Barack Obamas kærestebreve
SPONSORERET indhold

Love, Barack: Obamas kærestebreve er præcis, hvad du har brug for i dag

Humoristiske taler, hårdtslående politik og følsomme kærestebreve. Barack Obama kan det hele, og nu kan du læse med, når den tidligere præsident vrider sit hjerte til sin ungdomskæreste.

Af: Amalie Louise Larsen Foto: Getty
31. okt. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Forestil dig, at alle, du nogensinde har kendt, kan læse med i dine blåøjede kærlighedsskriblerier fra ungdomsårene. Med alt fra hjemmelavede hjerter med krokodillenæb og tretal til pladderromantiske kærlighedserklæringer.

Nej, vel?

Heldigvis (for os) er hele verdens Barack Obama ikke lige så heldig.

30 siders kærlige og håndskrevne skriblerier fordelt på ni breve fra den tidligere præsident til college-kæresten, Alexandra McNear, er nemlig lagt frem til offentlig skue på Emroy University i USA.

Og de er lige så ambitiøse, karismatiske og intellektuelle, som du kunne forestille dig.

"Jeg håber, du ved, at jeg savner dig, og at jeg tænker på dig lige så evigt som luften. Min tillid til dig er så dyb som havet, min kærlighed rig og fyldig", skriver den tidligere præsident sirligt i et af brevene, som man også kan læse på Emroy Universitys hjemmeside.

På gult, linjeret papir og sider, der er revet ud af en notesbog, får læseren et indblik i maskinrummet hos en ung – og tør vi sige noget prætentiøs? – Barack O, mens han forsøger at balancere spirende hormoner med Sartre og Foucault.

Og der er noget for enhver melodramatisk ungdomsaffære. 

Vil de, eller vil de ikke?

Mens Obama i brevene tumler med at være fanget imellem flere verdener – både de raceorienterede, økonomiske og politiske – indleder parret en ’vil-vi-eller-vil-vi-ikke’-fase af den slags, de fleste langdistance-kendere nok kan nikke genkendende til. Det sker, da Obama i 1981 flytter til New York for at fortætte studierne på Columbia University.

"En ung, sort mand med sin arm bag sit hoved, stirrende på loftet med våde øjne, og en ung, hvid kvinde, som hviler sit hoved på hans arm. Alene og vendt mod den hvirvlende uendelighed uden for værelset og inden i dem selv, adskilte midt i orkanens øje", skriver Obama med sin sirlige håndskrift i et brev dateret den 27. april 1983. 

Og det stopper ikke der med den svære kærlighed eller de filosofiske betragtninger af 80’ernes klasseopdelte USA. Den 17. juni samme år finder en ung Obama igen de store ord frem, da forholdet til McNear endnu engang tages op til revision.

"Jeg tænker ofte på dig, selv om jeg er forvirret om mine følelser. Det ser ud til, at vi for altid vil have, hvad vi ikke kan få. Det er det, som binder os sammen. Det er det, som holder os adskilt", skriver den unge universitetsstuderende, inden han den 1. September 1983 endeligt erkender, at følelserne nok mest har placeret McNear i ’the friend zone’.

"Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at der findes en adskilt linje mellem den romantiske kærlighed og det mere hverdagsagtige, men måske finere bånd mellem venner. Men jeg føler, at der sker en overgang fra den ene til den anden", skriver han.

Barack Obama fik heldigvis styr på scorereplikkerne, da han mødte Michelle. Foto: Getty

Alt for intens

Hvor nysgerrige sjæle lapper den unge Obamas skriblerier i sig, er den 44ende amerikanske præsident imidlertid ikke selv synderligt imponeret over sine tidlige møder med det modsatte køn. Noget, han allerede åbner op for i et brev til McNear, efter de to har endt deres forhold.

"Når jeg sætter mig for at skrive, føler jeg ikke længere et behov for at brillere. Jeg stoler på styrken af vores venskab nok til, at jeg kan vise mig med curlere i håret, min vilje undermineret, min selvtillid rystet, måske lidt gnaven, lidt kedelig", skriver han.

I et interview med sin forhenværende seniorrådgiver, David Axelrod, indrømmede han da også sidste år, at han ikke var helt så ’mic-drop’-cool i sine unge år som bag skrivebordet i det ovale kontor.

- De breve, jeg har skrevet til piger, som jeg har forsøgt at gøre kur til, er uigennemskuelige. Altså, jeg forstår ikke, hvad jeg prøver at sige, jokede Obama, inden han fortsatte:

- Scorereplikkerne virkede ikke, fordi kvinderne syntes, at jeg var alt for intens. Jeg skulle bare have prøvet med ‘Vil du med i biografen?’

En fase, han tilsyneladende fik styr på, da en ung Michelle LaVaughn Robinson smilede sødt. 

Anbefalet til dig