Anne Louise Hassing: ”Jeg føler mig ærligt talt i mit livs form nu som 54-årig”

Der er to ting, Anne Louise Hassing har en særlig passion for i livet. Skuespil. Og sundhed.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Skuespiller har hun været, siden hun i 1992 debuterede i Niels Malmros’ film ”Kærlighedens smerte” – og officielt fra 1997, hvor hun blev uddannet fra Statens Teaterskole – men sundhed har hun interesseret sig indgående for siden midten af 80’erne.

"Når jeg kigger tilbage, var der jo ikke noget som helst galt med min krop, da jeg var i starten af 20’erne, men jeg har altid været sådan en, der er hoppet med på alle mulige kure. Æbleeddikekuren. Citron-og-cayennepeber-udrensningskuren. Væk med alle kulhydrater-kure. Sådan noget. Og jeg var blandt andet også på et yoga- og meditationskursus, hvor vi endte med at skulle drikke en helt balje saltvand for så at kaste op og på den måde blive udrenset. Når jeg tænker over det i dag, så tror jeg, at det handlede om, at jeg er et hyper sensitivt menneske. Det vidste jeg ikke dengang, men jeg har nok altid haft en eller anden trang til at resette min krop for at få ro."

Med sine store roller i bl.a. tv-serierne ”Krøniken” og ”Badehotellet” er Anne Louise i dén grad blevet et kendt ansigt i Danmark, og mange noterede sig nok, at der i den seneste sæson af ”Badehotellet” var blevet noget mindre af Therese Madsen. Det var tydeligt, at den ellers lidt kurvede grossererfrue pludselig stod knivskarpt i sine efterkrigskjoler, og det var der da også en helt særlig grund til. Anne Louise havde simpelthen været ”12 uger i Helvede”. Et tv-program baseret på et benhårdt forløb, hvor Anne Louise og de seks andre deltagere skiftede rødvin, sukker og sofahygge ud med hård muskeltræning, powerwalks og et nøje tilrettelagt kostprogram med meget få kalorier. Noget helt andet end den rolige yoga, de meditative gåture og de bjerge af – sund – mad, som Anne Louise ellers troede, var det helt rigtige for hende.

"Indtil da havde jeg været en virkelig tonser. En præstationskvinde. På godt og ondt. Det er jo også en kæmpe drivkraft at have det sådan, og jeg havde kørt med karriereklatten i stor stil og havde fået udlevet mange af mine arbejdsmæssige drømme med stor succes. Men det med at være så meget foran hele tiden, number one på en eller anden måde, det kunne jeg ikke holde til længere."

"Jeg begyndte at tænke over en helt ny og feminin måde at gå til tingene på, og jeg begyndte at skifte den maskuline ud-over-stepperne-energi ud med noget mere sensitivt. Det tog lang tid for mig at forstå, jeg slet ikke kunne holde til at have kalenderen fyldt, og at jeg faktisk ofte hellere ville ligge på min sofa og lytte til musik. Og det var svært for mig at acceptere, at det var sådan, for det føltes svagt. Det føltes som om, jeg mistede min power."

"Men i virkeligheden var det det modsatte, der skete. Det kan jeg se nu, hvor jeg har omfavnet det. Der er en enorm styrke i at kende sig selv og vide, hvad der er bedst for en. Jeg har ikke det samme store behov for at præstere i dag, og det er enormt befriende. Det kan godt blusse op engang imellem, hvis jeg bliver stresset, men nu kan jeg mærke, hvis jeg er på vej i en forkert retning. Jeg har fået en stor bevidsthed om mine alarmklokker, og jeg ved, hvordan jeg kan få dem til at holde op med at ringe. Jeg har lært at sige hertil og ikke længere."

Smertefri med plantemad

Omkring samme tidspunkt som stressnedbruddet begyndte Anne Louises overgangsalder også at røre på sig. Hedeture, vægtstigning og ledsmerter var nogle af de gener, der dukkede op, og selvom hun prøvede at gøre alle de rigtige ting, begyndte kroppen at leve sit eget liv. Anne Louise fik også konstateret slidgigt i hofterne og fik på et tidspunkt udskiftet den ene, fordi der simpelthen var for mange smerter. Hun tog en uddannelse indenfor komplementær hormonterapi for at prøve at få noget kontrol, og hun begyndte for alvor at dyrke yoga.

