, der lignede automatringe. Det var en blomstrende periode, og alt var på vej op. Der var ikke den der modetilgang til smykker inden den tid. Det hele blev skabt i de år. Der kom en redaktør fra Vogue ind i min lille butik. Hun ville gerne låne en af hver af smykkerne til en redaktionel historie, men jeg havde intet varelager, så jeg sagde nej. Til Vogue.

Det satte noget i gang. Også privat.

Smykkerenæssance

– Jeg har altid haft et rigt indre liv og fyret ekstra op udadtil for at dække over usikkerheden. Psykisk var jeg ret flagrende, indtil jeg i 2003 mødte Hasse (Nielsen, Jo Riis-Hansens mand og modefotograf, der også har taget billederne til denne artikel, red.)

Jo Riis-Hansen var blevet gode veninder med designeren Yvonne Koné, der er Hasses ikke-biologiske søster. Og selv om både Jo og Hasse var i forhold, da de mødtes, var Yvonne overbevist om, at de passede sammen. Og hun fik ret. For da Jo brød med sin kæreste, ringede hun til Hasse.

– Jeg spurgte, om han ville være min man friend. Han var også blevet single i mellemtiden, så vi drak en kop kaffe, og tre uger senere flyttede han ind i min toværelses lejlighed på Islands Brygge. Alt var bare nemt med ham. Hun smiler henført.

– Vi havde det psykisk trygt. Det lyder kedeligt, men det var pissesjovt. Vi sad der med vores smarte titler, upcoming smykkeartist og modefotograf, i en lille, billig lejlighed med livet foran os og var sammen i fem år uden børn. Det var en god investering, for vi har altid de år at læne os tilbage på. Pludselig gik der jo alvor i den med stor lejlighed, bil og boliglån. Og to børn (parret har Sylvester på 10 og Yoko på seks, red.) En fin, men ny alvor.

Jo Riis.hansen
På badeværelset hænger lampe designet af Vittoriano Viganò for Astep, fotokunst af Jos mand Hasse Nielsen og reol fra USM. Foto: Hasse Nielsen.
Jo Riis.hansen
Bord, smyk dig. Guldsmykker og keramik, begge designet af Jo Riis-Hansen. Foto: Hasse Nielsen.

Jo Riis-Hansen havde mødt Line Halberg på teknisk skole, og hun inviterede Jo til at være med i smykkefællesskabet Arena sammen med tre andre. Det blev en øjeblikkelig succes. For hvor mange danske smykker var i slået sølv, bestod af troldekugler på snor eller chunky bijouteri med similisten og guldbelagte lænker, kunne Arena tilbyde noget helt andet. Noget nyt og uventet. Designerne kreerede enkle og indbydende designs med quirky detaljer, i ægte materialer og et prisskilt, der tvang den trendy teenager til at spare sammen, mens den unge singlekvinde snildt kunne tillade sig at købe smykker til sig selv uden det blev en investering i arv og alderdom.

Line og Jo havde sat gang i en smykkerenæssance. Og i stedet for at bygge videre på den etablerede succes, blev de to damer blot mere sultne på at skubbe tendensen videre og lave deres helt eget projekt i eget navn.

– Line & Jo fornyede hele lortet. Vi gik ned i 14 karat guld, lavede god kvalitet og flot design. Vi skulle jo ud at konkurrere med Arena og dermed os selv. Alt skulle bare være federe.

Så de opfandt det ‘sorte’ oxyderede sølv og et nyt punklady-look.

– Det var ikke en langsom æstetisk proces. Det var benhårde og hurtige beslutninger, og hver gang nåede jeg lige at tvivle hundrede gange på, om det var det rigtige.

Jo uden vedhæng

Line og Jo skabte et kærlighedsbarn, der blev til en voksen forretning. Men Jo Riis-Hansen kunne mærke, at hun i stigende grad savnede, at der var plads til fantasien.

– Når et firma vokser, kommer man væk fra det skabende centrum. Vi havde skabt en identitet komplet med dna, look og signatur. Der var ikke brug for mere. Jeg havde været med til at bygge det op og se det få succes og troede, at jeg kunne hvile i det. Men hvad skulle jeg gøre af al min skaberkraft? Hun smiler og roser driftige Line, der forstod at holde fokus, når Jo ville slå ud med armene.

– Jeg ville lave en kvindesmedje, lukke engrossalget og holde cocktailfest i kælderen. Men der skulle jo gøres status og bogføres først. Det kunne jeg ikke. Jeg var nødt til at skabe. Fornuftsløst og ikke pragmatisk. Jeg er egentlig ret flov over, at jeg har så svært ved at blive i noget for længe. Men der er noget i mig, der dør. Jeg bliver kvalt. Jeg er så stolt af, at mit navn stadig er en del af den historie. Jeg skal bare ikke skrive videre på den mere.

Det var ikke et voldsomt brud, men det var hårdt at give efter for udlængslen. Jo Riis-Hansen var ikke stoppet op før, havde ikke holdt barsel og havde ikke skabt en base hjemme. Og i sig selv.

– Mine børn skulle have noget mor. Og jeg skulle lære dem at kende. Jeg skulle ikke være en gummi-mor. En spis-noget-mere-slik-og-hold-mund-mor.

