Myteknuseren

Myteknuseren: bliver hår mørkere af, at vi fjerner dem?

Hvad er det? Et langt hår stikker ud af modermærket. Væbnet med pincetten går du til angreb. To uger efter er det tilbage. Nu mørkere end før. Eller måske er du endt med små mørke prikker efter du skrabede dig til glatte ben for en uge siden.

Kan du nikke genkendende til ovenstående? Men har du også hørt, at dine hår ikke bliver mørkere af en tur under barberbladet, voksen eller hårfjerningscremen? Forvirret?

Ifølge Jørgen Serup, overlæge ved Bispebjerg Hospital og forsker i dermatologi, ændrer håret ikke struktur, når det gror ud igen.

- Det er genetisk betinget, hvordan vores hår ser ud. Det kan så påvirkes af hormoner, men ellers vil de vokse ud og være så mørke og lange, som de er genetisk bestemt til at blive, siger han.

Men håret, der har fået lov at sidde på kroppen i noget tid vil være lysere end det nye strå, lige er vokset ud.

- Det er et spørgsmål om, at håret er blevet slidt, hvilket kan være med til, at det virker lysere, end lige når det er vokset ud. Det skyldes, at der ved slid skabes luftbobler i overfladen af hårstrukturen, som bliver ujævn og flosset. Det er med til at håret virker mere farveløst og dermed lysere på samme måde, som hvis du sliber lakeret træ, forklarer han.

Desuden kan et hår virkere mere stift, når det er på vej til at vokse ud. Man kan sammenligne det med et reb. Er det meget kort, vil det virker mere stift, mens et længere reb bliver mere medgørligt og bøjeligt.

DOM: Håret er genetisk bestemt til at have en bestemt farve og gro til en bestemt længde. Slid kan få håret til at virke lysere og dermed vil det nye hår, der gror ud, virker mørkere indtil det igen er blevet slidt.

LÆS OGSÅ: Myteknuseren: får du nok væske i varmen?