"Og så blev jeg veganer. Det var stærkt inspireret af den kæreste, jeg fik, da jeg var blevet skilt. Han havde været veganer i fem år, da jeg mødte ham, og han var også kok, så han lavede alle mulige fanastiske retter, som virkelig inspirerede mig. Indtil da havde jeg været den vildeste bøf-bearnaise-pige, men lige så stille ændrede jeg min kost. I takt med at jeg begyndte at spise vegansk, fik jeg det bedre i mine led. Allerede efter 14 dage kunne jeg faktisk mærke forskel; det var ret vildt, så jeg må virkelig have haft brug for at gå over til plantemad. I dag spiser jeg primært vegansk, men jeg kan også godt spise lidt æg eller fisk. Cirka en gang om måneden æder jeg en økologisk kyllling, hvis jeg kan mærke, at jeg har brug for lidt tyngde."

"Som følge af min overgangsalder fik jeg i 2018 også lavet nogle tests hos Curra Me, som har hjulpet mig rigtig meget. De viser ens hormorniveauer, energiomsætning og aminosyremangler. Da jeg fik resultaterne, havde jeg nærmest ingen hormoner i kroppen, så jeg skulle have boostet både østrogen, testosteron og progesteron, og jeg skulle have hjælp til at danne serotonin. Sammen med Curra Me’s health mentor fik jeg sammensat et program med kosttilskud, et aminosyrepulver designet specielt til mig og en homøopatisk ampulkur. Stille og roligt blev min krop bygget op igen, jeg blev smertefri, mit energiniveau steg, der kom ro på mit nervesystem, og mit bindevæv blev stærkere. Jeg har tænkt mig løbende at få lavet de tests hvert år for at have så høj livskvaliet som overhovedet muligt."

”Ja, jeg er forfængelig!”

Og så er vi ved at være fremme ved beslutningen i foråret 2021 om at sige ja tak til at være med i ”12 uger i Helvede”. Anne Louise tabte sig otte kilo i løbet af de 12 uger og har siden tabt omkring fire kilo mere, og hun skrumpede 14 centimeter i taljen og udviklede store, markerede muskler.

Hvorfor meldte du dig til programmet, når du egentlig havde fået det ret godt?

"For det første har jeg altid haft en drøm om at gennemføre sådan en bootcamp. Det kræver sgu alligevel noget at gå all in, og for mig kræver det i hvert fald en coach. Jeg kunne også mærke, at der var brug for at gøre noget ekstra efter, at jeg var kommet i overgangsalderen. Selvom jeg gjorde det samme, som jeg plejede, så syntes jeg bare, at jeg blev tykkere og tykkere, og at min krop ændrede sig. Og ja, det var da vildt grænseoverskridende at skulle gennemføre sådan et program med kamera på, men jeg tænkte what the fuck. Jeg ville gerne give mig selv til det, og det kunne jo også være, at det kunne virke inspirerende for andre. Og så var det selvfølgelig også ekstra motiverende, at jeg skulle stå frem på skærmen og vise resultatet for hele Danmark. Jeg har altid været fascineret af, hvad man kan med fysikken og det mentale, og her ville jeg virkelig blive udfordret, men der var også basis for nogle resultater."

"Samtidig må jeg bare sige, at jeg personligt godt kan lide at have den facon, jeg har nu. Fordi jeg føler mig let. Det har jeg det godt med. Og så føler jeg mig stærk. Jeg har meget mere overskud, end jeg nogensinde har haft, og jeg føler mig ærlig talt i mit livs form nu som 54-årig. Hvilket jo faktisk er ret vildt."

Helvede tur/retur

Vejen til den gode form var dog ikke ligefrem nem for Anne Louise. Hun var meget skeptisk overfor det program, som hun og de andre deltagere blev præsenteret for, for det lå langt fra det liv, hun levede med yoga og bunker af grøntsager. Hver dag skulle indledes med en times powerwalk, og i perioden fra kl. 20.00 til kl. 12.00 næste dag skulle deltagerne faste i alle 12 uger. De måtte altså kun indtage føde i et vindue på otte timer hver dag, og det, de måtte spise, var minimalt. Den første uge var det 1500 kalorier om dagen, så kom der fem uger med 1200 kalorier, så en uge med 1500 kalorier og så igen 1200 kalorier i fem uger. Maden bestod af masser af protein, og for Anne Louises vedkommende var det især bælgfrugter, æg, fisk og tofu. Dertil kom lidt grøntsager, frugt og nødder. Herudover fik alle deltagerne en masse forskellige træningsredskaber med hjem – mavehjul, vægte, elastikker og så videre – og så skulle de ellers træne deres muskler målrettet og næsten dagligt efter et særligt – og stenhårdt – program. 

