Vi er unge. Alt er på standby, men tiden er ikke. Tiden går, og vi følger ikke rigtig med. Centrale dele af vores unge liv – som fx samvær, fest, fritidsaktiviteter og cafédates er ikke længere inden for rækkevidde. I en alder, hvor vi burde føle os udødelige og fulde af liv, mindes vi i stedet dagligt om vores dødelighed.

Det gik op for mig, at døden ikke bliver omtalt i så dyb en grad i mit eget netværk. Og det kan jeg ikke helt forstå. Døden er jo det eneste, vi kan garantere vil ske for os alle. Den mest åbenlyse ting, som vi alle har tilfælles. Hvorfor føles det som så farligt og skrøbeligt et emne?

Forleden spurgte jeg derfor mit netværk på Instagram om deres forhold til døden. Og til min overraskelse var jeg slet ikke alene om min dødsangst, som jeg ellers havde bildt mig ind, at jeg var. Lidt over halvdelen af dem, som svarede, erkendte, at de ikke er bange for at dø. De er, ligesom jeg, bange for at dø for tidligt.

Problemet er dermed ikke døden - men fraværet af livet.

Og det er sigende, synes jeg. For én ting er at gå glip af en enkelt fest - men tænk at gå glip af livet. Tabet af det, som det gode liv har os i vente. Måske kærlighed. Stiftelse af familie. God sex. Succes i karriere. Rejser. Alle de ting, som vi - bevidst eller ubevidst - har valgt, at vi gerne vil opleve,  inden vi stiller træskoene.

Det farlige ved vores, ellers basale, forventninger til livet er, at vi vægter ting, som ikke kan skaffes her og nu - eller som er udenfor vores kontrol. “Livet nok skal blive godt,” siger vi, “når bare pandemien er overstået”. “Når bare jeg får en kæreste.” “Når bare jeg bliver forfremmet på jobbet.” Listen fortsætter, gør den ikke?

Find mening i de små ting

Det er ikke forkert at forvente noget af sit liv. Men i en tid, hvor vi er begrænset og ikke kan opleve verden som før, tror jeg, at det vil gavne os at genoverveje, hvilke ting der skal centreres i vores liv.

Selvfølgelig skal vi have mål og ambitioner i livet. Det er en essentiel drivkraft. Men jagten på produktet må ikke komme i vejen for det, som egentlig er vigtigt - og jo rent faktisk fylder mest - nemlig processen. Processen er nutiden. Det er det eneste, vi har. Hvis vi lever for ting, som kun findes i for- eller fremtiden - lever vi så overhovedet?

Hvis vi kan finde mening i simplere ting, der er mere tilgængelige - såsom natur, familie eller muligheden for stadig at være i kontakt med vores venner, trods det ikke er fysisk - så tror jeg, at vi kan komme langt, og måske endda dæmpe vores angst for at dø tidligt.

Lad små ting være grundstenen i din livsglæde. Måske er det gåturen i skoven uden musik i ørene, fordi naturen er fuld af melodi i forvejen. Måske er det følelsen af sol, vind, sne eller regn på din kind. Det ekstra lange kram. Øjenkontakten der anerkender dig. Evnen til at løbe, hoppe eller danse. Opkaldet til din søster eller en gammel ven. Muligheden for hele tiden at blive klogere. Listen kan fortsætte - og den behøver ikke at være kompliceret. Selv det at have kigget på himlen kan være produktivt og fyldestgørende.

Hvis det liv, du drømmer om, skabes af ting der findes omkring dig nu - så føles ventetiden på, hvad der ellers virker som livets genåbning, måske slet ikke så slem endda.

Om skribenten

• Sofie Rønnelund
• 20 år
• Højskoleelev - så snart restriktionerne tillader det