Vild med Mary
SPONSORERET indhold

Klar til at føle dig gammel? Disse filmklassikere er ældre, end du lige går og tror

’Pretty Woman’ har eksisteret lige så længe, som vi danskere har spist lasagne.

Af: Amalie Louise Bernitt Foto: Screenshot / YouTube
07. jun. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Er det ikke kun 10 år siden, du overvejede, hvordan Marys hår kunne blive stift? Og det kan umuligt være mere end fem år siden, du nynnede med, da Heath Ledger sang ”Can't Take My Eyes Off of You” til Julia Stiles på fodboldbanen?

Vi hader at skulle skuffe dig, men disse film er begge ældre end alle David Beckhams børn.

90’erne var en guldgrube af pjattede rom-coms og sukkersøde intriger, der efterhånden er blevet synonym med vores ungdomsår. Hvem husker ikke, dengang Richard Gere klappede smykkeæsken i over Julia Roberts’ fingre? Og hvem sukkede ikke efter en mobiltelefon, der var lige så smart som dem, de brugte i ’Clueless’. Klap, antenne og plastik inkluderet. 

Vi har udvalgt 6 film i kategorien rom-coms, som blev produceret tilbage i de gode, gamle 90’ere. Dengang blå mascara var et hit, og hvor alle ejede en discman.

Pretty Woman (1990) – 29 år gammel

Filmen, der cementerede Julia Roberts’ status som rom-com-dronning af 90’erne, behøver ingen introduktion. Skuespilleren med Hollywoods mest smittende smil er blændende i rollen som den prostituerede Vivian, og enhver romantisk anlagt teenager, der voksede op i 90’erne, kender til scenen, hvor rigmanden Edward snapper æsken med diamanthalskæden ned over sin dates fingre.

’Pretty Woman’ skulle vise sig at blive Julia Roberts’ store, internationale gennembrud, og siden har hun medvirket i et hav af solide filmklassikere, herunder som titelrollen i ’Erin Brockovich’, som eftertragtet skuespiller i 'Notting Hill' og som misundelig veninde i ’Min Bedste Vens Bryllup’ – blot for at nævne nogle få, der snildt kunne have nået denne liste.

Richard Gere er heller ingen ukendt traver inden for romantik-genren. Efter ’Pretty Woman’ har han skaffet sig roller i flere, store biografbaskere, ligesom han endnu engang kunne slå pjalterne sammen med Julia Roberts i 1999-hittet ’Runaway Bride’. I februar i år kunne den 69-årige skuespiller desuden byde velkommen til en søn.

Clueless (1995) – 24 år gammel

Det bliver næsten ikke mere kult end ’Clueless’. Filmen om den unge rigmandsdatter Cher, der forsøger at navigere i teenagelivets mange facetter med one-liners som ”as if!”, ”Oh my god, I am totally buggin” og ”You’re a virgin who can’t drive”.

Med 24 år på bagen er filmen for længst nået kultstatus, om end flere af de ikoniske skuespillere efterhånden er blevet synonym med nye karakterer. Således vil de fleste måske huske Paul Rudd som Mike Hannigan fra ’Friends’, eller Donald Faison som Dr. Christopher Turk i ’Scrubs’. Og så er der Brittany Murphy, som nåede at brillere i adskillelige roller, inden hun på tragisk vis blev fundet død i december 2009.

Alicia Silverstone, der charmerede hele verden i rollen som Cher Horowitz, har derimod ikke gjort sig synderligt bemærket i Hollywood, men er i dag mest kendt for sit livsstil- og bloggerunivers The Kind Life.

Selvom filmen, der har givet inspiration til et hav af fastelavns-kostumer, og som minder os om en tid, hvor mobiltelefoner havde både antenner, klap og knapper, stadig ikke har mistet momentum, er den nu alligevel så gammel, at det er blevet tid til en genindspilning. Den kan du læse mere om her.

Vild med Mary (1998) – 21 år gammel

Det er særligt én ikonisk scene, der har gjort den Golden Globe-nominerede ’Vild med Mary’ til en udbredt komisk klassiker, der stadig holder den dag i dag - 21 år senere. Og her mener vi selvfølgelig scenen med håret. Du ved, scenen hvor Ben Stillers Ted mister kontrollen over en klat kropsvæske, imens han gør klar til at gå ud med drømmekvinden Mary, der senere finder det hængende fra hans øre og smører det i håret.

Nogen vil måske mene, at netop dén scene ligefrem er højdepunktet i Cameron Diazs karriere, der ellers har været spækket med succes. Med roller i blandt andre ’Carlie’s Angels’, ’The Sweetest Thing’, ‘Bad Teacher’ og ‘The Holiday’ har Cameron Diaz ikke ligget på den lade side rent skuespilmæssigt. Noget tyder dog på, at det har ændret sig. I 2018 kunne hun nemlig fortælle, at hun tilsyneladende har valgt at trække sig fra skuespilkarrieren

Hvor Cameron Diaz har boltret sig i 00’ernes store romantiske komedier, har Ben Stiller formået at skabe sig noget af en komikkarriere på tværs af genrer. Således har han medvirket i hele 53 film siden ’Vild med Mary’, viser hans CV – og heraf er langt størstedelen komedier på niveau med ’Nat på Museet’. Derudover har Ben Stiller også prøvet kræfter med arbejdet bag kameraet, hvor han har instrueret hele syv film. Og så har vi slet ikke nævnt alle tv-serierne.

