Ældre kvinde
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Nabokonen flirter med min mand

Jeg synes, der er opstået en lidt for intim stemning mellem min mand og vores nabokone. Hvad gør jeg, spørger en læser Vibeke Dorph i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Stockbillede, Getty Images
01. jan. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Min mand og jeg har været gift i 22 år. Min mand er meget udadvendt og supercharmerende, og jeg har altid været meget jaloux. Jeg har dog været god til ikke at lade det gå ud over ham og holdt det for mig selv eller fik det ud via en snak med veninderne. Men denne gang går det mig virkelig på.

Vi købte i foråret et mindre hus i den anden ende af byen, fordi vores to børn rykkede hjemmefra. Mens vi gik og indrettede os, fik vi besøg af nabokonen, som er en enlig dame – lidt yngre end os. Hun var og er utroligt hjælpsom, hun inviterer til både kaffe, frokost, middag og gløgg, og da hun og min mand begge arbejder i revisionsbranchen, har de jo masser at tale om.

Jeg kan ikke sætte en finger på det, men jeg synes, der er opstået en lidt for intim stemning mellem min mand og hende. Når jeg kommer hjem, sidder hun lovlig tit i vores køkken og hyggesnakker med min mand. Jeg vil jo gerne have et godt forhold til vores nye naboer og befinder mig derfor nu i en situation, hvor jeg både er jaloux og mistænksom, flink og imødekommende.

Jeg har forsøgt at bringe det på bane over for min mand og har sagt til ham, at jeg synes, hun kommer lovligt tit, men han har slået det hen med, at det er rart, at vi har fået gode naboer. Jeg kan bare mærke, at det gnaver. Jeg elsker min mand og vil ikke miste ham. Har du et råd?
G.H.

Vibeke Dorphs svar

Jalousi og intuition er beslægtede på en ofte ubehagelig måde. Så når man som du lider af jalousi, er det tit svært at sige, om der er hold i det, du føler og iagttager, eller om det er din jalousi, der spiller dig et puds.

Er du hysterisk? Eller er din nabokone lovlig fremme i skoen? Det kan jeg jo ikke udtale mig om, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at dels har du kæmpet med jalousien tidligere, og dels har jeres ægteskab så mange og gode år på bagen, så mon ikke, det er jalousien, der driller dig på ny?

For at du kan få din sjælefred tilbage, så tænker jeg, at du skal bruge den samme effektive metode, som du har brugt før: Opsøg og tal med den af dine veninder, der er mest ligevægtig og fornuftig, om din jalousi. Jalousi går nemlig ikke væk af at blive gemt væk, det gødes den tværtimod kun af.

Måske ville det også være en idé, hvis du talte med din mand om dine følelser. Endelig ikke som en bebrejdelse, for din mand har jo intet forkert gjort, men blot så også han ved, hvordan du går og kæmper med dig selv. Din mand elsker dig jo, og han vil derfor gøre, hvad han kan for at lindre din uro.

Måske I i den sammenhæng også kan finde et fælles fodslag, hvad angår jeres noget ivrige nabokonens besøg. For om der er grund til det eller ej, så ville jeg da også blive iriteret, hvis der sad et fremmed menneske i mit køkken, hver gang jeg kom hjem fra arbejde.

Anbefalet til dig