"En bog man sluger råt fra start til slut"
SPONSORERET indhold

Ny roman: "Erotisk uden at være vulgær"

Denne uges anmeldte bøger byder på videnskab, erotik og krimi.

Af:: Anna Pia Holmgaard, Katrine Nadia Jørgensen, Louise Engelst
20. jun. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Ny Dicte-krimi
”Kød og blod” Af Elsebeth Egholm
JP/Politikens forlag, 394 sider, 300 kr.

Følsomme, kriseramte kvinder er målet for morderen i denne krimi. Det lyder som en kliché, men lad dig ikke narre af plottet. Elsebeth Egholm er i topform i sin sjette bog i serien om journalisten Dicte Svendsen. Måske kender du hovedpersonen fra TV2’s krimiserie, hvor Iben Hjejle spiller Dicte, men i ”Kød og blod” folder det skrevne sprog nuancerne ud med en kraft, der rammer læseren i maven som en fodbold. To unge, kvindelige studerende bliver fundet dræbt i Aarhus. De er blevet voldtaget, og morderen efterlader sig dyrelignende spor på kroppen, der er så makabre, at de næsten ikke tåler beskrivelse. Da Dicte kastes ind i sagen, bevæger hun sig direkte mod ulvens hule. knj



Det syndige syden
”Italienske nætter – Rom” Af Irene Cao
Pretty Ink, 280 sider, 150 kroner.

Den unge Elena er flyttet til Rom sammen med kæresten Filippo. Alt er godt mellem dem, indtil hun støder ind i sin tidligere elsker Leonardo. Selvom hun lover sig selv at holde sig langt væk fra ham, er hendes krop ikke enig med hendes hjerne. Der er lagt op til en kamp mellem fornuft og begær. ”Rom” er anden del af den erotiske trilogi om Italien. Bogen kan godt læses alene, men hvis man har lyst til at kaste sig ud i de erotiske bøger, kan man med fordel læse etteren også. Der er knald på fra første side, og der bliver ikke overladt meget til fantasien, men bogen formår at være erotisk uden at blive vulgær. le



Fysikkens magiske verden
”Effekten af Susan” Af Peter Høeg
Rosinante, 328 sider, 299 kr.

Tænk, hvis du mødte én, der kunne få dig til at bralre ud med dine inderste tanker ved sin blotte tilstedeværelse? Susan Svendsen, fysiker og ramsaltet kvindemenneske, har den helt særlige evne, og hun og hendes kulørte familie er centrum i Peter Høegs nye hæsblæsende, stærkt underholdende videnskabsroman, der bl.a. handler om verdens undergang, en usandsynligt hemmelig regeringskommission, Nobelpriser og kærlighed mellem mennesker. Susans evne til at få svar skal redde familien, men stærke kræfter er på spil, og trods absurde optrin og mord balancerer mikset smukt. Høeg er en gudbenådet fortæller, der her igen har skrevet en bog, man sluger råt fra start til slut. ap



LÆS OGSÅ: "En bog, der gerne måtte være blevet ved og ved"