"Jeg var ikke vant til at få pulsen op, for jeg havde bildt mig selv ind, at det slet ikke var noget for mig: En tidligere stressramt kvinde midt i livet og stadig i overgangsalderen. Jeg syntes, det var decideret ubehageligt at udføre fysisk aktivitet, der fik hjertet til at hamre, og bare jeg tog to armbøjninger, blev jeg ildrød i hovedet og følte, at jeg var ved at eksplodere af varme. Tor, vores coach i programmet, sagde til mig, at når man er i så dårlig form, som jeg var på det tidspunkt, så er det svært at svede, og så føles det netop som om, man brænder inde, når man får pulsen op. Men han sagde også, at det lige præcis gælder om at få pulsen op, særligt når man er i overgangsalderen, for det kan afhjælpe nogle af alle de gener, man ellers kan få. Hvilket han havde helt ret i, fandt jeg ud af. Jeg var heller ikke vild med kostprogrammet, for jeg havde vænnet mig til at spise store mængder kål og andre grøntsager, og jeg havde også en overbevisning om, at jeg skulle spise hver anden time for at holde mit blodsukker stabilt. Jeg var ved at gå bagover, da Tor sagde, at vi skulle faste hver dag og indtage så få kalorier og faktisk ret få grøntsager."

Hun hiver ærmerne op og viser overarmene frem. De er nu stadig ret flot markerede.

"Jeg har da tænkt, at jeg godt kunne spille en politirolle nu med de arme, haha..."

Kvindeligheden ligger ikke i formerne

For Anne Louise var det afgørende for succesen med ”12 uger i Helvede”, at de var seks deltagere, der skulle igennem det samme. Følelsen af at gøre noget sammen med andre var vigtig, og det var godt at have nogen at læne sig op ad på de svære dage. Anne Louise vil da også helt klart anbefale, at man får sig en træningsmakker, hvis man vil i form, for det gør det alt andet lige nemmere at komme ud ad døren, hvis man har en aftale. Hun har selv holdt fast i flere af de gode vaner og har bl.a. også lært at løbe på løbebånd. Noget hun aldrig før har kunnet, og som giver hende et helt særligt kick. Hun kan også konstatere, at hun alt i alt er gået tre-fire tøjstørrelser ned, og at hun har måttet udskifte store dele af garderoben.  

Hvad betyder det for dit selvbillede, at din krop nu ser ud, som den gør?

"Jamen, jeg er glad. Rigtig glad. Det tog mig lidt tid at vænne mig til det, for jeg følte, at jeg mistede min kvindelighed, da kiloene forsvandt. Det gode ved at være lidt chubby er jo, at man får lidt barm og sådan, så jeg skulle lige vænne mig til, at formerne ikke var så udtalte mere. Men jeg er nået frem til, at min kvindelighed ikke ligger i formerne. Min kvindelighed er en feminin energi, jeg har i mig."

Hvordan har du rykket dig mentalt hen over det seneste år?

"Det har været helt vildt at opdage, hvilken blokering jeg havde i forhold til at få pulsen op. Jeg tror, det handlede om, at høj puls mindede mig om den tid, hvor jeg gik ned med stress, og derfor var det også så fedt at finde ud af, at jeg godt kan holde til at få pulsen op. Jeg tænker, at når jeg kan det, hvad kan jeg så ikke også klare? Som sagt har jeg altid syntes, at det var spændende at udforske fysikken. Så det har helt klart givet mig blod på tanden i forhold til at prøve nogle andre ting af. Bestige et bjerg måske. Eller tage på en rigtig lang vandre- eller ridetur. Det har jeg tænkt på i mange år, men nu tør jeg godt, fordi jeg ved, at jeg kan holde til det. Følelsen af, at jeg godt kan tage alene ud i den store verden med min kuffert og klare mig, er virkelig fed."

"Når jeg kigger tilbage på seneste års tid, så var det et transformationsår på mange måder. Jeg valgte at være uden partner for første gang, siden jeg var 15 år, jeg tabte ti kilo og kom i mit livs form, og jeg føler mig for første gang i mit liv virkelig fri. Og så er det jo dejligt at have fået fysikken med sig."