Signe Lindkvist: "Nudister har sådan en stædig tilgang til nøgenhed"
Iben og Signe er helst nøgne, når ikke alt for mange kan se det, men de elsker at se, hvor andres grænser går - og hvordan man sagtens kan lave et statement, selv om man ikke har tøj på.
Signe: Nu hvor det hele er lidt gråt og pjasket, og vi savner sol og sommer, synes jeg, vi skal tale om at bade.
Iben: Ja?
Signe: I alle de mange år, jeg har lavet Cirkus Summarum, lå vi altid ude på 5-øren ude på Amager. Og det var så smart, at cirkusteltets bagindgang lå lige ned til stranden, så man i pausen lige kunne dimse ned og tage en dukkert.
Iben: De må ha’ fået deres gloning på på Amager Strand, når I kom marcherende?
Signe: Yessirs! Alle tosserne fra børnefjernsyn stadig med cirkus i hele hovedet og håret! Søren fra inde i Bamse og mig og Roulade-Rosa og Hr. Skæg ...
Iben: Vent! Hvad gør Hr. Skæg med skægget, når han bader?
Signe: Ja, det tager for lang tid at tage hele skægget af og på igen, så han ruller det gerne rundt om hele hovedet som en turban med indbygget halstørklæde.
Iben: Hihihi!
Signe: Men altså, selvom vi kom og lignede noget, der var kæmpe tosselos, så skal jeg da lige love for, at vi cirkusfolk også fik vores gloning på, for på Amager Strand er der fyldt med muskelbundter og silikonebomber og syyyyygt mange tatoveringer. Der er altså en grund til, at man kalder det en Amagernummerplade.
Iben: Altså sådan en tatovering hen over lænden? Det kan man også kalde et røvgevir. Så går det ikke kun ud over Amager ...
Annonse
Signe: Stort set alle damerne havde røvgevir og silikonebabser, og mændene havde kæmpekæmpemuskler! Også de gamle mænd. De er sådan nogen superbuff typer! Og alle, både mænd og koner, var enormt solbrændte. Varm, mørk karamelfarve ...
Signe: Så ligger de der og ÆDER solen i sådan nogle bittesmå badebukser. Speedos-modellen til herrerne og sytrådsbikini til damerne.
Iben: Det er altså virkelig sjovt. De gange jeg har været på badeanstalt ved havet, har det været oppe i det kolde, flotte, æstetisk forsvarlige Nordsjælland. Og der er også mange karamelfarvede mænd og koner og gerne af ældre dato, og de optræder altså HELT nøgne!
Signe: Hvaba?
Iben: Jep! Der er en nøgenbaderafdeling på Bellevue, og der dimser de rundt i bar numse og med fuld Marianne på håropsætning og Cartier-ure og diamantsmykker og dyre solbriller. Alt muligt gear!
Signe: Men så tager de ikke hovedet under?
Iben: Nej, de står mest bare ude i vandet og sludrer med hinanden. Eller bruner deres kroppe. Løfter lidt op i det ene og det andet.
Signe: Det lyder lidt, som om de anskuer deres kroppe som en lækker rullesteg, der skal passes i ovnen og blive lige brun over det hele …
Iben: Jaæææh ... Det er vel en nudist-afdeling eller nøgen-afdeling? Lidt gemt væk i den ene ende af den mondæne strand. Man møder ikke mange røvgevir som på Amager Strand, men det ser så skægt ud: Bar røv, men med dyre former for fodtøj – for eksempel hyttesko med kvaster på eller Gucci-sandaler.
Signe: Jeg har faktisk mange gange boet i et sommerhus i Norsminde, som ligger lige nede under Aarhus. Og i Norsminde er der også en nudist-strand, og det er simpelthen så skægt, for der er folk … Hihihihi!
Iben: Hvad?
Signe: Åh det er så svært at lade være med at grine, når man skal tale om nøgenhed ...
Det, jeg prøver at sige, er, at nudister har sådan en stædig tilgang til det nøgenhed: ”Ja, det blæser en halv pelikan, og det er skidekoldt, men NØGEN skal jeg fan’me være!”. Mens alle andre er i uldsweatre og huer og vanter.
Iben: Ja det er skægt. Men det er jo et livsstils-valg. Nudisme. Ligesom at være vegetar.
Signe: Jeg synes, det er noget af det skæggeste i hele verden. Så går man rundt og steger pølser og nipper pelargonier og giver campingvognen en ordentlig overhaling i bar figur! Og de står og hænger ind over hegnet og får sig en god snak med naboen om ditten og datten, med én hånd i siden og en gammel spade i den anden, mens alt dingler og gør ved. Som om de har glemt, at de er nøgne?
Iben: Tit har de også Crocs på. Eller andre praktiske sko med sokker nede i. Og kasketter. Men ingen verdens ting på midten?!
Signe: Nogle gange, når man har forvildet sig ind i en nudistsammenhæng, bliver de sure, fordi de tror, man bare kommer for at lure.
Annonse
Iben: Men det gør man jo også ... Lidt ...
Signe: Hahaha!
Iben: Jeg synes, det er så mystisk … Jeg kunne til nød gå rundt kun i underkrigere. Men bar mås og Crocs? Der er jeg for blufærdig!
Signe: Også mig. Der, hvor jeg vinterbader, er der mange, meget trænings-orienterede mennesker, der hopper lige ud af sportstøjet og ned i vandet! Det skal jeg lige vænne mig til.
Iben: Men når det så er sagt, har jeg opdaget, at min egen krop med tiden simpelthen ser pænere ud, hvis der slet ikke er noget badetøj på den. Altså alt badetøj strammer ind uheldige steder eller deler kroppen op i sektioner, jeg slet ikke er interesseret i! Derfor er jeg egentlig ret glad for at bade nøgen – i nattens mulm og mørke helt for mig selv ...
Signe: Med alle dine juveler og røv-gevirer frit fremme!
Iben: Nemlig!
Iben og Signe
Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.