"Vi har venner, der sælger hele lortet og flytter til Bornholm"

Hvis Diogenes havde selvdisciplin nok til at bo et helt liv i en tønde, har jeg sgu også selvdisciplin nok til at hidse mig lidt ned igen. Så jeg trækker vejret heeeelt ned i maven, tæller til ti, men når kun til fem, før jeg tænker fuck it og begiver mig ud i endnu et anfald af brok og hidsighed rettet mod min yndlingsaversion, fjernsynets rend af uduelige fodboldkommentatorer med sportslige mindreværdskomplekser.

Det føles nu rart at sidde her i sofaen og hidse sig op over den slags banaliteter, det er som at kradse løs i et myggestik, selvom ens mor siger, at man skal lade det være, men at blive en praktiserende stoiker er åbenbart a work in progress, en længere personlig rejse med plads til enkelte svipsere og små tilbagefald undervejs.

LÆS OGSÅ: Må man godt være glad for, at festivalerne blev aflyst igen? Bare en smule?

Rom blev jo heller ikke bygget på én dag, og jeg skal åbenbart også bruge et par ekstra uger på lige at få stoicismens princip om at lade være med at hidse mig op over ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved (såsom elendige fodboldkommentatorer), helt ind under huden.

Men i det mindste har jeg da fået en livsfilosofi, og sådan en er praktisk at have, når man statistisk set er lidt over halvvejs i livet og godt kunne bruge en retning til resten af turen. Det var en ven, der foreslog mig, at jeg skulle læse en selvhjælpsbog om de gamle græske stoikere, den havde gjort underværker for hans eget humør, og når man er sådan en opfarende størrelse som mig, der bruger krudt på at gå rundt og føle sig småstresset, misfornøjet og misforstået, så er der nu engang noget klogt i at forsøge at sænke skuldrene lidt, blæse det hele et langt stykke og finde ind til den stoiske ro, så man ikke pludselig dratter død om midt i det hele.

Man kan mene, at jeg nok burde være nået frem til den indsigt for mange år siden, men sådan er det med de store erkendelser her i livet; vi har først for alvor tid og plads til at lade visdommen indfinde sig, når der er styr på alt det praktiske med ungerne og økonomien og den slags.

Og der er dælme også gået rundhyl i selvudviklingen her i omgangskredsen på det seneste. Det er ellers ikke længe siden, vi dårligt havde luft til at koncentrere os om andet end at køre børn ind i vuggestuen og overleve syvårskriser, men nu har vi pludselig venner, der reciterer Svend Brinkmann-bøger til parmiddagene, som de i øvrigt gerne kommer halvanden time for sent til, fordi de også er begyndt på noget, der hedder langsom livsstil.

LÆS OGSÅ: Skændes du også med dine teenagere om opvasken? Søren har et budskab til sine egne sønner...

Vi har venner, der downsizer og står af ræset og sælger hele lortet og flytter til Bornholm, og venner, der bliver veganere, minimalister, buddhister, swingere og hvad ved jeg. Selv min kone er begyndt at læse Hella Joof inden sengetid. Så er der som regel en lille finurlig leveregel til morgenkaffen.

Indtil videre har jeg ret stor fidus til stoicismen. Hvis der er én ting, jeg ville have godt af, så er det at tage den lidt med ro, så når jeg kan mærke pulsen stige, minder jeg mig selv om, hvad Seneca, Epiktet og de andre gamle grækere ville gøre. De ville trække lidt på skuldrene og finde den stoiske ro frem. Præcis som jeg burde gøre det.

Men de var jo på den anden side også forskånet for uduelige fodboldkommentatorer.