Bedste museer i Jylland
SPONSORERET indhold

Bedste museer i Jylland? Forfatter Elsebeth Egholm har 3 yndlingssteder

Er du som Elsebeth Egholm historisk interesseret og holder efterårsferie i nærheden af Midt- og Vestjylland, er der mindst tre museer, du skal forbi.

Af: Nicoline Tauning Foto: Jens Lindhe, Medieafdelingen Moesgaard Museum, Rasmus Hjortshøj, Leif Tuxen, Mike Bink og Les Kaner
14. okt. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

"Mit første museumsminde har nok været Moesgaard, da det lå det forrige sted i de gamle herskabsbygninger. Dengang lå Grauballemanden der også, og ham husker jeg meget tydeligt, for sådan et gammelt moselig gør indtryk på et barn. Det var ikke mine forældre, der plejede at tage mig med på museum, men i stedet min mormor, og jeg har haft mange gode, mindeværdige oplevelser med museer som barn."

LÆS OGSÅ: Bedste museer i Aarhus? Biografejer Line Daugbjerg om 3 fede kunstoplevelser

Moesgaard Museum

Flot placering til grauballemanden

"Moesgaard Museum ligger i Aarhus, og det er et fantastisk museum. Da jeg var barn, lå det i nogle gamle herskabsbygninger ude ved Moesgaard Slot i det sydlige Aarhus. I 2014 åbnede museet i en ny bygning, der er tegnet af Henning Larsen Architects, og bygningen i sig selv er en oplevelse værd. Den burde alle unde sig selv at se. Den er fantastisk flot placereret i landskabet, og så er der udsigt ud over Aarhus Bugt oppe fra museets tag. Taget er belagt med græs, og man kan gå ovenpå det samt sidde derude og spise om sommeren."

"Om vinteren bliver det i stedet brugt som kælkebakke. Museets udstillinger er historien om mennesket helt tilbage fra oldtiden. Det er blandt andet her, Grauballemanden ligger, og de mange forskellige fund er enormt spændende. Jeg har besøgt mange af deres særudstillinger igennem tiden, og museet har været rigtig dygtige til at forklare om de forskellige udstillinger."

"Formidlingen er enormt god, hvilket er afgørende, for hvis man som besøgende ikke får forklaret, hvad de udstillede genstande er samt deres betydning, har man ikke i samme grad mulighed for at værdsætte dem. For at kunne gøre det, er man nødt til at få nogle gode, uddybende forklaringer med. For mig er det helt klart helhedsindtrykket af Moesgaard Museum, der er noget særligt."

Tirpitz Museum

Tirpitz Museum

Stor historisk oplevelse

"Tirpitz Museet ligger ude ved Blåvand i Vestjylland. Det er Bjarke Ingels' tegnestue, der har designet udstillingsbygningen, der ligger i forbindelse med en gammel tysk bunker, der blev opført under krigen. På Tirpitz kan man lære om historien om den tyske besættelse af Danmark. Tyskerne byggede jo bunkere op langs hele vestkysten, og det er en virkelig stor oplevelse for mig at besøge museet, da jeg er meget interesseret i Danmarks historie. Jeg er ikke på nogen måde ekspert i det, men jeg synes, at det er rigtig spændende og relevant at høre om vores rødder, og hvad der er gået forud for os. Derfor er jeg særligt glad for historiske museer."

LÆS OGSÅ: Bedste museer i København? Kunstglade Marie Nipper anbefaler sine 3 favoritter her

Dronning Margrethe broderer på Koldinghus

Perfekt til venindebesøg

"Mit første besøg på Koldingshus var i 2020. Museet var oprindeligt en fæstning, der blev opført i 1200-tallet. En brand fik fat i fæstningen i 1808, hvilket resulterede i, at bygningen brændte næsten helt ned til grunden. Efterfølgende brugte man rigtig mange år på at bygge det hele op igen. Og der er også sket en meget fin restaurering i nyere tid, der er både smukt og nænsomt udført. Det passer med det oprindelige samtidigt med, at det er moderne lavet."

"Jeg besøgte museet for blandt andet at se Kongerækken af Jim Lyngvild, men de har også en masse andre spændende udstillinger. En anden ting ved museet, som, jeg mener, er værd at fremhæve, er samarbejdet med Designskolen i Kolding, der udstiller deres ting derhenne.  Jeg synes, at det er spændende at blande det nye kunst med det gamle. Efter en tur på museet bør man gå i slotskælderen og spise en frokost. Det kan varmt anbefales."

"Jeg tager typisk på museum med mine veninder. Jeg synes, at det er smaddergodt at gøre sammen og kombinere et museumsbesøg med frokost et sted. Jeg bliver meget inspireret af de her steder og at komme ind i de forskellige universer sammen med andre, der er lige så nørdede omkring emnet, som jeg selv er. Det er rart at komme ud og se nogle ting, der giver vitaminer til hjernen."

Anbefalet til dig