Skændes du også med dine teenagere om opvasken? Søren har et budskab til sine egne sønner...

Så fik vi rodet os ud i endnu et af de skænderier, som efterhånden er blevet en fast del af vores til tider noget vaklende sameksistens.

Jeg ved ikke engang, om nogen af os blev klogere på, hvad vi så fremover gør med de bunker af snavset vasketøj og beskidte tallerkener, I efterlader på jeres vej gennem huset som små hørmende brødkrummer, for jeres mor har tillagt sig en evne til at dæmpe gemytterne, inden der bliver smækket alt for meget med dørene.

Hun tager jeres parti, jeg tager opvasken.

Men siden I nu så eftertrykkeligt antydede, at jeg skulle have glemt alt om, hvordan det er at være ung, får I i stedet svaret her: Nej, jeg har IKKE glemt det. Tværtimod.

LÆS OGSÅ: Søren brølede højt midt på græsplænen og følte sig pludselig som den mand, han burde være...

Alene tanken om Pernod og Calvin Klein-parfumer kan stadig få det til at vende sig i mig, der er diskoteker i Jomfru Ane Gade, hvor jeg stadig ikke må vise mig, og arret på mit højre ben kan I læse mere om i døgnrapporterne fra landbetjenten i Lønstrup anno sensommeren ’96.

Jeg har ofte forsøgt at fortælle jer om den tid, nogle gange til skræk og advarsel, andre gange i håbet om beundring og anerkendelse. Men hver gang samtalen bare tilnærmelsesvis nærmer sig mine glade 90’ere, himler I så meget med øjnene, at de nær triller ud af ørerne på jer.

Min ungdom lignede ellers jeres.

Skole, computerspil, spis, skid, sov, repeat og så videre, selvfølgelig uden corona-epidemi, men til gengæld med en internetforbindelse, der blev afbrudt hver gang, jeres farmor skulle bruge telefonen.

Dét havde I nok ikke klaret helt så godt, som I nu har klaret et år med nedlukninger. Men bare fordi jeg ikke har glemt, hvor rart det føles at game til langt ud på natten, sjattisse nonchalant ved siden af kummen og støvsuge hytten for mad, er det ikke jeres fripas til at blæse på alle de sure pligter.

Verden har nemlig brug for halvsure og polemiske fædre som mig, der hidser sig op over småting og ikke viger tilbage for at fortælle jer, at opvaskemaskinen ikke tømmer sig selv og andre af den slags små, harmløse passiv-aggressive selvfølgeligheder.

Min generation af vatnissede forældre træder i forvejen hinanden over tæerne for at være unge med ungerne.

Vi tromler ind på jeres banehalvdel, fjoger febrilsk rundt i jeres TikTok-videoer og gør alt, vi kan for at vise jer, at far og mor stadig kan finde ud af at være fede og festlige, selvom vi egentlig bare kunne se vores svenske krimier færdige, gå tidligt i seng og lade jer om at være unge. Men 40’erne er jo de nye 30’ere, og derfra er der lige pludselig ikke langt ned til sjov, smart og sytten, vel?

LÆS OGSÅ: "I første omgang gjorde det mest bare lidt ondt på forfængeligheden..."

Jeg har sågar hørt om fædre, der boykotter Aula med samme pubertære ligegyldighed, som I boykotter opvask, familieture og andre af hverdagens kedelige krav.

Nu sidder I så på jeres værelser og surmuler.

I jeres øjne er jeg blot et gammelt fjols, der har levet i lykkelig uvidenhed om, hvor mange vigtigere ting, man kan bruge sit liv på end at lufte ud og vaske op. Det får I lov til at synes den næste måneds tid, indtil magasinet her udkommer.

Så klipper jeg klummen ud og sætter den op på køleskabet. Modsat opvaskemaskinen og støvsugeren
ved I da, hvor dét står.

Kærlig hilsen Far.