Se 5 fede skidestinationer i vores naboland, Sverige
SPONSORERET indhold

Her er 5 af de bedste skidestinationer i Sverige

Lyst til skiferie? Her får du fem gode steder, du kan nå på under fem timer i bil fra Danmark. De små sydsvenske skisportssteder råder bod på det begrænsede antal pistekilometer med nærhed, smukke naturoplevelser og rigtigt gode priser – perfekt til en forlænget weekend.

Af:: Christina B. Kjeldsen Foto: Privat, Visit Sweden, Henrik Eneskjöld og Skitrip.dk
14. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Det kan være noget af et udstyrsstykke at komme af sted på skiferie, og vil du sydpå til Alperne eller nordpå til de høje fjelde, skal du gerne bruge en uges vinterferie for at få det optimale ud af den lange tur. Det kræver tid og (ret mange) penge – og her knækker filmen for mange – især hvis man ikke er helt sikker på, om skituren nu er det rigtige sted for familien at brænde feriebudgettet af.

Men hvad så, hvis du bare vil afsted i en forlænget weekend – teste benene af og introducere familien for skisportens glæder, inden I investerer i den helt store (og lange) skiferie? Her er der masser af muligheder på den anden side af Øresund, hvor de sydsvenske skibakker er perfekte til de små, kortere ture – og så er priserne lave.

Lav svensk kronekurs gør skiferien (endnu) billigere
Skisportsstederne i Sydsverige er som udgangspunkt ikke dyre, hverken når det kommer til skipas, skileje eller skiskole. Det hjælper også, at den svenske krone er lav for tiden – kun 81 danske kroner skal der til for at få 100 svenske, og økonomerne forventer ikke, at kursen stiger foreløbigt.


Mullsjö Alpin
Overskueligt og børnevenligt
På højde med Gøteborg, inde midt i landet, finder du Mullsjö Alpin – et lille, naturskønt skisportssted drevet af områdets lokale og entusiastiske alpinklub på toppen af Knaggebobacken, omgivet af fyrreskove. Cirka fire timer i bil fra københavnsområdet eller en færgetur fra Frederikshavn til Gøteborg og en times bilkørsel derfra.

Området
Du danner dig hurtigt et overblik over de blot fem reelle pister, herunder en rød og en sort, samt en børne- og begynder-bakke med egen lille lift. Det er ikke i Mullsjö, du finder de lange ture ned –området føles nærmere kompakt, og man har prioriteret at få plads til nogle nedløb, der kan tilfredsstille både uøvede og de mere adrenalinsøgende skiløbere. Du kommer med andre ord hurtigt op og ned. Begge lifter, den hurtige og den langsomme, lander samme sted på toppen og danner et naturligt mødested.

Faciliteter
Du kan leje ski hos Mullsjö Alpin på stedet, og det er også her, du tilmelder dig udbuddet af skiskoler. Du kan både komme på et hold eller booke en instruktør til en enkel- eller familietime. Er I for eksempel fire på et hold, koster en time 180 svenske kroner per voksen. Et skipas for to dage koster 450 svenske kroner per voksen. Tjek alle priser på liftkort, skileje og skiskole på Mullsjoalpin.se – der er ofte gode tilbud uden for skoleferierne og på hverdage.


Her kan du bo
Vil du bo helt tæt på bakken, altså som i PÅ bakken, kan du leje en af de 12 moderne og godt opvarmede husvogne, som står parkeret heroppe. Hver vogn har en udendørs grill, hvor du kan riste pølser, mens du kigger ud over landskabet og nyder pisterne for dig selv inden lukketid. Der er plads til fire personer i en husvogn, prisen er 850 svenske kroner per nat, book på Mullsjoalpin.se Er du til mere luksus, kan du leje en hytte hos Kyrkekvarn, cirka 20 minutters kørsel fra skibakken. Kyrkekvarn arrangerer også fine rideture og naturoplevelser i det smukke område omkring Tidan-åen, som løber her. Her er hytter i alle størrelser spredt ud over skovområdet, de største med plads til hele 20 sovende gæster, ligesom flere af dem har udendørs boblebad og sauna. Priser i højsæsonen ligger på to døgn fra 1.630-5.600 svenske kroner. Book på Kyrkekvarn.com

ALT for damerne testede Mullsjö Alpin:
Journalist Christina B. Kjeldsen var af sted på en forlænget weekend i skolernes vinterferie med sin mand og to drenge på 5 og 8 år. De har været på skiferie to gange før.


Christina Kjeldsen og hendes drenge

– Det begyndte at sne for første gang i lang tid, da vi nærmede os Mullsjö – så allerede her føltes det, som om vi var længere væk, end vi egentlig var. Begge vores drenge kom på skiskole allerede første dag. Instruktørerne var søde og pædagogiske og fik yngstemand hooked på konceptet for alvor, mens ældste søn utrætteligt tog turen op og ned og prøvede alle pister utroligt mange gange. Her var ikke overrendt på noget tidspunkt, selv om vi var afsted i en skoleferie. Vi voksne savnede nok et lidt længere nedløb, uden så meget fart, da både den røde og den sorte piste var hurtigt overstået og en tand for stejle for os. De relativt ens blå nedløb kunne godt blive lidt ensformige i længden. Til gengæld boede vi i en stor hytte hos Kyrkekvarn med udendørs boblebad omgivet af kulsort fyrreskov.


