"Mødet mellem mig og mine potentielle svigerdøtre bliver stormfuldt"

Når disse linjer læses, er jeg just vendt hjem fra en forlænget påskeferie til Skotland og Italien over et besøg hos min engelskhollandske svigermor i London.

Min mands mor på 82 er en af de mest energiske kvinder i verden. På trods af flere operationer er hun i uafbrudt aktivitet. Fra lapning af tøj og sortering af strømper til opgaver på sin computer, hvor hun – der er tidligere marketingchef – har mange gøremål. F.eks. er hun sekretær for ejerforeningen i sin ejendom.

Omvendt kræver hun ikke megen opvartning: ”Lad os bare spise noget fra mikroovnen,” lyder det ofte muntert. Men hvad forlanger svigermor til gengæld? Faktisk intet ud over helst at skulle have ret, et glas god rødvin og så selvfølgelig, at jeg indrømmer, at hun forstår min mand bedst af alle. Og skulle det nu være noget problem?

Niks. Det er en lille pris for at have en god bedstemor, som børnene er glade for, og som altid er flink over for mig. ”Du er så heldig,” sukker min amerikanske veninde, Isabel. Selv har hun en fransk svigermor, og alle, der kender fænomenet la belle mère – der både betyder ”svigermor” og ”den smukke mor” – vil vide, hvad hun mener. Den smukke mor er nemlig uden for konkurrence. Forskerne – jo, der er skam forsket i den sag – konkluderer enstemmigt, at disse galliske drager er umulige at stille tilfredse. Franskmanden søger altid hjem til mors kødgryder, forståelse og frem for alt uendelige kærlighed. Er svigermor til stede, kan svigerdatteren godt pakke sammen. Imidlertid og uheldigvis forstår jeg kun alt for godt svigermor.

Selvom jeg naturligvis, som et fornuftigt menneske, vil sværge på, at jeg selv vil give plads og rykke til side, er hver eneste fiber i mig instinktivt modstander af, at nogen anden kvinde skulle indtage rollen som den vigtigste af slagsen i mine egne tre sønners liv. De søde drenge med deres bløde, knuselskede ansigter, der alle har erklæret mig deres kærlighed, og som siger, de vil bo sammen med mig, til jeg dør. Niksen, tænker jeg.

Hvad er der på spil – er vi ude i det rene sexistiske vås?

Nej, siger den britiske psykolog Terri Apter, der har skrevet bogen ”What do You Want From Me.” Hun har interviewet flere hundrede par, og over 60 procent af alle kvinder vurderer deres forhold til svigermor som ulykkeligt og stressfyldt. Ikke færre end 66 procent af alle svigerdøtre synes, at deres mands mor ofte udviser ejerfornemmelser over for sønnen. Hvilket leder til underminering og kritik af svigerdatteren. For svigermor ”er der med sin erfaring og får ofte det sidste ord i diskussioner om husarbejde, måltider og opdragelsesspørgsmål, som ofte fortsat ses som kvindens domæne.” Omvendt fortæller Apter dog også om ulykkelige mødre, der føler sig udelukket af den nye kvinde i sønnens liv og taler om ”kulde” fra svigerdatterens side.

Apter sporer ritualer tilbage til ”skolepigers ofte klikeagtige adfærd med kritik og eksklusion af hinanden” samt af det ødipale ”element af romance, som forholdet mellem mange små drenge og deres mødre har.” Prøv bare selv at tænke over, hvor mange af ens veninder, der virker nærmest forelskede i deres sønner – uden at nogen synes, det er suspekt. Vis mig omvendt en far, der opfører sig tilsvarende, og vupti, straks hænger der en tung mistanke om, at tingene vist ikke helt er, som de skal være.

Hvorom alting er. Mødet mellem mig og mine potentielle svigerdøtre bliver stormfuldt. Jeg ved det bare. Jeg må hellere gå i terapi, før det er for sent.

LÆS FLERE KLUMMER AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER.