Idéer til dates
SPONSORERET indhold

Træt af biografen? Her er 19 anderledes og sjove dates, I kan tage på

Er du træt af at hive kæresten med de samme steder, eller mangler du inspiration til daten i weekenden, så har vi samlet nogle alternative bud til en sjov date.

Af: Redaktionen Foto: Getty Images
01. apr. 2022 | Livsstil | ALT.dk

Hvis du har slentret rigeligt med ture i den lokale park eller har brugt alt for mange aftener på at spise ude på en alt for dyr restaurant, når du skal på date, så er denne liste lige noget for dig.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Vi har samlet 19 anderledes, nye og sjove idéer til, hvor du kan tage din kæreste eller flirt med på date.

Der er naturligvis stor forskel på, hvor du vil tage en flirt hen, som du kun har udvekslet fire sætninger med via Tinder - kontra din kæreste, som du har boet under samme tag med de sidste fire år.

Derfor har vi opdelt aktiviteterne efter, hvor godt I kender hinanden.

God fornøjelse!

STEP 1: FLIRTEN

Er relationen forholdsvis ny, er det en god idé at finde noget at mødes omkring. Det kan hurtigt blive akavet at stirre intenst ind i et par øjne, som du aldrig har set før – især hvis de begynder at flakke, fordi samtalen er ved at dø ud. Mød derfor hinanden et sted, hvor samtaleemnerne ligger i omgivelserne.

1. Minigolf – Her får du rig mulighed for at være charmerende, mens du svinger køllen og sipper til en øl. Dør samtalen lidt hen, kan I tale om, hvor gode eller dårlige I er, og I kan stjæle små blikke uden at være tvunget til intens øjenkontakt. Regner det? Frygt ej, der er også mange muligheder for indendørs minigolf.

2. Bordtennisbar – Bare rolig, du behøver ikke at være en ferm atlet for at invitere din date på bordtennisbar. Det handler mere om at spille halvdårlig bordtennis omkring et bord med fremmede mennesker, hvorefter dig og din flirt kan trække jer tilbage og sludre over en øl. 

3. Banko – Før du falder ned af stolen af kedsomhed eller tror, at du skal på dobbeltdate med dine bedsteforældre, skal du vide, at vi mener en anderledes slags banko med emner som musik eller dragqueens. Deltag f.eks. i Absalons Kirke i København, og få én på opleveren sammen.

4. Den Gamle By – Der er ikke andet end gode samtaleemner i den hyggelige, gamle by i Aarhus, og derfor er det et oplagt sted at gå på date, hvis du er hammernervøs. Og så er det perfekt i vintersæsonen, fordi du lige kan snige dig til et varmt kram og gratis entré som studerende i december.

5. Botanisk Have – Selvom ingen af jer har grønne fingre, er der noget så dejligt i Botanisk Have. Der er smukke ting at kigge på og læse om, og så er det ganske gratis.

6. Geocaching – Der er rig mulighed for at være en rimelig spændende type, hvis du foreslår at tage på Geocaching med din flirt. Det er en slags online skattekort, du henter på app'en af samme navn, hvorefter I udforsker byen via små poster, I finder undervejs.

STEP 2: FORHOLDET

Enten er I stadig i opstartsfasen af forholdet, hvor alt er glitter og forelskelse, eller også er der gået lidt hverdag i den. Pointen er, at I kender hinanden rimelig godt, og at I godt tør smide facaden og se lidt dumme ud, mens I har det sjovt.

7. Klatring – Lider I begge to af en sund omgang krudt i røven, er det her en sjov aktivitet. Det forudsætter selvfølgelig, at ingen af jer har højdeskræk. Sæt et par timer af en weekenddag og lav lidt teambuilding bare jer to. Det har forhold altid godt af.

8. Brætspilcafé – Hiv en almindelig hverdagsaften ud af kalenderen og smut forbi en brætspilcafé til et spil Monopoly eller Backgammon. Det er en billig og sjov måde at date på, hvis I ikke er for store konkurrencemennesker...

