Thyra Frank minister
SPONSORERET indhold

Thyra Frank: ”Jeg tænkte i mine sværeste stunder, om det var det værd”

Tidligere ældreminister og plejehjemsforstander Thyra Frank fik massiv kritik, da hun i 2016 satte sig i ministerstolen. I denne uges Hendes Verden fortæller hun ærligt, hvordan det ikke kun påvirkede hende, men også resten af familien.

Af: Margrethe Vadmand og Cille Lewinsky Foto: Sif Meincke
16. sep. 2019 | Livsstil | Hendes Verden

"Doven", "dum", "tyk".

Tidligere ældreminister og plejehjemsforstander Thyra Frank fik en hård medfart, da hun i 2016 satte sig i ministerstolen for Liberal Alliance. Massiv kritik af den ellers visionære plejehjemsforstander begyndte allerede to dage efter, hun var tiltrådt stillingen som minister – og det kom bag på hende, fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

LÆS OGSÅ: Ilse Jacobsen: I dag er jeg glad igen

– Allerede to dage efter, jeg var tiltrådt, viste TV2 News en dokumentar om en mand, der ikke fik skiftet ble. Jeg blev bedt om at stille op til interview, som efterfølgende blev til en overskrift på skærmen: Thyra Frank: De ældre er ikke mit ansvar. Det var noget forfærdeligt sludder, og det havde jeg aldrig sagt, men det blev den fortælling, der blev hæftet på mig. Siden kom ord som ”dum” og ”doven” og ”tyk” til. Det er lidt specielt at blive kaldt doven af mennesker, der end ikke var født, da jeg begyndte at arbejde som køkkenhjælp på et plejehjem i 1975, siger hun og fortsætter:

– Set her på afstand af begivenhederne tror jeg, der var flere grunde til, at jeg blev så kritiseret af medier og andre politikere. Dels var jeg fra Liberal Alliance, og en kritik af mig var jo også en måde at ramme partiet på. I årene inden var jeg ofte i medierne på grund af mine resultater med mindre bureaukrati og mere omsorg på plejehjemmet Lotte. Jeg var blev bygget op som hverdagens heltinde – nu skulle jeg pilles ned igen.

Knyttet tættere sammen

Særligt hårdt var det, at kritikken ikke kun ramte hende, men også resten af familien.

– Jeg tænkte i mine sværeste stunder, om det var det værd. Men jeg sagde til mig selv: ”Dem, der kender dig, ved, hvor hårdt du arbejder for de ældre.” Og der hjalp min stædighed mig og ikke mindst styrken ved at være elsket og støttet. Det betød alverden. Peter og jeg blev faktisk knyttet endnu tættere sammen i den tid, fortæller hun.

Derfor fortryder den tidligere ældreminister heller ikke, at hun takkede ja til stillingen. Tværtimod er hun blevet en oplevelse rigere – og for hende er det det, det hele handler om:

– Hvis jeg havde sagt nej til at gå ind i politik i 2011 og til at blive minister i 2016, så havde jeg måske resten af livet spekuleret over, hvad jeg kunne have udrettet, hvis jeg havde sagt ja. Hellere fortryde noget, jeg gjorde, end noget jeg ikke gjorde. For når du er ja-siger som mig, så træder du også ud på den tynde is, selvom der står et skilt med ”Pas på. Isen er usikker.” For hvem ved? Måske kan den bære alligevel. Måske får du dyppet tæerne i det iskolde vand, måske ryger du helt under. Men du kommer op igen. Og så vokser du som menneske.

LÆS hele interviewet med Thyra Frank i denne uges Hendes Verden, hvor hun også fortæller om sorgen over aldrig at have fået børn, at kæmpe med overvægt og at drømme stort i livets sidste fase.

Anbefalet til dig