Berømt bøf og æblekage: 95-årige Bitten har haft et usædvanligt liv

"Jeg kan ikke lide bare pletter på væggene! Det må der ikke være, for så kan man se, at der trænger til at blive malet!"

Bitten Damgaard smiler. Hun har sat sig på kanten af en antik sofa, mens hun fortæller om de mange kunstværker, som pryder væggene (og de hænger ganske rigtigt tæt) i hendes hjem uden for Herning. Foran hende står den rollator, som hun er blevet glad for, fordi den gør hende mobil.

"Når man i min alder skal visne, er det trods alt bedre, at det sker nedefra," som hun tørt konstaterer.

LÆS OGSÅ: Kira Skov: ”Der er en del tabu forbundet med at være enke, for hvornår er det okay at gå ind i en ny relation?”

Bitten har boet her i den tidligere præstebolig på Lundvej, siden hun giftede sig med Aage Damgaard, som ejede skjortefabrikken Angli i Herning. Aage elskede kunst, ansatte kunstnere på sin fabrik og inviterede dem til at bo hjemme hos sig.

"Aage lærte mig, at kunst og kultur er livets salt. Det er jeg taknemmelig for. Det har forandret mig og gjort mig mindre fordomsfuld og mere rummelig," erkender hun.

Bitten voksede op i et præstehjem på Sjælland, men mødet med den 10 år ældre og iderige Aage ændrede hendes livsbane. Hun flyttede til Herning, blev mor til fem og en uundværlig støtte for Aage.

"Jeg var vant til blide billeder og portrætter af komponister. Jeg er ikke vokset op med moderne kunst, og jeg syntes, at det var rædselsfuldt," erklærer hun.

Fra håbløst til håbefuldt

Det var altså to modsætninger, der mødtes, da Bitten som purung serverede til en familiefest, hvor Aage var gæst. Han var der med en kæreste, men da hun var taget afsted, ville Aage danse med Bitten.

"Han ville klemme mig, og jeg blev tosset, for han havde jo lige fulgt sin kæreste til toget," mindes Bitten.

Vreden forsvandt, forelskelsen vandt, og i dag ser Bitten tilbage på sit ægteskab med taknemmelighed – og en god portion realisme.

"Det var noget problemfyldt, at vi havde så lidt til fælles. Det kunne have været håbløst, men det blev det så ikke, og jeg tror især, det er, fordi jeg har været temmelig nysgerrig," mener Bitten.

For Aage var jantelov ikke en ting, og da hun selv lærte at se ud over den, blev hun et gladere menneske.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: "Det kan ske for os alle, og det er derfor vigtigt, at vi snakker om det”

"Når Aage sad ved morgenbordet og fortalte om alle de ideer, han havde fostret, så sagde jeg ofte: "Det kan man da ikke!" En dag fik han nok og spurgte mig, "Hvem er man?" Og så fik vi aflivet "man"," siger hun smilende.

Bitten og Aage blev et godt team: De rejste meget:

"Vi var rejsende udi stof og skjorter," som Bitten formulerer det.

De besøgte Japan, Korea og mange andre lande især i Asien. De åbnede sig for hinandens ideer og tanker, og Bitten havde i øvrigt vetoret, når det kom til kunsten på væggene.

"Man skal vænne sig til kunst, men der har også været kunst, som jeg ikke ville have. Ikke på vilkår. Engang kom der en kunsthandler med et maleri af Henry Heerup, som forestillede en nøgen kvinde, der lå på et flygel. Det var for voldsomt til mig – for mange kurver. Aage pressede aldrig noget ned over hovedet på mig, så det kom ikke op at hænge. Det ville jeg nu gerne have haft i dag," bemærker Bitten med et skævt smil.

Bøf og æblekage

Mens Aage åbnede en verden af kunst for Bitten, så sørgede hun for, at han lærte at læse.

"Aage var så ordblind, at han ikke kunne læse og skrive, da vi blev gift. Han havde gået i landsbyskole og blev hurtigt kategoriseret som en, det ikke kunne betale sig at bruge tid på. Jeg satte ham til at læse godnathistorier for børnene, og vi har fem, så der var nok at tage af. Jeg tænkte, at de ikke kunne høre forskel, men det har de nu sagt siden, at de godt kunne."

Bitten ser tilpas ud, for Aage lærte sig at læse – og læste meget resten af livet. De to åbnede i 1971 den første restaurant ved navn A Hereford Beefstouw. Den drives i dag af Bittens barnebarn, Thomas.

Dengang hun og Aage drev restaurationskæden, kom Bittens æblekage på menukortet.

"Vi ville gøre op med de alenlange menukort og lave noget enkelt," fortæller Bitten.

Hun har altid godt kunnet lide at lave mad. Hendes køkken er udsmykket af kunstneren Paul Gadegaard og ikke et, man ser magen til nogen andre steder. "Man" ville nok synes, at det er lidt vildt, men Bitten kan lide det.

"Når jeg ser tilbage på mit liv, så tænker jeg mere på den udvikling, jeg har gennemgået, end på valgene. Jeg har taget livet, som det kom, og jeg synes stadig, det er vigtigt at lære og følge med. Det kan jo ikke nytte, at man sidder og falder i søvn," som hun siger.

LÆS OGSÅ: Mille Lehfeldt har kendt sin mand, siden hun var seks år: "Jeg tror på en eller anden måde, at der blev trukket i trådene"

Bitten er aktiv i Hernings udvikling, især på kunstområdet. Efter Aages død i 1991 mødte Bitten Kai Johannsen, som hun oplevede mange ting sammen med. Kai døde sidste år og er savnet:

"Kai var min meget, meget nære ven. Vi boede ikke sammen, men spiste og nød livet sammen," fortæller Bitten.

Kai døde under corona, og Bitten så ikke meget til ham i den sidste tid, hvor han var i isolation på plejehjem.

Bitten har besluttet, at hun vil kistebegraves fra Gellerup Kirke, og hun har truffet aftaler med præsten om det praktiske. Den 95-årige kvinde er ikke bange for døden og tænker ikke meget på livets afslutning.

"Jeg er taknemmelig, så længe jeg har min forstand – eller mener, at jeg har min forstand," siger hun med et grin.

Bitten Damgaards svigerdatter, journalist Anne Moulvad, har fornylig skrevet en bog om sin svigermors liv. Se bittendamgaard.dk