9. Quizaften – Er I parret, der gerne nyder en fadøl sammen, vil I nok synes ret godt om at udvide repertoiret med en quiz. Flere barer tilbyder nemlig quizaften én eller flere gange om ugen. I kan enten være på hold sammen eller hver for sig – alt efter hvor seriøst I tager det.

10. Friday Night Skate – Skal posen virkelig rystes en fredag aften, så spænd et par rulleskøjter på og tag kæresten i hånden sammen med over 500 andre skøjteglade københavnere. Udvalgte fredage ruller de nemlig rundt i byen midt på kørebanen. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.

11. Skøjte – Lidt i stil med rulleskøjteløbet - dog mere sæsonbestemt. Hver vinter bliver der i flere byer stillet skøjtebaner frem. Du har rig mulighed for at grine lidt af din 'Bambi på glatis'-kæreste eller snige dig til et kram, når du selv falder på halen.

12. Mystery Room. Når man ikke kender hinanden super godt - men alligevel har mødt hinanden et par gange, så kan de populære escape rooms, hvor man bliver lukket ind et rum og skal løse en masse gåder sammen på tid, være en rigtig god måde at komme ekstra ind under huden på hinanden. For hvem tager styringen? Og hvordan er jeres samarbejde som par i det hele taget, når uret tikker, og presset for at løse de mange gåder stiger?

STEP 3: DET LANGE FORHOLD

I har været sammen i lang tid – og måske har din kæreste endda taget skridtet og sat "a ring on it". Derfor har I nok prøvet meget af det på de andre lister, og der skal lidt mere til, før date-night er revolutionerende i jeres bog.

13. Saunagus – Her er det selvsagt en fordel, at I kender hinanden ret godt. For saunagus er, som ordet næsten afslører, en sauna-oplevelse. Du kommer ind i små intervaller af 10-15 minutter i en time - så du sveder rigtig meget! Til gengæld er det en enormt afslappende oplevelse, hvor du får et zen-moment med din bedre halvdel.

14. Zoologisk Have – Uanset om I har børn eller ej, så tag en dag for jer selv hos den nærmeste dyrezoo. I kan snildt bruge flere timer derinde, hvor I kan flette fingre, grine af omgivelserne og lade mobilen blive i lommen.

15. Portvin- øl eller vinsmagning – Opgradér jeres dateaften fra bar- og restaurantbesøg til at lære lidt om de flydende væsker, der gør os noget så kærlige. Sidstnævnte kan også være en hverdagsbrydende fordel, og aftenen kan sagtens fortsætte ud i nattelivet bare jer to.

16. Hjemmelavet skattekort – Går du rundt med kreative tanker og har et par hænder, der kan udføre dem, er denne idé perfekt for dig. Lav dit eget hjemmelavede skattekort og hiv din kæreste med ud på en personlig jagt i jeres by. De forskellige poster kan indeholde sjove informationer, penge til frokost eller en lille gave, som du fisker frem fra lommen hvert sted. Uden tvivl en dag der skaber minder.

17. Kajaktur – Er der bare et hint af friluftmenneske gemt i jer, så tag på kajaktur. Mange steder tilbydes der guidede ture, som f.eks. i Københavns kanaler, så der er også mulighed for alle os, som ikke er eksperter.

18. Telt i naturen. Den danske natur har masser af smukke områder, som man kan glampere eller campere sammen på – hvad enten man er til luksusversionen eller den mere primitive naturoplevelse. For findes der noget mere romantisk end at være ude i naturen under åben himmel med sin elskede?

19. Badehotel. Når man har været sammen længe, så kan det blive ekstra vigtigt at bryde med hverdagens trummerum. Og her er badehoteller, særligt omsommeren, altså en helt særlig oplevelse at dele med sin partner, fordi det ofte bde indbefatter smuk natur, rolige omgivelser og lækker mad. What's not to like?

Artiklen er oprindeligt skrevet af Frederikke Pontoppidan i december 2017 og er siden blevet opdateret løbende.

Anbefalet til dig