Ulricehamn
Udfordringer og svensk charme
Ulricehamn ligger lunt for danskerne – kun godt fire timer i bil fra København, mens jyderne kan tage turen med færgen fra Frederikshavn til Gøteborg, hvorfra der er lige knap 100 km til skibakken. Populære Ulricehamn er begunstiget af et forrygende smukt terræn og en hyggelig by fuld af charme.

Området
Der er syv lifter og syv pister i området med den store snepark til snowboardere i midten, hvor der bliver flyttet rundt på forhindringerne i løbet af sæsonen, så der er nye oplevelser at komme efter. Længste nedkørsel er 850 meter, og den højeste faldhøjde er 135 meter. Er du mere til rolige naturoplevelser, så kig forbi det særlige cross-country-center, hvor du kan blive instrueret i langrend af dygtige instruktører, se Xcc.se.

Faciliteter
Du kan leje ski på stedet i skiudlejningen, der er så stor, at her sjældent er trængsel og kø. Der er skiskoler for både børn og voksne, på hold eller med egen skilærer fra en til højst fem personer. En enetime står i 450 svenske kroner, mens I kan slippe med 176 svenske kroner per person, hvis I er fem. Børn under 6 år kan også deltage i "sneleg" – det koster 150 svenske kroner. Skipas koster 515 svenske kroner for voksne for to dage på ski. Se priser og book skiskole på Uc-skidcenter.se.

Her kan du bo
Når nu du er her i området, hvor filmen "Englegård" blev optaget, skal du næsten bo et sted, hvor du kan opleve den traditionelle svenske landstil. Den gamle slægtsgård Gudebo i den lille by Liared er sat i stand i traditionel stil og byder på god plads og badeværelser med badekar. Det er hyggeligt at komme hjem efter en lang dag på ski til sin hytte og gå ombord i eget køleskab. En overnatning koster cirka 350 svenske kroner per person. Se mere på Gudebo.com.


ALT for damerne testede Ulricehamn:
Boligredaktør Nicola Kragh Riis var af sted med sin mand og datter på 5 år og en anden familie på to voksne og to børn på 7 og 9 år. De voksne var godt blandet niveaumæssigt fra nærmest nybegynder til ret øvede og tidligere skiguider. Børnene var nybegyndere med kun en dags ski i benene fra året før.

– Området var rigtigt godt til at tilfredsstille behov i begge ender af skalaen. Den store, brede nedkørsel midt i terrænet blev det naturlige samlingspunkt. Børnene og nybegyndere kunne stå på de to-tre letteste nedkørsler, mens de mere øvede kunne tage en afstikker over på den sorte skovløjpe eller til den store snowpark til snowboardere med hop, hvis humøret var til mere action. I Sverige tager pisterne ikke ret lang tid at komme ned ad, hvis man bare drøner af sted, men til gengæld er der ikke meget kø ved liften, og man er hurtigt oppe igen. Det er også hyggeligt at følge med i de andres ture fra liften. Vi oplevede stort set ikke kø, hverken i skiudlejningen eller ved lifterne. Fem minutter i bil fra pisterne ligger den lille by, der er hyggelig at gå en tur i og hvor man kan få en lækker kage i Gunnars konditori på Storgatan.


LÆS OGSÅ: New York - 5 madoplevelser, du ikke må misse

LÆS OGSÅ: 7 eksperters foreslag til de fedeste skiferier

LÆS OGSÅ: 5 hippe steder i Paris

Læs videre på næste side....Falköping
Naturen og familien i fokus
De lokale elsker Falköping Alpin, en lille, naturskøn og hyggelig skiperle drevet af lokale skientusiaster. Samtidig er Falköping det mest snesikre af de sydsvenske områder – lige lidt højere og lidt længere inde i landet end de andre. I bil cirka 4,5 timer fra København og en enkelt fra Gøteborg.


Området
Mössebergsbacken er omdrejningspunktet for Falköpings fire nedfarter i blå og røde kategorier. De sorte er her ingen af, og Falköping har i det hele taget familien og naturoplevelserne i fokus. Derfor er her også flere smukke langrendsspor af forskellig længde og sværhedsgrad, som er belyste og bliver fyldt op af snekanoner ved mangel på sne. Her er også aftenåbent. Se pistekort med mere på Falkopingalpin.comFaciliteter

Falköping er et skisportssted i miniputformat, men med charme. Her er en enkelt lille cafe, drevet af den lokale slalomforening og den gamle restaurant Bredablick med udsigt over dalen. Du kan leje udstyr på stedet og booke det hele hjemmefra på Byttonytt-sport.com. Skiklubben tilbyder skiskole, både enetimer og hold, for eksempel koster tre dages skiskole 550 svenske kroner per barn. Kom også godt i gang med langrend, og book en enetime til 400 svenske kroner. To dages skipas koster kun 340 svenske kroner for voksne. Tjek Falkopingalpin.com

