Først da Maria Lucia fik et angstanfald, gik det op for hende, at hun havde ignoreret sorgen

I 2009 mistede sanger og skuespiller Maria Lucia sin far pludseligt efter en blodprop. Han var kun 56 år, og Maria 25. Efter farens død forsatte hun med at arbejde lige så meget, som hun hidtil havde gjort, men da hun et par år efter dødsfaldet, fik en rolle i hjembyen Aarhus, mistede hun pludselig stemmen og blev flere gange ramt af galoperende hjertebanken. Uden selv at forstå det på det tidspunkt, oplevede Maria Lucia en række angstanfald.

– Det var først, da en læge gjorde mig opmærksom på, at jeg aldrig havde fået hjælp efter min fars død, men i stedet bare arbejdet videre og ignoreret sorgen, at det gik op for mig, hvad det egentlig handlede om. Jeg havde forsøgt at flygte fra det, der var sket, og pludselig stod jeg med en rolle i min hjemby, hvor han for første gang ikke var der, fortæller Maria Lucia i ugebladet Hjemmet (uge 6).

LÆS OGSÅ

"Jeg er ikke ovre min mors død, men jeg er alene med sorgen"

Når man mister et elsket menneske, er der ofte stor forståelse for sorgen lige efter, men så ebber omsorgen ud, og det forventes, at man er videre. Men hvad gør du med den sorg, som ligger lige under overfladen og kommer frem, når hverdagen er klaret, opvasken sat på plads, og du mærker, at du ikke er der, hvor alle andre forventer, at du burde være?

Selvom hun følte, at hun havde accepteret sorgen, havde den sat sig som et chok i kroppen, hun ikke var bevidst om. 

– Det var forfærdeligt at opleve – et chok oveni det andet. Jeg havde gemt følelserne omkring min sorg så længe, at de til sidst indhentede mig. Jeg har lært, at jeg er nødt til at omfavne alt det, jeg er, også selvom det får mig til at skille mig ud. Tidligere har jeg på dårlige dage sagt til mig selv, at det ikke måtte fylde, at jeg bare skulle igennem prøverne, men så kunne en bestemt scene pludselig åbne for nogle følelser, der endte i et angstanfald eller tårer. Så stod jeg der og tog alt for meget privat rum i en prøvesal fuld af ventende mennesker. Nu har jeg fundet ud af, at det er bedre at erkende, at jeg har en dårlig dag – og at sige det højt.

Følte sig ensom

Når Maria Lucia i dag ser tilbage på tiden efter sin fars død, kan hun huske, at hun følte sig ensom. Det var svært at tale om sorgen med dem, der ikke selv havde prøvet det, og jo flere tomme blikke, hun mødte, jo mere lukkede hun i.

Efter hun oplevede angstanfaldene, begyndte hun at skrive sine tanker ned. Ikke som en dagbog, bare ord og tankestrømme i tilfældige bidder. Når der var noget i hovedet, kom det ned på papir for at undgå, at det skulle køre i ring og blive værre.

LÆS OGSÅ

Bruger du dette ord, når du møder et menneske i sorg? To kvinder anbefaler, hvad der virker bedst

Har du svært ved at finde de rette ord, når et menneske går bort? Louise Haack Sandager og Therese Raabo Fischer, der begge har mistet et nært familiemedlem, giver deres råd til, hvordan du bedst kan håndtere andres sorg.

– Så snart det kom ned på papiret, var det som om, det levede der. Det gav mig en følelse af at få tømt hovedet og kunne gå videre. Og selvom jeg selv lukkede meget af omkring min sorg, synes jeg, det er vigtigt at sige, at uanset hvor mange tomme blikke, man møder, og hvor ensomt det kan føles at bære på sorg, så skal man blive ved med at turde tale om den og sætte ord på. For det skaber noget indeni, som langsomt gør det mindre ensomt at bære sorgen, siger Maria Lucia.

Læs hele interviewet med Maria Lucia i denne uges Hjemmet (uge 6), hvor hun også fortæller om mødet med sin store kærlighed og om at blive mor.