10 Things I Hate About You (1999) – 20 år gammel

Hvem husker ikke Heath Ledger, der med mørke proptrækkerkrøller krænger sit hjerte ud til ”Can't Take My Eyes Off of You” som en offentlig undskyldning til Julia Stiles’ karakter, Kat, lige midt på fodboldbanen? ’10 Things I Hate About You’ er en af de klassikere, du ikke bliver træt af, selvom den i marts kunne fejre sin 20-års fødselsdag.

Filmens hovedrolleindehaver, Julia Stiles, var bare 17 år og næsten lige så uskyldig at se på som hendes medskuespiller Joseph Gordon-Levitt, da filmen blev indspillet. Siden er hun på mange måder blevet synonym med de gode, gamle chick flicks, der blev spyttet ud i læssevis i 90’erne og 00’erne, hvor vi blandt andet har kunnet opleve hende som dansende skoleelev og dansk prinsesse. Hun er stadig aktiv i Hollywood og kunne senest opleves i tv-serien ’Riviera’.

Anderledes står det til med filmens anden hovedrolleindehaver, Heath Ledger. Efter premieren på ’10 Things I Hate About You’ gik han en strålende karriere i møde med store roller i film som ’A Night’s Tale’, ’Brockeback Mountain’ og ’The Dark Knight’. Roserne regnede ned over skuespilleren, mens han privat kæmpede med store, personlige dæmoner. I 2018 blev han på tragisk vis fundet død efter en tilsyneladende utilsigtet overdosis.

Cruel Intentions (1999) – 20 år gammel

1999 var et produktivt år for rom-com-genren. Film som ‘Never Been Kissed’, ‘American Pie’ og ‘Notting Hill’ stormede frem, mens særligt én kultfilm trak overskrifter. ’Cruel Intentions’, der også går under navnet ’Sex Games’, både forargede og fornøjede kåde teenagere, der hungrede efter romantiske fortællinger med en god portion sex og dramatiske intriger.

Scenen mellem den strenge Kathryn, der lærer den uskyldige Cecile at tungekysse, er den dag i dag en af de mest famøse pigekys i filmhistorien, og ’Cruel Intentions’ var den slags film, du helst ville undgå, at dine forældre vidste, du så.

De fire hovedrolleindehavere kunne alle gå en strålende karriere i møde efter filmen ramte biograferne. Mens Sarah Michelle Gellar nok bedst er kendt for sin rolle i Scooby Doo-filmene og TV-serien Buffy, kan Selma Blair opleves i blandt andre ’The Sweetest Thing’. Hun har senest trukket overskrifter, efter hun stod frem og fortalte om sin kamp mod sklerose.

Real-life kæresteparret Ryan Phillippe og Reese Witherspoon kan også bryste sig af karrierer, der er holdt væsentlig længere end deres kærlighed til hinanden. Mens Ryan blandt andet gjorde sig bemærket i ’Crash’, er listen over Reese Witherspoons filmperler næsten for lang til at skrive her, men ’Sweet Home Alabama’ og ’Blondinens Hævn’ vil helt sikkert ringe en klokke. I denne måned kan du desuden se med, når hun er tilbage med den anmelderroste TV-serie ’Big Little Lies’.

She’s All That (1999) – 20 år gammel

Nu vi er ved 1999, kan vi lige så godt blive her. Her kom en anden ikonisk rom-com nemlig til verden og sørgede for endnu flere gedigne makeovers, alt for gamle og smukke High School-elever og kiksede, koreograferede fællesdanse.

Mens fine Laney forelskede sig i Zack – kødeliggjort af en sprød, ung Freddie Prinze Jr. – kunne vi andre blot sukke med og drømme os til amerikanske High Schools, hvor ethvert romantisk øjeblik altid er perfekt iscenesat, og hvor Usher er skolens DJ.

Kvinden bag Laney, Rachael Leigh Cook, fik en strålende karriere efter ’She’s All That’ med roller i blandt andre ’Tangled’, ’A Midsummer Night’s Dream’ og hitserien ’Dawson’s Creek’, inden hun havnede på romantikerkanalen over dem alle, nemlig Hallmark.

Men den egentlige rom-com-stjerne skulle vise sig at blive Freddie Prinze Jr., der fortsatte succesen med roller i ’Down To You’, ’Boys and Girls’ og ’Scooby Doo’, hvor han også mødte sin hustru, Sarah Michelle Gellar. Og så har vi slet ikke nævnt birollerne Anna Paquin, Kieran Culkin, Lil’ Kim og den nu afdøde Paul Walker. Alle navne, der burde ringe en klokke hos de fleste.

Anbefalet til dig