Jo Riis.hansen
Den danske model Mona Tougaard med Jos unika-design på et af de første redaktionelle billeder af smykkerne, skudt af Hasse Nielsen for Vogue Ukraine. Foto: Hasse Nielsen.

Hun opdagede, at det var overraskende enkelt at stoppe op. Ja, der var færre dyre sko, men de gamle lå jo også bare i kassen uden at blive brugt.

– Jeg føler mig sindssygt heldig. Jeg har brugt to år på at reflektere, siger hun. Med refleksionen kom keramikken. Jo Riis-Hansen ville lave noget, hun ikke var instinktivt god til. “Jeg måtte ud at afprøve et håndværk, hvor jeg måtte være idiot. Jeg håbede inderst inde, at jeg skulle lave smykker igen, men jeg havde brug for at prøve at være dårlig til noget. Jeg meldte mig til et keramikkursus tirsdag og torsdag og blev besat. Jeg startede med at ville lave alt perfekt og røg helt i gryden med min perfektionistiske usikkerhed. Men det nytter ikke noget. Hold kæft, hvor har jeg kørt meget direkte fra ovnen og ned i skraldespanden.

Hun kigger på de kopper, vi drikker af. De er smukke, organiske og ser i denne skribents øjne ganske salgbare ud.

– Men jeg skal ikke være keramiker. Jeg vil bare gerne lege med ler. Men salg. Nej tak. Hvis nogen vil have det, jeg laver, og en samarbejdspartner vil håndtere det praktiske, fint. Men det må også godt bare være en kop til en gave, siger hun.

– Dermed ikke sagt, at jeg er færdig med at skabe. Slet ikke! Der kommer nok en skulptur. Flere smykker. Men nu sover keramikken, for øreringene er vågnet.

Og øreringene, der minder om Salvador Dalís surrealisme og en fremtidsvision for, hvad kultur- og modefolket vil smykke sig med i morgen, bliver set. På Vogue.com og Instagram.

LÆS OGSÅ: Her er, hvad Elin Kling mener, du bør have i din garderobe

– Der er ikke nogen, der køber, at man som kreativ bare tager en pause og er sammen med sine børn. Men det var det, jeg skulle. Heldigvis mødte jeg Maria Foerlev fra Etage Projects (kunst- og designgalleri i København, red.) over vin i en kvindeloge. Jeg viste hende nogle af de skitser, jeg arbejdede på og fortalte, at jeg var gået i gang i mit lille interimistiske værksted. Hun så tre billeder af mine ting og sagde: “Det vil jeg gerne have."

Jo Riis-Hansen ser helt lettet ud. Det var ikke hendes opgave at lave en forretningsmodel, en platform eller en butik.

– Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte igen. Men hun står for kommunikationen og tager mine ting med på kunstmesser. Det giver mig ro. Jeg skal ikke ind i det hurtige modesalg, hvor alting skal gå stærkt, og kunderne venter på, at de kan købe alt med 50 procent. Nu vil jeg gerne sætte farten ned. Formen skal have en berettigelse. Det er lidt stramt for mig at kalde det kunst, men det er det, det skal være. Det her er starten. Det handler om at skabe et stykke personlighed. Folk må gerne købe en bid af min energi. Jeg har brugt den selv.

Jo Riis.hansen
“Jeg har ikke ikke taget stilling til, om mine smykker er unisex. Hvis et smykke taler til dig, så bær det. Om du er kvinde eller mand, er ligegyldigt for mig. Den her ring passer bare godt til Jeuru (sanger, red.)”. Foto: Hasse Nielsen.

Men hvis inspirationen ikke kan findes i den hurtige tidsånd, hvor skal den så komme fra? “Jeg har opdaget, at jeg kan lukke øjnene og tappe indad. Det gør det hele meget nemt. Jeg har aldrig siddet med et billede på bordet af Kate Moss og tænkt: “Nu laver jeg et smykke til hende." For mig er det en indre proces. Jeg laver mine smykker til mig selv.

Jeg kigger på hendes bare øreflipper, nøgne håndled og hænderne, der er befriet for bling – med undtagelse af en enkel ring med en stor, hjerteformet diamant. Jo Riis-Hansen møder mit blik med et underfundigt smil.

– Jeg går ikke med mine egne smykker. For mig er det et barn, der skal laves, og så skal det ud at leve i verden. De klør og kradser, hvis de bliver på mig. Jeg føler ikke noget ejerskab over dem. Jeg kan godt dvæle ved det, jeg har skabt, men jeg har ikke brug for at have det på selv. Jeg tænker ikke i slutforbruger. Eller i et price point. Alt vrider sig i mig ved den tanke. Hun tager en tår af kaffen.

– Nu laver jeg leopardpletter. I metal. Jeg ved ikke, hvad de ender med at blive til. Sytten halskæder, fordi jeg lige har lavet sytten par øreringe? Måske. Jeg aner ikke, hvad de skal koste, og hvem der skal købe dem. Men jeg undværer gerne et par designersko i mit skab for at kunne bevare den kreative frihed.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Smykker og Design