Ditte og Louise
SPONSORERET indhold

Ditte og Louise om at blive udskammet: Mange kvinder på vores egen alder synes, at det er ”klamt”

Kvinder skal have lov til at være lige så grimme som mænd. Sådan lyder budskabet fra skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz, som i denne uge har talt med ALT for damerne om deres nye film ”Ditte og Louise”.

Af:: Rikke Dal Støttrup og Emma Kleist Christensen Foto: Les Kaner
13. sep. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Når alderen rammer 47, kan det være svært for nogle kvinder at acceptere, hvis kroppen ikke er, hvad den har været. Hvor mænd gerne må udstille en midaldrende krop med hængerøv og bildæk på maven, er det anderledes for kvinder.

Det vil Ditte Hansen og Louise Mieritz gerne lave om på. Derfor viser de helt bevidst de såkaldt ’grimme sider’ af kvindekroppen på tv og i deres nyeste film, ”Ditte og Louise”. Men det er ikke sket uden modstand – også fra egne rækker. De to skuespillere har nemlig fået kritik fra kvinder, som synes, det er direkte ”klamt”, når de viser deres deller og griner af sig selv.

– Der er nogen, der udskammer os for det; ”hvorfor skal vi se på det, det er grimt, I må være narcissister eller ekshibitionister”. Vi fik ret mange reaktioner fra kvinder på vores egen alder a la ”hold op med det, det er klamt”, siger Louise Mieritz i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

– Sandheden er, at vi gør det slet ikke for vores egen skyld, vi ville ønske, at der var nogle andre skuespillerinder, der kunne tage over, men vi gør det, fordi det er vigtigt, at det bliver synligt, hvordan almindelige kvinder ser ud, så det er for en højere sag, fortsætter hun.

– Dit øje er vænnet til at se det hos mænd. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke må være her, som vi er. Vi bliver simpelthen nødt til at vænne os til at se på kvindeansigter, der har rynker, og kroppe, der har deller, understeger makkeren Ditte Hansen.

For hvorfor er det kun mænd, der skal have lov til at vise deres midaldrende kroppe, som når de i ”Klassefesten” skilter med deres hængenosser, eller når Frank Hvam trasker rundt med hængerøven i underbukser i ”Klovn”. Kvinder skal også kunne vise deres kroppe med alt, hvad det indebærer af hængebryster, mavedeller og rynker, pointerer de to skuespillere.

– Det handler meget om synlighed: At give ældre kvinder og andre kropstyper lov til at være der. Så vi ser dem. Det, vi ser, har betydning. Det er så trist, at vi har det sådan med kvinders alder. Vores film er jo også en kritik af nogle strukturer, så vi bliver nødt til at slå hårdt på os selv, så vi ikke bare er nogle helligfranser, og jeg synes virkelig, det er en pointe, at vi vil have lov til at gøre grin med kvindekroppen, det har vi gjort med mandekroppen i al evighed, hvorfor må vi ikke også?, spørger Ditte Hansen retorisk.

 

Læs hele interviewet med Ditte Hansen og Louise Mieritz i denne uges ALT for damerne. Her fortæller de blandt andet om deres nye film, om at klæde sig ud som mand og om at fylde mere end andre kvinder.

Anbefalet til dig