5 x Marcel i Paris
SPONSORERET indhold

5 fantastiske adresser i Paris

Marcel er et gammelt fransk fornavn, som er kommet på mode igen, og alt fra butikker til restauranter og hoteller i Paris har taget navnet til sig. Vi guider til de fem bedste adresser i Marcels tegn.

Af: Pernille Christiansen Foto: Pernille Christiansen mfl.
05. apr. 2014 | Livsstil | ALT for damerne


Til sportselskeren

På en og samme tid konceptstore, værksted og showroom. En selle Marcel er en cykelhandler lidt ud over det sædvanlige. Det er her, man kan opstøve jernheste af mærket Abici, fixies fra tyske Schindelhauer og sammenklappelige cykler fra Brompton. Med rå murstensvægge, trædisk og retromøbler er indretningen lige så urban chik som cyklerne selv, og bare af den grund er butikken et besøg værd, selv for de mindre cykelglade.
Ensellemarcel.com


Til den sunde
Marcel Bio er et mærke af frugtjuicer, som på ingen tid har opnået en svimlende popularitet. Blot et år efter mærkets lancering forhandles de saftige forfriskninger i de mest eftertragtede parisiske butikker som Colette, Le Bon Marché og Galeries Lafayette. Historien lyder, at Marcel er navnet på den bondemand, der samler og presser de økologiske frugter i Provence, inden juicen hældes på flaske og distribueres i hele Frankrig.
Marcel-bio.com

Til designelskeren
Designstudiet Marcel By har samlet en bred palet af fremtrædende designere og bedt dem komme med deres bud på morgendagens design. Resultatet er en kollektion af vaser, stole borde, sofaer, hylder, you name it, alt sammen i en minimalistisk, men varm ånd. Alle kreationer fabrikeres i Europa og sælges i et galleri i hjertet af Paris.
Marcelby.fr


Til den sultne
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke her, man mæsker sig i høj gastronomi. Lægger man vejen forbi Restaurant Marcel, er det ganske simpelt for stemningens skyld. Med rustikke træborde, nøgne pærer i loftet og rå betongulv er dette industrielle spisested som taget ud af Soho. Menukortet byder på diverse variationer af clubsandwich, burgere og cheesecake.
www.restaurantmarcel.fr


Til romantikeren
I det nordlige Paris, kun et stenkast fra Canal Saint Martin, ligger Hotel Le Marcel. Med sine rene linjer, ikke alt for moderne, men alligevel trendy look og sin charmerende sans for detaljen er dette intime refugium blevet tilholdssted for byens kreative klasse. Her er ikke overrendt af turister, morgenmaden serveres på terrassen, og er man heldig at få tildelt en af suiterne under taget, er man garanteret direkte udsyn over hele Paris.
Lemarcelhotel.com

LÆS OGSÅ: 24 timer i Nice