Klumme: Min plan for 2021 er enkel...

Måske har du ligesom mig et yndlingsord. Et, der smager ekstra godt i munden, og som du gerne snyder ind i så mange sætninger som muligt. Mit er for tiden ”underwhelmed” – eller den mindre velklingende danske version: undervældet. Og det er ikke bare mit yndlingord. Det er også mit nytårsønske og mit nytårsforsæt.

Efter et år, der har været mildest talt overvældende, har jeg kun beskedne ønsker til det nye år. Det bedste, som 2021 kan gøre for mig, er at være aldeles leverpostejsfarvet og påfaldende udramatisk. 

LÆS OGSÅ: Stephanie Caruana: Corona har ikke ændret os grundlæggende

Jeg var 19 år, da vi gik ind i et andet markant år. År 2000. Mine forventninger var tårnhøje. Ikke bare til fremtiden generelt, men også til den specifikke aften, der skulle åbne ballet. Den monumentale skuffelse var uundgåelig. Mit gigantiske strutskørt fra H&M var i vejen alle vegne – selv på dansegulvet – og min korsage med den ”smarte” velcrolukning gik hele tiden op. Halvdelen af selskabet var nået at blive uvenner, inden klokken var midnat, og jeg brugte mere tid i en taxa ”på vej til den næste fest” end i favnen på en slyngveninde, kæreste eller venlig ukendt. 

På kanten til det næste årti var forventningerne anderledes moderate. Terminsdatoen for min førstefødte var sat til 31. december 2010, og nytårsplanerne var afstemt derefter. Min mand og jeg skulle lige nøjagtigt ingenting den aften, andet end enten at modtage eller afvente min søn, Storms, ankomst. Heldigvis var han en tyvstarter, der kom ti dage før forventet, og derfor blev vi tre, der i al fredsommelighed sagde goddag til det nye år – i strømpesokker, i sommerhus, i stille taknemmelighed. 

LÆS OGSÅ: Hvornår kommer roen? Når jeg fylder 40.... troede jeg

Roen, jeg havde håbet skulle indlede mine tre børns første møde med et 2020, kunne jeg desværre ikke skabe. For vi befandt os på den anden side af jorden, og planen vi havde om at fejre nytåret på en strand med bedste venner, blev udskiftet med en evakuering på flugt fra de australske bush-fires, der rykkede faretruende tæt på det sted, vi havde valgt at feriere. Jeg burde måske have set varslet i vildskaben. 2020 skulle ikke blive et år som alle andre. Dramaet har fyldt i hele verden og i vores alles personlige liv. Børn helt ned i børnehavealderen har været på fornavn med Biden og Trump, social afstand er blevet en hverdagsfrase, superspredere vil ingen af os være, og alle de katastrofefilm, vi tidligere så som ren sci-fi, har i år lignet dokumentarer. 

Vi har med andre ord befundet os i en konstant følelse af overvældelse. Og det er ikke bare udmattende, det er også farligt. For hvis du er overvældet i en længere periode, er der kun to veje, du kan gå: i sort eller i seng. Og jeg håber, at hverken du eller jeg har tid, råd eller lyst til nogen af delene. Så planen for 2021 er enkel. Jeg vil bedrive alt det subtile, uimponerende nærvær, jeg kan. Lytte efter, når mine børn taler. Vente på min hund, når den lugter til kantstenene. En efter en. Lade brødet hæve længere. Tygge bidderne langsommere. Kysse min mand oftere. Og længere. Jeg vil slukke lyset efter mig. Jeg vil lade være med at cykle på fortovet og over for rødt, bare fordi jeg har travlt. Jeg vil lære at reparere hullerne i tøjet og måske få genopfrisket mit symaskinekørekort. Jeg vil dyrke køkkenfesten frem for den fancy middag. Jeg vil danse (endnu) mere og lade grydeskeen være min mikrofon. Jeg vil være mere end taknemmelig for alt, hvad der ikke er spektakulært, i 2021.

Og jeg vil glæde mig over, at alle de fester, ferier og fornøjelser, jeg har forventet absolut mindst af, altid har vist sig at være de bedste. 2021 du kan ikke skuffe, om så du prøvede.