Streg CPH
Foto: Magnus Zheng Malfilatre For Streg CPH-stifteren Mathilde Alarcon er kunsten en god måde at udtrykke sig på, og hun føler, at hendes budskab kommer godt ud, når hun laver plakater og muleposer.

Mathilde står bag Streg CPH: En streg kan gøre en forskel for brysterne

Det startede som en julegave til Mathilde Alarcons lillesøster, men i løbet af kort tid er Streg CPH blevet et fællesskab, som hylder forskellige kvindekroppe med plakater og muleposer. Frem til Lyserød Lørdag den 5. oktober, donerer Streg CPH 50 procent af overskuddet fra salget af deres plakat ”Fuck Cancer” til Støt Brysterne – og det er der en særlig grund til.

I december 2018 ledte den dengang 23-årige Mathilde Alarcon efter en plakat til sin lillesøster med fokus på kvindekroppen, og et positivt billede af, hvor forskellig den netop kan være. Plakaten måtte gerne være lidt over stregen, men det var faktisk umuligt at opdrive.

Derfor tog Mathilde sagen i egen hånd og tegnede med sin egen streg et bud på en plakat med 15 forskellige slags bryster, som hun gav sin søster i julegave. De lange, de små, de store – der var plads til dem alle på Mathildes plakat.

- Jeg tænkte, at jeg laver sgu selv en plakat til hende, hvis det skal være så svært. Efter julen var der nogen i min omgangskreds, som opsnappede plakaten og sagde, at jeg skulle lave en Instagram-profil med billeder af plakaten, så det gjorde jeg. Herefter tænkte jeg ikke rigtig mere over det, før folk pludselig begyndte at bestille den her plakat, som jeg egentlig bare havde lavet som en gave til min søster.

LÆS OGSÅ: 24-årige Emma: Hvorfor er det stadig så skamfuldt at have menstruation?

Derefter gik det pludselig stærkt. Hele foråret tegnede Mathilde de eftertragtede plakater og fik sendt dem afsted fra kælderen i Valby, imens hun fortsat var i gang med sin uddannelse som designteknolog på KEA (Københavns Erhvervsakademi). I marts 2019 var tegningerne blevet så populære, at Mathilde stoppede sin uddannelse, og sammen med vennen og freelancefotografen Magnus Zheng Malfilatre stiftede hun derfor virksomheden Streg CPH.

Igennem det sidste halve år er der kommet mange flere tanker og overvejelser med ind i projektet, som er helt i tråd med de første tanker om at hylde forskelle, fortæller 24-årige Mathilde til ALT.dk.

- Mit mål er at skabe et fællesskab for kvinder, hvor de føler sig tilpasse, og hvor det er okay at komme, som man er. Der er plads til alle her! Streg CPH er et fællesskab, hvor vi bakker hinanden op, i stedet for hele tiden at måle os selv mod hinanden og skabe en intern konkurrence. Måske se, om vi ikke kan blive hinandens "hype-man" i stedet for at tale hinanden – og os selv – ned. Det skal simpelthen stoppe.

Den populære plakat med de 15 bryster har siden udviklet sig til Streg CPHs varemærke: tegninger med samme type budskab, som de trykker på plakater og muleposer.

stregcphfuckcancer.jpg

"fuck cancer"-plakaten fra Streg CPH, som viser 15 forskellige slags bryster, hvor der også er blevet gjort plads til dem, som har fået erstattet et bryst - eller begge bryster - med et ar efter brystkræft. Der er plads til det hele i Streg CPH.

 

Plakat med bryster, som er ramt af brystkræft

Der er plads til alle typer bryster hos Streg CPH – og faktisk også dem, som ikke er der. Mathilde har nemlig lavet plakaten ”fuck cancer”, som hylder de kvinder, hvor det ene bryst – eller begge bryster – er blevet fjernet på grund af brystkræft, og hvor brystet i stedet er blevet erstattet med et ar. Det var en plakat, som var vigtig for Mathilde Alarcon af en særlig grund.

- Jeg har været vidne til rigtig mange venner, som har mistet deres forældre til kræft, men pludselig fik en af mine bedste og tætteste veninder lymfekræft. Vi var bange for, at vi skulle miste hende, og det ramte mig rigtig hårdt. Derfor er det også en hyldest til hende, og jeg håber, at vores donation kan være med til at gøre en forskel for forskningen eller de mennesker, som står i en situation, hvor de kan risikere at miste en, de elsker.

Derfor donerer Streg CPH 50 procent af overskuddet fra plakaten ”fuck cancer” til netop Støt Brysterne, i anledningen af Lyserød Lørdag, som løber frem til den 5. oktober. Mathilde tog selv initiativ til samarbejdet, fordi det er så vigtig en sag for hende.

Et opgør mod perfekthedskulturen

Det har aldrig været hensigten, at Streg CPH skulle være stødene eller provokerende, når Mathilde tegner de bare bryster og nøgne damer på plakater og muleposer.

- Vi håber, at folk kan se, at når vi laver en plakat som ”fuck cancer”, er det for at tale højt og råbe op om en virkelig vigtig sag. Det er for at normalisere og gøre op med ”perfekthedsbølgen” om, hvordan de perfekte bryster for eksempel skal se ud. Vi har så svært ved at anerkende os selv og sige, at vi er gode nok, så hvis vi nu kunne skabe fællesskab, hvor vi kunne give hinanden selvværd og selvtillid, er jeg mere end tilfreds. Der er plads til både dem og uden bryster her, understreger Mathilde Alacron overfor ALT.dk.

Du kan købe plakaten ”fuck cancer” her og dermed være med til at støtte Støt Brysterne.

Om brystkræft

  • Streg CPH donerer 50 % af overskuddet fra salget af plakaten ”fuck cancer” til Støt Brysterne frem til og med Lyserød Lørdag den 5. oktober 2019
  • Lyserød Lørdag er et arrangement under Støt Brysterne, hvor frivillige kræfter og det lokale forenings- og erhvervsliv over hele landet går sammen og støtter op om brystkræftssagen 
  • Hvert år rammes cirka 4.700 personer af brystkræft
  • Brystkræft rammer oftest kvinder, og cirka 1/4 af kræfttilfælde blandt kvinder er brystkræft

Kilde: Kræftens Bekæmpelse  

Se, hvad vi ellers skriver om: Iværksætteri, Bryster og Kunst