Agathe boede hos sin afdøde fars amerikanske værtsfamilie - og lærte ham at kende på en ny måde

-Jeg var nok fars pige. Der er mange, som siger, at jeg ligner min mor, men minder om min far. Jeg ved ikke helt, hvad de mener med det, men jeg bliver glad, for jeg vil gerne minde om min far.

Agathe Andersen er 17 år og sidder i udestuen i hjemmet i Svendborg. I sommer kom hun hjem efter et års udvekslingsophold i USA, og det kunne lyde som så mange andre teenageres fortælling. 

Men det er alligevel lidt specielt. For Agathe var udvekslingsstudent i den familie i Spencer, Tennessee, som hendes far boede hos et år, da han var teenager, og som han kaldte for sin amerikanske familie. 

Og særligt er det, at Agathes far, Sune Andersen, døde i en trafikulykke i 2021, og siden har hun skullet lære et leve et liv uden ham. Så hun kom over til mennesker, som havde en masse historier om hendes nu afdøde far fra da han var ung.

- Det var trygt, at de kendte ham og vores familie – og det var sjovt at møde mennesker, der sagde ”jeg kendte din far” og høre dem fortælle om min far. 

F.eks. havde han kørt bil uden kørekort og blev taget af politiet, hvorefter han løj og sagde, at veninden ved siden af ham var syg og han måtte køre for hende – og så slap han for en bøde. Sådan kendte jeg ham i hvert fald ikke, griner Agathe.

Hårde år

Agathes far var der enormt meget for sine tre børn. Det fortæller Agathes mor, Astrid Krarup Andersen.

- Sune var et rigtigt familiemenneske. Han elskede at være sammen med børnene. Næsten så meget, at jeg spøgefuldt kunne sige: ” hey, du skal jo også være sammen med mig”. 

Ej, jeg var selvfølgelig taknemmelig for, at han var der så meget for dem, og elskede at se dem sammen. Men det gjorde det også endnu sværere at rumme, at han var væk.

I dag taler de naturligt om Agathes far i datid, men de lægger ikke skjul på, at det har været nogle hårde år og svært at kapere, at han var der og pludselig, fra den ene dag til den anden, var væk.

Sune Andersen havde en lille familie i Danmark, men fik til gengæld et så nært forhold til den værtsfamilie, han havde som udvekslingsfamilie som ung, at han kaldte dem for sin ”amerikanske familie”, og virkelig opfattede dem som en del af sin egen familie. Sådan har Agathe det ikke.

- Jeg holder meget af dem i USA, og to af pigerne, mine amerikanske ”kusiner”, er to af mine bedste veninder i dag, men jeg opfatter dem ikke som min familie, siger Agathe og fortsætter:

- Men de ser også ham og os som en del af deres familie. Hos den gamle bedstemor, Granny, stod der et billede af min far på hylden sammen med hendes andre børnebørn. Og hans værtssøsters piger på min alder troede faktisk, at vi ægte var kusiner, indtil de blev ret store, har de fortalt.

Agathe og hendes familie har flere gange hen over årene været i USA og besøge den amerikanske familie. Det har fået hende til at tænke, allerede da hun var ret lille, at når hun var færdig med folkeskolen, ville hun også gerne selv på udveksling hos den samme familie. Den drøm ændrede sig ikke af, at hendes far døde. Måske tværtimod.

- Jeg holdt ligesom fast i idéen, også selv om det betød, at vi selv måtte arrangere en del og finde en organisation, hvor man selv kunne vælge sin værtsfamilie. 

Men selv om jeg kendte stedet og havde været der før, var det alligevel helt anderledes at komme der på udveksling. Jeg kunne ikke ret meget engelsk de andre gange, vi var der, så på den måde var det helt anderledes at skulle derover og bo og leve med dem. Men det var også trygt, fordi jeg vidste hvad jeg skulle hen til.

LÆS OGSÅ

Anne Hjernøe: De ord skal vi turde sige til mennesker i sorg

Kreativiteten blev en vigtig kilde til lindring for Anne Hjernøe da hendes mand Jens Folmer Jepsen døde. Nu har hun skrevet en bog om sorg og om det, der kan hjælpe os til at være i den og begynde at se lyset igen.

Ikke med vilje

Det var dog også forbundet med et lille pres at flytte over til den familie, som elskede hendes far så meget.

- Jeg var bange for, at hvis jeg ikke opførte mig godt, kunne jeg ødelægge hans forhold til familien og hans historie. Det tænkte jeg meget på inden, fortæller Agathe og fortsætter:

- Jeg bandede slet ikke derovre. Min far har altid været meget tydelig om, vi virkelig ikke måtte sige f …-ordet derovre, så jeg var lidt bange for at komme til at støde eller fornærme dem. 

Så inden jeg tog afsted, fik jeg en veninde til at stoppe mig hver gang, jeg sagde ordet, så jeg kunne vænne mig helt af med det. Og da de hentede mig i lufthavnen, sagde jeg direkte til dem, at hvis jeg kom til at fornærme dem eller sige noget grimt, var det ikke med vilje. Det grinte de af.

Agathe gjorde også en dyd ud af at undgå at komme i konflikter med familien i hele det år, hun var der. Og det på trods af, at der naturligt nok var mange ting, hun var uenig i og undrede sig over – i alt lige fra politik (de er republikanere og Trump-støtter), over bordmanerer til almen dannelse og opdragelse af familiens egne børn.

Agathe har i mange år skrevet dagbog og noteret alt muligt, hun har lagt mærke til. Det gjorde hun også under opholdet i USA, hvor mange af frustrationerne eller det, hun undrede sig over, blev noteret ned. 

Og derudover sendte hun også frustrationerne over Atlanten til sin mor hjemme i Svendborg.

Savner vennerne

- Når man har en teenager, er man vant til at høre en masse frustrationer. Men det var lidt svært at sidde herhjemme og høre om ting, der gik hende på, når jeg ikke så alle de tidspunkter, hun var glad. 

Men heldigvis tog hendes værtsfamilie enormt mange billeder, som de lagde i et delt album, så jeg kunne se, at hun havde det rigtig godt derovre.

Agathes fars historie fyldte meget, især i starten, og inden Agathe flyttede over Atlanten. Især i forhold til det med at opføre sig pænt og alle anekdoterne fra farens tid i USA, som hun fik fra familie, venner og bekendte i starten. 

En del af anekdoterne tænkte hun, at hun også ville nå at prøve, mens hun var der. Men i løbet af året trådte det mere i baggrunden og hun gjorde det mere til sin egen oplevelse og sin egen historie.

- Jeg nåede at køre bil uden kørekort. Men kun på en lukket parkeringsplads, hvor en veninde spurgte om jeg ville prøve. 

Den historie er altså ikke nær så sjov som min fars. Og jeg blev heller ikke taget af politiet. Men så nåede jeg så meget andet, griner hun.

Agathe er nu hjemme igen og er begyndt i gymnasiet i Svendborg. Hun savner sine amerikanske venner meget, især at de var enormt åbne overfor hende, og at hun hurtigt fik rigtig mange venner på trods af, at hun var den eneste udvekslingsstudent i hele området. 

LÆS OGSÅ

Svend Brinkmann genovervejede, hvad der er vigtigt i livet, da han mistede sin far og en nær ven – og fandt frem til én ting

Svend Brinkmann har i de seneste år haft mange overvejelser om, hvad han egentlig skal bruge sin tid på.