Dette skændes vi mest om, ifølge eksperten - og løsningen taler ingen højt om

Dette skændes vi mest om, ifølge eksperten - og løsningen taler ingen højt om

Familieterapeut Maria Skogly møder mange par i sit terapirum, og en ting går især igen. Læs med her, hvor hun også har bud på, hvad løsningen kan være.

klikk logo

Dette er en kronik og repræsenterer forfatterens meninger.

Det begynder sjældent med store skænderier. Det begynder med små ting: tøj der bliver liggende på en stol i stedet for skabet, vasketøj der altid ender én meter fra kurven, eller en bænk der aldrig helt bliver ryddet. 

Mange par beskriver det ikke som én stor begivenhed – men som summen af hundrede små. Når de kommer i terapi, er det sjældent støv, de vil tale om. Det er følelsen af at stå i det alene.

En kvinde, jeg havde i terapirummet, sagde:

"Jeg føler, at jeg hele tiden øser vand ud af båden. Jeg rydder op, organiserer og planlægger  – men det er, som om hullet altid ender på min side".

Det er et billede, mange nikker genkendende til. For nogle handler det om uretfærdig fordeling. For andre handler det om forskellig standard for, hvad der skal gøres. Og for mange handler det om noget helt andet: Følelsen af at være den, der bærer hovedansvaret for, at hverdagen ikke koger over.

Det handler ikke om rod - det handler om relation

Når jeg spørger par, hvad der egentlig sker, når de skændes om husarbejde, beskriver de ofte noget, der går langt dybere end aftørring af støv.

En mand udtrykte det sådan: 

"Når hun siger, at jeg ikke ser rodet, føler jeg, at hun siger, at jeg ikke bekymrer mig. Men jeg lægger bare ikke mærke til det samme som hende. For hende bliver det et tegn på, at jeg ikke tager ansvar."

Det er en præcis opsummering af et mønster ,terapeuter ofte ser: Den ene føler sig overladt til at organisere alt. Den anden føler sig kritiseret, uanset hvad han eller hun gør. Og når dette sker ofte nok, bliver det ikke kun rod der hober sig op  – det gør frustrationen også.

Forskning støtter fænomenet. Statistik viser, at kvinder i gennemsnit stadig gør mere husarbejde end mænd, også i par der fortæller, at de ønsker ligestilling. Samtidig rapporterer par med mere ligelig fordeling, at forholdet opleves stærkere, tryggere og mindre konfliktfyldt. Husarbejde er altså ikke kun et praktisk job, men et emotionelt felt.

Det 'mentale overarbejde' ingen ser

Noget af det, der vækker mest genkendelse i terapi, er, når jeg sætter ord på det, der ofte er usynligt: det mentale overarbejde, også kendt som mental load.

Det er personen, som husker at det er madpakkefri-dag, ved, at der er hul i gummistøvler i størrelse 31, har overblik over aftaler, ved hvornår hylden på badeværelset egentlig burde være blevet vasket, og planlægger alt det, der ikke skrives ned noget sted.

Det er den skjulte organisering, der gør, at familien fungerer  – men som sjældent får tak, og som aldrig bliver færdig. Mange mødre siger: "Det er ikke, at jeg vasker mest, der er det mest krævende. Det er, at jeg tænker mest."

Når man bærer dette alene, bliver selv en opvask en symbolhandling: "Ser du, hvad jeg gør? Ser du, at jeg har brug for hjælp? Ser du, at vi er to voksne her?"

I terapi ser vi ofte, at når det mentale arbejde deles eller synliggøres, falder meget af irritationen også.

Når irritation bliver afstand

Et andet kendt mønster terapeuter ser, er det, der kaldes "akkumulerende irritation". Det er de små situationer, der gentager sig:

En fortæller: 

"Når jeg siger 'kan du tage dette', svarer han 'jeg gør det snart'. Men 'snart' betyder, at jeg går og venter, og så gør jeg det til sidst selv."

For den ene skaber dette en følelse af aldrig at blive prioriteret. For den anden skaber det en følelse af aldrig at gøre det rigtige. Over tid gør dette noget ved samspillet: Man begynder at trække sig væk, bliver mere skarp i tonen, mindre imødekommende. 

Relationen bliver mere transaktion end samarbejde. Det er i dette rum, at mange par begynder at overveje ekstern hjælp – ikke for at slippe for ansvar, men for at slippe for den følelsesmæssige slitage.

Eksempler fra terapirummet – og løsninger

Lad os se på to typiske historier, som går igen i forskellige varianter hos mange par, både med og uden børn.

Eksempel 1: Vi arbejder hele tiden - men på helt forskellige ting

Et par i slutningen af 30'erne, begge i fuldtidsjob, beskrev, at de aldrig nåede helt i mål derhjemme. Hun oplevede, at hun hele tiden lå et skridt foran: ryddede op, før det blev kaos, planlagde, før de glemte noget, organiserede for at undgå stress. Han oplevede, at han tog sin del, men at intet han gjorde var 'rigtig timing' eller 'godt nok'.

I terapi arbejdede vi med at kortlægge, hvad der faktisk blev gjort – og hvornår. Det synliggjorde, at hun gjorde mere usynligt arbejde, og at han gjorde mere praktisk arbejde, når han først gjorde det. 

De blev enige om strukturer – men vigtigst af alt: De besluttede at købe fast rengøringshjælp hver anden uge.

Bagefter fortalte de, at det fjernede ikke alt, men det fjernede toppen af frustrationen. 

Eksempel 2: Vi druknede i hverdagen

Et andet par med to små børn beskrev, at husarbejdet var den største kilde til konflikt. Ikke mængden af arbejde, men måden de talte om det. Hun følte, at hun nagede. Han følte, at hun var utilfreds. Begge var trætte.

Da de fik rengøringshjælp én gang om ugen, ændrede det ikke deres personlighed, men det ændrede energien. Hvor de før skændtes om, hvem der skulle støvsuge, kunne de nu bruge aftenen på noget andet enkelt og vigtigt: At få lidt luft.

En mulig løsning

Er rengøringshjælp løsningen? Ikke nødvendigvis, men det kan være en nøgle.

Det er måske ikke en løsning, som folk vil tale højt om, men min erfaring er, at det faktisk kan være med til at redde parforhold og dermed være det værd.

Det løser ikke kommunikation. Det løser ikke uretfærdighed. Det løser ikke mønstre, der går i generationer. Men det kan reducere belastningen nok til, at par får bedre overskud til at tale med hinanden på en god måde.

For mange bliver rengøringshjælp en aflastning, en afslapning i relationen, en måde at reducere triggere og en måde at skabe mere tid til det, der faktisk betyder noget.

Og det handler ikke om luksus. Det handler om ressourceforvaltning i et samfund, hvor tid er blevet en mangelvare.

For det er ikke støvet, der skaber afstand – det er følelsen af at stå alene

Når par begynder at forstå, hvad husarbejde symboliserer;  ansvar, synlighed, støtte, retfærdighed, bliver det også muligt at håndtere det på en anden måde.

For nogle betyder det tydeligere aftaler. For andre handler det om, at den, der ikke 'ser rodet', lærer at spørge: 'Hvad har du brug for fra mig?' Og for mange handler det om at aflaste systemet gennem hjælp udefra.

Husarbejde er aldrig bare husarbejde. Det er fortællingen om, hvordan man lever sammen. Og nogle gange er det bedste skridt, man kan tage at lade nogen andre tage støvtørringen – så man selv kan tage vare på relationen.

Denne artikel er første gang bragt hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.