Her kan du bo
Budget:
Kun 200 meter fra skibakken ligger Mössebergs Camping og Stugby, hvor du kan leje en hyggelig hytte og ellers proviantere i Falköping by, der ligger tæt ved. Hytterne koster ca. 650 svenske kroner per nat og har plads til fire personer, se Mossebergscamping.se

Standard:
Er du til spa og wellness, så tjek ind på det nærliggende Kurorten Mösseberg, hvor du kan opleve gammeldags svensk kurbadsstemning i det smukke, gamle hotel. Nyd en tur i saunaen, hæng ud i wellnessafdelingen, og få en spabehandling efter dagens strabadser på skibakken. Se priser, spatilbud med mere på Kurortenmosseberg.se.


Isaberg

Stort sted i lille format
Isaberg er det største af de sydsvenske skisportssteder, og her er alt fra bløde børnebakker til et stykke med sort og pister nok til en lang weekend. Mange danskere har trådt deres første skistøvler i Isaberg, der ligger tre en halv times bilkørsel fra København og en god time fra Gøteborg.

Området
De lokale kalder Isaberg for "de smålandske fjelde", og skiområdet er noget af det mest kuperede, du finder i det sydlige Sverige. Med 10 pister er der plads og muligheder nok for alle niveauer, og du kan variere dine ture på de fire røde bakker, der tager dig bredt rundt i terrænet. Otte lifter sørger for, at du kommer hurtigt op igen – højeste top er 150 meter.

Faciliteter
Isaberg er et stort sted med flere spisemuligheder, hyggelige varmestuer, udendørs grillpladser, mulighed for at leje alt udstyr og en stor og velorganiseret skiskole. En enetime med egen instruktør koster 495 kr. og du kan få en ekstra person med til 160 svkr. Du kan også melde familien til et tredagesforløb på hold til 395 svenske kroner per person. Skipas fra fredag aften til og med søndag koster 690 svenske kroner per voksen. Reserver udstyr og book skiskole på Isaberg.com

Her kan du bo
Budget:
I Isabergs egen hytteby finder du fine hytter og en døgnbemandet reception. Du kan spise morgenmad i restauranten eller booke halvpension med frokost og aftensmad, og til hyttebyen hører også en kæmpestor legeplads. En hytte med plads til 6 personer fra torsdag-søndag i højsæsonen koster 4.370 svenske kroner.

Standard:
Hestraviken Herrgaard ligger et lille stykke væk i bil og er et hyggeligt hotel med smukke røde og gule træbygninger i ærkesvensk stil. Her kan du booke et stort familierum og nyde lidt ekstra luksus med sauna og undedørs spa oven på en dag med ski. Et familierum med plads til fire fra fredag til søndag koster cirka 4.160 svenske kroner. Hestraviken.se


Tolvmannabacken
Lokalt oldschool skiløb

Lidt mere end 400 km fra København ligger Tolvmannabacken – den nordøstligste af de sydsvenske skidestinationer, tæt ved byen Kisa. Tolvmannabacken er et lille, lokalt drevet sted uden de store armbevægelser, og bakken er populær blandt de lokale svenskere, der kan købe skipas for en time ad gangen.

Området:
Her er fem reelle nedfarter gennem fyrretræsterrænet, to røde og tre blå, samt en enkelt sort pukkelpiste. Længste nedfart er 1.200 m, og området har fem lifter. Her er også en fin skøjtebane i bunden af bakken, hvis du trænger til variation fra skiene. Skiklubben er desuden ved at udbygge en lille snowboardpark med nye udfordringer. Er du til langrend, er her også et fint spor med belysning helt frem til kl. 22.00, dog kun hvis der er natursne.

Faciliteter:
Vi er helt back to basics her med en enkelt varmestue og cafe i bunden af bakken, hvor du kan bestille en frokostmadpakke til rygsækken for 65 svenske kroner. Ellers finder du alle muligheder for at leje udstyr, både ski og skøjter, og at komme på skiskole. Et todages skipas koster 390 svenske kroner per voksen. Book både udstyr og skiskole på Tolvmannabacken.se

Her kan du bo
Budget:
Bo i bunden af bakken i en af stedets husvogne med gulvvarme og enkelt køkkenudstyr, der lige rækker til en omgang köttbullar. Toilet skal du dog løbe en tur gennem sneen efter over til fællesbygningen, hvor der også er bad og sauna. En husvogn med plads til fire personer i to døgn koster 1.000 svenske kroner, se Tolvmannabacken.se eller book gennem Skitrip.dk

Standard:
Tyve minutter fra skibakken ligger den gamle præstegård Sommarhagen, hvor du kan hygge dig på et af de nyrestaurerede dobbeltværelser i de klassiske rødmalede træbygninger. Pris cirka 700 svenske kroner per person i dobbeltværelse, se Hotelsommarhagen.se